Karenmlarsen

Karenmlarsen

Om bloggen

Denne blog har fokus på forhold vedrørende feminisme, homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle samt en kritisk analyse af heteroseksualiteten.

CPR-nummeret undertrykker transpersoner

AnmeldelserPosted by Karen M. Larsen Thursday, March 31 2011 11:23:49

Et kendetegn ved den danske velfærdsstatsmodel er ønsket om at samfundet skal have adgang til en stor mængde informationer om den enkelte borger. Og for at det skal være let for myndighederne at registrere og få adgang til disse informationer har man siden 1968 brugt de såkaldte personnumre (CPR-numre). Det sidste ciffer i borgerens CPR-nummer viser, om vedkommende er registreret som mand eller som kvinde. Hvilke konsekvenser har denne praksis for transpersoner – og hvorfor mener myndighederne, at det er nødvendigt, at CPR-nummeret siger noget om borgerens køn? Ja, det ser Beate Sløk-Andersen nærmere på i et universitetsspeciale med titlen ”Køn som infrastruktur” afleveret i oktober 2010. (http://www.thranesen.dk/artikler/KoenSomInfraktur.pdf )

Der kan ikke være nogen tvivl om at kravet om de kønnede personnumre er med til at gøre livet besværligt for mange transpersoner. Hvis ens CPR-nummer siger, at man er en mand, så giver det mulighed for mangle forviklinger f.eks. i forbindelse med kontakt til de offentlige myndigheder, hvis man identificerer sig som kvinde og går klædt som sådan – og omvendt. Forviklinger som transpersoner oplever som ydmygende og nedværdigende. Derfor er der da også i folketinget blevet rejst forslag om enten helt at fjerne kønsangivelsen i personnumrene eller i det mindste at gøre det lettere at få et andet personnummer end det, som man blev tildelt ved fødslen.

Men på trods af at en del politikere godt har kunnet se, at den nuværende ordning medfører store ulemper for transpersoner, har flertallet i folketinget ikke været til at hugge eller stikke i. Problemet er nemlig at det kønnede CPR-nummer trækker på en forestilling om, at der kun findes to køn og at borgeren kun kan tilhøre et af disse. En indstilling der bl.a. giver sig udslag i, at det ikke er muligt at give et nyfødt barn et personnummer hvis dets kønsorganer ikke entydigt kan kategoriseres som enten dreng eller pige.

Beate Sløk-Andersen prøver at forklare systemets mangel på vilje til at tilpasse sig de transkønnedes (og interkønnedes) behov vha. en inddragelse af en række teorier omkring forståelsen af f.eks. køn og seksualitet:

Susan Leigh Star har sammen med Geoffrey C. Bowker formuleret en teori om det de kalder for samfundets infrastruktur. Ideen er, at de forskellige kategorier som et samfund opdeler dets borgere i, så som f.eks. køn, udgør en infrastruktur i samfundet, der skal sikre, at vi kan håndtere virkeligheden på en nem og uproblematisk måde. Kategorierne fremstår som selvfølgeligheder i den grad, at de færreste i det hele taget tænker på dem i deres dagligdag. Denne infrastruktur er imidlertid kun uproblematisk for dem som den passer til. Dem der befinder sig i grænselandet, dem som kategorierne ikke passer til, bliver gjort tavse og må lide for at flertallet kan have det nemt.

Michel Foucault har en teori om at vor tids fokusering på ideen om at man enten er en biologisk mand eller en biologisk kvinde først ”opfindelses”, dvs. bliver til en del af samfundets forståelse af mennesket, da lægevidenskaben i løbet af 1800-tallet kommer til at blive den instans der har magten til at definere hvad det vil sige, at være menneske. Lægevidenskabens fokus på biologien skaber et behov for at kunne fastslå ethvert menneskes sande køn, der hævdes at være det samme som dets biologiske køn, så dets rolle i reproduktionen kan fastlægges og sikres.

Judith Butler har formuleret teorien om den såkaldte heteroseksuelle matrix. Ideen er at der af biologiske mænd forventes, at de optræder entydigt maskulint og at deres seksuelle begær er rettet mod biologiske kvinder. Af biologiske kvinder forventes det, at de optræder entydigt feminint og at deres seksuelle begær er rettet mod biologiske mænd. Matrixen opretholdes ved, at det enkelte individ via sin påklædning, valg af job og interesser, måde at tale på etc. konkret omsætter denne forventning. Dem der ikke lever op til matrixen, f.eks. lgbt-personer, bliver mødt med en række sanktioner. Det koster hvis man ikke kan eller ikke vil leve op til de forventninger som den heteroseksuelle matrix afspejler.

Judith Halberstam har udviklet den teori, at kroppens biologi sådan set ikke betyder så meget. Det der er afgørende er kroppens overflade, dvs. hvordan vi klæder os og generelt gebærder os. Hvis man på baggrund heraf bliver genkendt som værende af det køn, som man oplever som sit eget, så opnår man hermed også anerkendelse for at være den, som man mener, at man er. På den måde kan man ”snyde” biologien hhv. bryde med den biologiske tolkning af køn. Dog udgør de kønnede CPR-numre her et stort problem. For hvis personnumret ”afslører” at en persons biologiske køn ikke er identisk med den måde som vedkommende fremtræder på så kan det let blive ubehageligt for den berørte.

Hvad kan man så bruge al denne, unægteligt småtunge, teori til?

Ja, for det første kan man blive klogere på hvorfor tingene fungerer som de gør lige for tiden. F.eks. kan Foucaults teori hjælpe med til at forstå hvorfor det er så svært at få lov til at få et andet personnummer i Danmark. I dag skal man være kønsskifteopereret – hvad bl.a. indbefatter kastration – for at kunne få lov til at skifte det sidste ciffer i CPR-nummeret. Det er tydeligt, at systemet frygter at skulle stå overfor en gravid mand eller overfor en kvinde, der er blevet far. Kønnenes biologiske roller i reproduktionen må ikke blive udfordret!

På samme måde kan Judith Butler (og Foucault) hjælpe os til at forstå hvorfor samfundet så gerne vil bruge CPR-numret til at verificere en persons køn. Vores samfund er dybt præget af den tanke, at man skal kende en persons ”sande”, dvs. biologiske køn, så at man kan kategorisere denne entydigt. Flertydighed truer systemet. Og afvigelser fra den heteroseksuelle matrix skal kunne sanktioneres!

Og Judith Halberstam kan gøre os klogere på hvordan man som transperson kan forsøge, at undslippe det som mange tror er biologiens diktat – men også på hvordan den nuværende CPR-nummer ordning vanskeliggør denne undergravning af systemet.

For det andet, og det er måske sågar endnu vigtigere, så viser Susan Leigh Stars og Geoffrey C. Bowkers teori at den nuværende kønsinfrastruktur bygger på, at vi tager forholdene for givne og at det antages, at systemet er godt for alle. Ved at påvise, at tingene lige præcist ikke er givet af naturen – men er menneskeskabte forhold der faktisk er med til at ødelægge livet for nogle mennesker, kan vi bryde tavsheden og tage kampen op mod marginaliseringen.

Transaktivister har taget kampen op, og hvis oppositionen holder de løfter som den kom med i forbindelse med den nyligt afholdte høring på Christiansborg om transpersoners situation så vil vi, hvis vi får en ny regering, kunne regne med tiltag, der bl.a. vil gøre det lettere for transpersoner at skifte personnummer.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post419