Karenmlarsen

Karenmlarsen

Om bloggen

Denne blog har fokus på forhold vedrørende feminisme, homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle samt en kritisk analyse af heteroseksualiteten.

Er de polyteistiske religioner mere tolerante end de monoteistiske?

DebatPosted by Karen M. Larsen Tuesday, February 19 2013 13:39:35

Fra tid til anden kan man i religionsdebatten støde på den påstand, at monoteisme er nært knyttet til fanatisme og religiøs aggression mens det eksplicit eller implicit påstås, at de polyteistiske religioner skulle være langt fredeligere. Senest kan man finde sådanne ideer hos religionshistorikeren og religionsdebattøren Jens-Andre Herbener.

Nu kan der slet ikke være tvivl om, at de monoteistiske religioner, især kristendommen og islam, i fortid og nutid har været brugt hhv. bliver brugt som begrundelse for vold. Meget vold. Denne vold har været rettet mod grupperinger indenfor den egne religion, som man har været uenige med, den har været rettet mod andre monoteistiske religioner og den har været rettet mod polyteistiske religioner. Brugen af vold og tvang er en (om end ikke den eneste) grund til at monoteistiske religioner, primært kristendommen og islam, har haft en kæmpe succes på bekostning af de polyteistiske. Alligevel er der nogle væsentlige problemer med Andre Herbeners påstand om at det forhold, at en religion tror at der kun findes en gud og at denne gud er identisk med deres Gud, gør at denne religions tilhængere vil være intolerante og aggressive overfor anderledes troende eller i hvert fald vil have en tendens til at være det, mens dette problem ikke findes hos dem der tror på religioner, hvor man tror på eksistensen af mere end en gud.

Der findes nemlig også eksempler på at polyteister har forfulgt folk med andre religiøse forestillinger. De romerske myndigheder forfulgte de første kristne. I slutningen af 200-tallets Persien forsøger myndighederne at rense riget for alle religioner bort set fra den klassisk persiske. I Mekka forfulgte polyteisterne de første muslimer. Og i middelalderens Kina har vi i hvert fald et eksempel på at kejseren med støtte fra tilhængere af Konfutse og daoister forfulgte landets buddhister. I den moderne verden kan vi se, at hindunationalister forfølger og sommetider begår drab på muslimer og kristne i Indien.

Dertil kommer, at mange af de førmoderne riger, hvis religion var polyteistisk, f.eks. det babylonske rige, romer riget og azteker riget var aggressive imperialistiske riger, der med vold undertvang sig deres naboer for dernæst at udbytte dem økonomisk. I moderne tid kan vi se hvordan de japanske imperialister brugte shintoismen som en ideologisk underbygning for deres aggressive politik, der kostede millioner af asiater livet under 2. verdenskrig.

I denne forbindelse er det vigtigt at huske på, at forholdet mellem religion og samfund og mellem samfund og individ var ganske anderledes i de førmoderne samfund, og det uafhængigt af hvor mange guder man officielt troede på, end de er i dag i de senmoderne vestlige demokratier med deres individualisme og rettighedskultur. Religionen gennemtrængte de førmoderne samfund ligesom samfundet gennemtrængte religionen - og det i en sådan grad at det ikke giver mening at ville skelne mellem politik og religion eller religion og kultur.

I de førmoderne samfund var krig ikke en ren verdslig sag. Krigen havde også religiøse aspekter. Sejr eller nederlag i krig var typisk noget som guderne eller Gud bestemte over og gudernes/Guds støtte blev derfor normalvis aktivt søgt ligesom man takkede dem/ham for en sejr. I et samfund hvor man som det var tilfældet i mange polyteistiske lande havde en gud for krig og hvor man havde myter om gudernes krige mod andre guder eller dæmonagtige væsener, siger det egentligt sig selv, at det at være kriger og føre krig er at gå guderne vej. Krig som sakral handling er altså på ingen måde noget som man kun kan finde indenfor monoteistiske religioner. Mest ekstremt var det måske hos aztekerne, hvor den ideologiske begrundelse for deres talrige krige mod deres naboer var at skaffe krigsfanger til de omfattende menneskeofringer, der var nødvendige for at sikre gudernes og dermed universets overlevelse.

