Karenmlarsen

Karenmlarsen

Om bloggen

Denne blog har fokus på forhold vedrørende feminisme, homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle samt en kritisk analyse af heteroseksualiteten.

Fænomenet Pater Pio kritisk belyst

AnmeldelserPosted by Karen M. Larsen Thursday, July 28 2011 17:19:21

Pater Pio er en af nutidens mest populære helgener. Ja, efter sigende skulle han i Italien være mere populær end Jomfru Maria og selveste Jesus. Set i lyset af denne utrolige popularitet er det måske ikke så mærkeligt, at kun få har kastet sig over at skrive en bog om Pater Pio, der ikke handler om hans påståede mirakler og hellighed, men i stedet forsøger at forklare fænomenet Pater Pio som et historisk og kulturelt fænomen lige som alle andre. Men det er lige præcist det som den italienske historiker Sergio Luzzatto forsøger på med bogen ”Padre Pio – Miracles and Politics in a Secular Age”.

Pater Pio (1887-1968)var kapucinermunk og tilbragte det meste af sit liv i et kloster i den lille syditalienske by San Giovanni Rotondo. I 1918 skulle han have modtaget de såkaldte stigmata, Kristi sårmærker, som han havde frem til den sidste tid af sit liv. (Da han døde var de helt forsvundne). Derudover blev han tilskrevet evnen til at helbrede syge, gennemskue personer, få hårdnakkede syndere til at omvende sig, til at være to steder på en gang, og under 2. verdenskrig hed det sig, at han kunne flyve op i luften og afværge luftangreb. Allerede i levende live var Pater Pio enormt populær og i hundredetusind vis af mennesker valfartede til San Giovanni Rotondo for at være nær ham, se ham holde messe, skrifte hos ham og evt. blive helbredt af ham.

Sergio Luzzatto forsøger, at se Pater Pios popularitet som et udslag af en række træk der prægede Italien i hans livstid. F.eks. påpeger han, at man i den brede befolkning kunne se en sammenhæng mellem den stigmatiserede, lidende Pater Pio, den anden Kristus som han blev kaldt, og de hundredtusinder af italienske soldater, der døde eller blev såret under 1. verdenskrig og hvis lidelser også blev sammenlignet med Kristi. I tiden efter 2. verdenskrig, hvor Italien oplevede en hastig modernisering, industrialisering og urbanisering, blev Pater Pio til et symbol på det gamle folkelige bondedominerede fattige men fromme Italien, der var på hurtig retur. Han blev da til en fromhedens klippe midt i sekulariseringens flodbølge.

Sergio Luzzatto gør dog mest ud af tiden under fascismen. Pater Pio støttede åbenlyst fascismen allerede før dennes magtovertagelse i Italien og blandt hans støtter og tilhængere var der mange fascister, både menige og højtplacerede. Alle de tidlige helgenbiografiagtige bøger om Pater Pio, der blev udgivet mens han endnu levede, var således skrevet af personer med tilknytning til fascismen. Og ledende fascisters vilje og evne til at holde hånden over ham beskyttede Pater Pio mod de mest barske af den katolske kirkes forsøg på at disciplinere ham, især forsøget på at få ham flyttet til et fjernt kloster, hvor kulten om hans person ikke ville kunne fortsætte. Selvom fænomenet Pater Pio altså skabte visse knurrer på tråden i forholdet mellem fascismen og Vatikanet så fremhæver Sergio Luzzatto, at Pater Pios støtte til fascismen ikke er forskellig fra de ledende katolske kirkefyrsters, herunder Pave Pius den XI’s. Mussolini og den katolske kirke havde i det store hele et godt samarbejde som begge forstod at drage fordele af.

Forholdet mellem Pater Pio og den katolske kirkes hierarki gør Sergio Luzzatto meget ud af, forståeligt nok for det er en vigtig side af Pater Pio fænomenet. Pater Pio blev mødt med stor skepsis af Pave Benedikt den 15., Pius den 11. og Johannes den XXIII. Især de to sidste gør hvad de kan for at få stoppet kulten omkring ham. Afgørende blev dog til sidst den støtte han fandt hos Pius d. 12 og især hos Johannes Paul den 2., der fik ham først saligkåret (1999) og siden helgenkåret (2002).

