Karenmlarsen

Karenmlarsen

Om bloggen

Denne blog har fokus på forhold vedrørende feminisme, homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle samt en kritisk analyse af heteroseksualiteten.

Selvkritik er et "hvidt" privilegium

DebatPosted by Karen M. Larsen Thursday, February 06 2014 11:53:14

Debatten om Yahya Hassans digtsamling har nu kørt et stykke tid - og tager stadigt flere krumspring. Således har det i den danske offentlighed vagt en del kritik, at den svensk-iranske forfatter Athena Farrokhzad har skrevet en ret kritisk anmeldelse af denne digtsamling. Det er ikke faldet i god jord, at hendes kritik har haft fokus på det som hun forestiller sig at højrefløjen vil bruge Yahya Hassans digte til. Men nu er adoptionsforskeren Lene Myong faret i det digitale blækhus for at komme Athena Farrokhzad til undsætning og forsvare hende mod "hvide mænd i magtfulde positioner", der tror at de ved hvad minoriteterne har brug for. Lene Myongs forsvarsskrift når måske sit retoriske højdepunkt når hun skriver: "hvilke konsekvenser får det for os ikke-hvide minoriteter, med eller uden muslimsk baggrund, at vi på uværdig vis, igen og igen, får udlagt vores behov af en hvid offentlighed. Af hvem og hvornår er vi blevet spurgt om det?" Og som det seneste skud på stammen deler nu også Christoffer Emil Bruun Lene Myongs kritik af dem, der kritiserer Athena Farrokhzad for at kritisere Yahya Hassan.

Der er ligesom noget metaagtigt over denne her kritik - men måske det også lidt er strategien - hvis man nemlig kan dreje debatten bort fra Yahya Hassans konkrete kritik og i stedet over på hvad højrefløjen, racisterne, islamkritikerne etc. (hvis man ellers i det hele taget skelner mellem dem) kan bruge denne kritik til, så kan man jo også forhindre, at vi kommer til at tale om de problemer, som Yahya Hassan egentligt vil gøre os opmærksomme på.

Nu kan det jo i en svensk sammenhæng, hvor der ikke gives så meget plads til angreb på indvandrere, muslimer etc. måske nok være rigtigt, at digte som Yahya Hassans kunne starte en kritisk og også nedladende debat som der hidtil ikke har været så meget af. Men her i Danmark, hvor der siden midten af 1990'erne er væltet en verbal shitstorm af tsunami-agtige dimensioner ned over hovedet på landets muslimske mindretal, er det sådan set lidt svært at se hvordan Yahya Hassans digte skulle kunne gøre situationen meget værre. Dem der har et behov for at lægge muslimer for had har tydeligvis ikke haft brug for en Yahya Hassan for at kunne finde undskyldninger for deres islamofobi. Ja, faktisk er det jo et typisk kritikpunkt rettet mod landets muslimer, og dem der gerne vil forsvare dem, at de er tavse mht. de problemer med vold, kvindeundertrykkelse, homofobi etc. som der findes i visse muslimske miljøer. Tavshedens strategi virker måske (endnu) i Sverige - men den er alt andet lige kontraproduktiv i Danmark.

Men der er også et mere grundlæggende problem med Athena Farrokhzads og Lene Myongs kritik. De ser nemlig begge to at "sortes" kritik af andre "sorte" kan og vil blive misbrugt af diverse racister - men de bliver så også stående der. Ingen af de to reflekterer over, at vi dermed har den situation, at kritik af ens egen kultur og religion er et "hvidt" privilegium. At "sorte" ikke har samme frihed som "hvide" til at fortælle om vold, misbrug og undertrykkelse i deres egen kultur - at mennesker med muslimsk baggrund ikke har samme frihed til at afsky deres religion som mennesker med en kristen baggrund har, tages som noget givet, som noget man bør medtænke når man ytrer sig frem for en uretfærdighed, som man burde bekæmpe.

Tavshedens strategi har imidlertid også en pris - der er bare ingen win-win situation i denne her kamp. Jeg kender den selv fra min egen katolske opvækst og ungdom. Jeg er også blevet opdraget med at man skulle passe på med kritik af kritisable forhold i det katolske miljø fordi denne kritik ville kunne blive misbrugt i et antikatolsk samfund. Og det er jo ikke nogen helt forkert observation. Katolicisme er måske den mest forhadte religion i Danmark efter islam - og medierne elsker også at skrive negativt om den katolske kirke. Men den katolske tavshedskultur har betydet, at overgreb af forskellig karakter har kunnet foregå i årevis uden at nogen greb ind. Selvom man måske ikke samtykker når man tier - så forhindrer man heller ikke overgrebene - og man hjælper helt sikkert ikke dem, der bliver ofre for dem. Det kan godt ske, at nogen som Athena Farrokhzad mener, at de "hvides" racisme er værre end den patriarkalske vold i visse muslimske miljøer og at nogle katolikker mener, at angreb på den katolske kirke er værre end de overgreb, der er sket i katolsk sammenhæng. Men det kunne også tænkes, at nogle af ofrene faktisk gerne vil have hjælp og få en stemme - i stedet for at blive mødt med en mur af "velmenende" tavshed.



  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post502