I de førmoderne samfund var religion som udgangspunkt en kollektiv sag - og man havde mere fokus på udførelsen af ritualer og overholdelsen af regler end på hvad man troede på. Dette gælder såmænd også til en vis grad for de lande hvor en monoteistisk religion sætter sig på magten. F.eks. var det mig bekendt ikke forbudt i middelalderens Danmark at tro på Thor, men der var dødsstraf for at ofre til ham eller andre af de oldnordiske guder. På samme måde var man i det førkristne romer rige sådan set ligeglad med om man troede på en eller flere guder. Men man var ikke ligeglad med om der var nogen, der ikke ville deltage i de store offerfester eller som ikke ville ofre til kejseren. For dem der ikke ville ære guderne vha. ofringer og fester blev set som en trussel mod samfundet, da man måtte regne med at sådanne religiøse afvigelser ville udløse straf fra guderne, f.eks. i form at hungersnød eller naturkatastrofer. Samme tankegang blev i middelalderen brugt til at retfærdiggøre at man forfulgte dem, der ofrede til andre guder end den kristne. Sådanne religiøse afvigere udgjorde nemlig også her en trussel for samfundet da man måtte regne med, at Gud ville straffe de lande, der tillod ”afgudsdyrkere” med f.eks. hungersnød eller naturkatastrofer. I begge tilfælde kan vi se, at fokus er lagt på samfundets overlevelse, som man mente blev truet af religiøs afvigelse.

Fortidens religiøse forfølgelser hang altså i høj grad sammen med den rolle religionen spillede i samfundet og det giver derfor ikke meget mening at ville finde svaret i rent dogmatiske spørgsmål som hvor mange guder man tror på. I dag handler religiøse konflikter ofte om identitetsspørgsmål, og her er der igen ingen grund til at antage, at polyteister per definition skulle være mere tolerante end monoteister.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post493

Storbyen trækker

AnmeldelserPosted by Karen M. Larsen Thursday, February 14 2013 14:50:51

Siden starten af 1990'erne har det været mere end småt med professionel homohistorieskrivning her i landet. Men heldigvis har historikeren Peter Edelberg gjort en ende på denne tørke tid med sin ph.d.-afhandling om den såkaldte grimme lov, der er udkommet som bog på Jurist- og Økonomiforbundets Forlag med titlen "Storbyen trækker - Homoseksualitet, prostitution og pornografi i Danmark 1945-1976".

Den såkaldte grimme lov, der gjaldt i perioden 1961-1965, gjorde det kriminelt for en mand at købe sex af en anden mand, hvis denne var under 21 år. Den grimme lov er i homoseksuelles såkaldte kollektive erindring typisk blevet set som højdepunktet af forfølgelse og diskrimination af homoseksuelle i Danmark i nyere tid - og dens relativt hurtige afskaffelse ses så meget passende som en første sejr for den tidlige homoaktivisme. Men så simpelt er det i henhold til Peter Edelberg ikke.

Som det hører sig til for en ph.d. afhandling lægger Peter Edelberg ud med et længere teoriafsnit hvor han bl.a. opridser præmisserne for at skrive homohistorie i dag. Hans udgangspunkt er, selvfølgelig fristes jeg til at skrive, at den homoseksuelle er en historisk konstruktion. Den homoseksuelle identitet er altså et produkt af bestemte historiske forhold, og som alle andre historiske forhold er denne identitet under konstant udvikling. At være homoseksuel i dag er således ikke det samme som at være homoseksuel i 1890 eller i 1955. Selvforståelsen, behovene og den konkrete livsførelse ændrer sig nemlig som alt andet over tid og er altså ikke udslag af nogle uforanderlige biologiske eller grundpsykologiske forhold. Men det betyder ikke, at man frit kan vælge sin identitet, sine følelser etc. Samfundet og dets normer er for dybt lagt ind i os til at man kan vælge dem selv - i stedet kan vi kun variere over de tolkningsrammer og handlingsmuligheder som samfundet og kulturen tilbyder os.