Klagerne over Pater Pio og kulten omkring ham var mange. Det forhold, at han blev omgivet af en flok af begejstrede kvindelige tilhængere, der kom og gik frit i kloster og som i nogle tilfælde sågar kyssede og krammede ham i offentligheden, førte til anklager om seksuelle fejltrind. Der blev set med skepsis på de store pengesummer, som strømmede til hans kloster. Selv blandt de biskopper og kardinaler, som støttede Pater Pio, var det almindeligt at se hans nærmeste kreds af tilhængere som præget af personer, der var ude på magt og berigelse og som generelt var udenfor pædagogisk rækkevidde. Pater Pios mirakler var ikke dokumenterede og ægtheden af hans stigmata blev stærkt betvivlet. (Mere derom senere). Men først og fremmest var der tale om en konflikt mellem folkereligiøsiteten og den hierarkiske kirke og mellem hvad Marx Weber ville kalde profeten og præsteskabet, dvs. mellem karisma og embede. Det var en konflikt mellem dem, der lod sig styre af deres begejstring og længsel efter mødet med det hellige legemeliggjort af Pater Pios stigmatiserede krop og så embedskirken, der indkrævede retten til at bedømme og afgøre om noget var mirakuløst eller ej.

Denne konflikt blev ført med hårde midler på begge sider. Nogle af rygterne om Pater Pio, især dem om hans påståede seksuelle forhold til kvinder, havde næppe noget på sig. Men hans tilhængere veg til gengæld ikke tilbage med at true med fysisk vold og offentliggørelse af kompromitterende oplysninger om ledende skikkelser fra kirkens hierarki, hvis man ikke fik sin vilje. I begge lejre var politikken øjensynligt præget af den holdning, at hensigten helliger midlerne.

Sergio Luzzatto fremhæver, at han ikke er ude efter at finde sandheden om Pater Pio – men at han i stedet vil analysere ham som et historisk fænomen. Men når det kommer til stykket er Sergio Luzzatto nu nok noget skeptisk. Han afslører f.eks., at Pater Pio i perioden 1911-1913 skrev flere breve til sine åndelige vejledere hvor han skildrer nogle meget intense stigmata-agtige åndelige oplevelser uden at gøre opmærksom på, at der var tale om ordrette afskrifter af breve forfattet af Gemma Galgani, en påstået stigmatiseret kvinde, der var blevet udgivet i bogform i 1909. Ja, han nægter sågar at eje denne bog!

Sergio Luzzatto har også fået indblik i Vatikanets sagsmappe om Pater Pio. Og i den fandt han vidneudsagn fremlagt under ed hvoraf det fremgår, at Pater Pio hemmeligt havde forsøgt at skaffe sig ætsende midler (der kunne bruges til at lave hans stigmata sår). Ja, sagsmappen indeholder sågar to håndskrevne sedler hvor Pater Pio personligt beder om hemmeligt at skaffe ham disse midler. Set i lyset af, at Pater Pios sår aldrig blev grundigt undersøgt og sagtens kunne være blevet lavet og opretholdt med ætsende stoffer, er det jo nok ret så afslørende.

Som Sergio Luzzatto skriver, så blev mirakler i middelalderen set som tegn på Guds eksistens. Dvs. man så dem som udtryk for en virkelighed som man allerede var overbevist om. I dag er der i visse kirkelige kredse en stærk tendens til at se mirakler som beviser på Guds eksistens – som en art redskaber i kampen mod sekulariseringen. Det er måske forklaringen på, at det kan være så svært at få en kritisk debat om påståede miraklers autentisitet, da en sådan debat let kan blive set som et angreb på selve gudstroen. Om troen på Gud så virkeligt bliver fremmet af tvivlsomme mirakelfortællinger er så en helt anden sag.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post435