Karenmlarsen

Karenmlarsen

Om bloggen

Denne blog har fokus på forhold vedrørende feminisme, homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle samt en kritisk analyse af heteroseksualiteten.

I am what I am

DebatPosted by Karen M. Larsen Saturday, January 15 2011 09:49:27

Her i sommerferien fik jeg endelig taget mig sammen til at læse Preben Hertofts og Teit Ritzaus bog ”Paradiset er ikke til salg – Trangen til at være begge køn”. Bogen, der udkom i 1984 og som i øvrigt blev suppleret med en tv-udsendelse, giver et godt indblik i hvordan selv velmenende heteroseksuelle cis-kønnede, dvs. ikke transpersoner, dengang så på transseksuelle og transvestitter. (Ordet transperson var endnu ikke opfundet).

Når jeg skriver ”velmenende”, så mener jeg det. Forfatterne appellerer nemlig helt klart til at majoritetsbefolkningen skal tolerere transseksuelle og transvestitter, og det i ordets egentlige forstand. Flertallet skal lære at leve med en lille harmløs gruppe af ”afvigere” ud fra den logik, der hedder, at ”I behøver ikke at forstå dem – bare I lader være med at slå dem”. Men ikke nok med det. Forfatterne lægger nemlig slet ikke skjul på, at de grundlæggende set heller ikke selv vil se verden med trans-øjne, hvad f.eks. fremgår af følgende citat: ”Hvis man er født som mand, men ønsker at blive kvinde – eller er kvinde og ønsker at blive mand – så vil man noget umuligt. Men nu til dags er det ikke noget sjældent ønske. Mennesker, der har det sådan, kalder vi for transseksuelle eller vi taler om at de vil ”skifte køn”. Men man skifter ikke køn som man skifter tøj og ordet kønsskifte er et forførende ord, der lover noget som ikke kan holdes” (s.8). Her forsøger man at slå fast, at man har det køn som man blev født med hhv. blev tillagt da man blev født. Den transseksuelle vil altså i dette perspektiv skifte sit ”sande” køn med et drømmekøn, og lige præcis det kan, i henhold til forfatterne, grundlæggende set ikke lade sig gøre. Sådan! Medfølelsen og tolerancen blokerer nærmest for de to forfatterens evne eller vilje til at se verden ud fra de berørte menneskers eget perspektiv. Sandheden om en persons køn ejes af repræsentanterne fra majoriteten og ikke af den berørte selv.

Nu ved jeg ikke hvordan datidens transpersoner reagerede på Preben Hertofts og Teit Ritzaus bog og tv-udsendelse. Det kan meget vel være, at de fleste var glade for at der var nogen, der i det hele taget tog problematikken op. Helt sikkert er det imidlertid, at der er sket meget siden 1984 – og det fremgår ikke mindst af den vrede og den protest det har udløst blandt transpersoner i Danmark, at en transkvinde i et indslag på TV 2 Østjylland blev nævnt i samme åndedrag som ordet ”freakshow” og at studieværten konsekvent omtalte hende som ”han”.

For mig at se er det en glædelig udvikling, at transmiljøet i dag har fået så meget selvtillid og selvrespekt at man ikke længere vil finde sig i at man må nøjes med de opmærksomhedskrummer fra majoritetens bord som man kan få, lige meget hvor mugne de så end er. Så længe man finder sig i at blive trådt på kommer man nemlig ikke ud af rollen som dørmåtte.

Men selv om det kan være krævende for den enkelte – og enhver må naturligvis afgøre med sig selv hvor meget man orker – så er det afgørende, at transpersoner og dem af os, der føler sig solidariske med dem, bliver ved og ved med at forklare og argumentere. Hvis vi skal have ændret den nuværende lovgivning, der på så mange måder er utilfredsstillende for transpersoner, er der nemlig lige et folketingsflertal der skal vindes for sagen. Og det vindes kun hvis vi formår at skaffe opmærksomhed og ikke mindst, ægte og oprigtig accept!

Bragt på http://panbladet.dk/2011/01/15/l%c3%a6serbrev-jeg-er-hvad-jeg-er/

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post407