Generelt udsætter den fremvoksende velfærdsstat i den periode som Peter Edelberg behandler individet for en kraftig seksuel disciplinering. Denne disciplinering bevæger sig dog fra hovedsageligt at benytte sig af straffeloven til at have fokus på at lægge normere ind i den enkelte, så han eller hun bliver et "ansvarligt" og selvstyrende individ, der lige præcist fordi det antages at være ansvarligt og selvstyrende, kan tillades stadig større frihed og selvbestemmelse.

Peter Edelberg beskriver den homoseksuelle subkultur i Danmark i tiden fra 1945 frem til den grimme lovs afskaffelse i 1965, eller bedre sagt, de homoseksuelle mænds miljøer og muligheder, for homoseksuelle kvinder blev ikke ramt af den grimme lov og de ligger dermed udenfor hans forskningsfelt. Generelt var homoseksuelle mænds og kvinders livsvilkår, miljøer og muligheder for forskellige i denne periode til at det giver den store mening at ville skildre begge verdener i en bog.

Peter Edelberg vil gerne gøre op med myten om at livet som homoseksuel i tiden før Stonewall generelt var et trist og smertefuldt liv i skabet. For det første giver det slet ikke mening at se optøjerne i Stonewall som starten på den homoseksuelle "frigørelse", dertil var den juridiske situation og livsvilkårene for homoseksuelle i de enkelte vestlige lande for forskellige. Og så fandtes der i øvrigt et omfattende homomiljø i 1950'ernes og 1960'ernes København, hvor bl.a. Forbundet af 1948 i en periode havde væsentligt flere medlemmer og langt flere tilbud til medlemmerne end vor tids LGBT Danmark har i dag. Dertil kom et større antal restauranter og barer, blade og så seksuelle mødesteder f.eks. en række offentlige toiletter mfl. Hvis det var et skab, så var det altså et meget stort skab. Dette homomiljø var imidlertid ikke blot befolket af homoseksuelle mænd og enkelte homoseksuelle kvinder. Der kom også biseksuelle, transvestitter og især var der en række unge heteroseksuelle mænd, der solgte eller udvekslede seksuelle ydelser for penge, øl, biografbilletter og andre materielle goder. Og lige præcis den trafik kom til at give anledning til en større konflikt med det omgivende samfund. Et andet, med nutidens øjne ret kontroversielt forhold var, at det som vi i dag vil kalde for pædofili dengang var en integreret del af den homoseksuelle kultur. Godt nok var det også dengang kun en mindretal af de homoseksuelle mænd, der havde sex med mindreårige, men at have sådanne lyster blev set som en variant af det at være homoseksuel, og blev ikke fordømt af det homoseksuelle miljø.

Sex mellem mænd var blevet afkriminaliseret i Danmark i 1933, dog var den seksuelle lavalder 18 år og dermed tre år højere end for heteroseksuelle forbindelser. Og så var det forbudt for mænd uanset alder at sælge sex til andre mænd, mens det "kun" var forbudt for kvinder at have prostitution (med mænd som kunder) som hovedbeskæftigelse. Denne forskelsbehandling afspejlede et ret så negativt syn på homoseksualitet i samfundet. Der var opbakning om lovgivningen, der tillod sex mellem voksne af samme køn, men ellers var tolerancen begrænset. Homoseksualitet blev set som en uønsket seksuel afvigelse, der af lægevidenskaben blev tolket som et produkt af delvist arvelige og delvist tidligt tillærte forhold. At være homoseksuel var altså i henhold til den dominerende holdning en krank skæbne og det var derfor vigtigt, at forhindre, at drenge og unge mænd vha. forførelse blev rekrutteret til de homoseksuelles rækker.

I 1950'ernes offentlighed var der en tiltagende bekymring for drenges og unge mænds salg af sex til homoseksuelle mænd, og her spiller politiinspektør Jens Jersild, leder af sædelighedspolitiet i København, en væsentlig rolle, da han som selvudnævnt ekspert på området puster til bekymringens ild samtidigt med at han råder til ikke at gribe for hårdt ind overfor de homoseksuelle. De unges salg af sex til homoseksuelle mænd bekymrer, ikke blot fordi man frygter, at de kan blive homoseksuelle af det men også fordi man er bange for at de store drenge/unge mænd på denne måde kunne starte på en kriminel løbebane. De unge sexsælgere blev i voksende grad set som ofre - der skulle beskyttes mod de homoseksuelle. Rent galt går det i forbindelse med den såkaldte pornografiaffære i 1955-56, hvor bl.a. homoikonet Axel Lundahl Madsen (senere Axel Axgil) var dybt involveret. Denne affære handlede ikke blot om produktion og salg af billedpornografi men også om et omfattende prostitutionsmiljø hvor mænd havde købt sex af mindreårige trækkerdrenge/pornomodeller. I alt bliver ca. 300 mænd dømt i denne forbindelse.

Regeringen havde af andre årsager et prostitutionsudvalg siddende, der skulle give prostitutionslovgivningen en overhaling. Her slår bølgerne bl.a. pga. pornografiaffæren højt og der er flertal for at hæve den seksuelle mindste alder for homoseksuelle forbindelser til 21. Jens Jersild er imidlertid imod, efter hans mening er det nok at kriminalisere mænds køb af sex med personer af samme køn under 21. Justitsministeriet synes at være af samme holdning, så det hele forhales, og da loven endelig vedtages i 1961 er panikken allerede næsten glemt og opbakningen til loven, der kommer til at følge Jersilds forestillinger, er derfor langt fra sikker og stabil.

Men da loven er der sørger Jens Jersild også for at den bliver brugt. Ikke helt ubetydelige politiressourcer bliver sat ind på at arrestere mænd, der købte sex med andre mænd for penge og andre materielle goder. I alt 79 mænd dømmes efter denne lov. Retssagernes dokumenter giver et interessant indblik i de verdener og fortolkningsrammer, som hhv. de yngre mænd, der af myndighederne blev set som sexsælgere, og de ældre mænd, der af myndighederne blev set som sexkøbere, bevægede sig i. Om end man selvfølgelig skal huske, at folk næppe altid fortæller sandheden eller hele sandheden når de står anklaget for at have brudt loven. "Sexkøberne", hvoraf en del betegnede sig selv som homoseksuelle, så sig typisk ikke som sexkøbere. I stedet mente de at de yngre mænd have haft sex med dem fordi de havde lyst til det - og de penge de havde givet de yngre mænd skulle ses som en erkendtlighed, som penge til en taxa hjem etc. "Sexsælgerne", hvoraf langt de fleste betegnede sig som heteroseksuelle, fremhævede derimod typisk at de kun havde haft sex med de ældre mænd fordi de havde aftalt at få penge mfl. for det - eller at de regnede med at få det. I øvrigt er der ikke tale om de store beløb som disse typisk 18-19-årige ofte værnepligtige mænd fik for sex. Beløbet var typisk 20-30 kr. Men for en værnepligtig som fik 24 kr. om ugen i løn var det stadigvæk penge nok til at han kunne få råd til f.eks. at invitere en pige i byen.

Hvornår noget imidlertid var prostitution - og hvornår noget blot var tilfældig sex mellem en yngre og lidt eller meget ældre mand, hvor der indgik "harmløse" erkendtligheder, var ikke altid nemt at afgøre for retten - og rygterne om politiets indsats og domstolenes retspraksis var derfor mange, og havde i øvrigt ikke altid hold i virkeligheden.

Som tidligere anført var opbakningen til den grimme lov allerede smuldrende da den blev indført - og pressen presser efter dens indførelse på for at få den afskaffet - sammen med f.eks. Forbundet af 1948. Nu begyndte man at fremstille de homoseksuelle som en forfulgt og undertrykt minoritet. Det blev næsten til ny moralsk panik, hvor aviserne spredte påstande om omfattende vold mod homoseksuelle og selvmord blandt disse pga. den grimme lov, som slet ikke kunne dokumenteres. Men modstanden mod den grimme lov tog også udgangspunkt i en tilbagevenden til ideen om at homoseksualitet er en psykisk lidelse som enten er medført eller erhvervet tidligt i livet og derfor ikke "smitter". Trækkerdrengene blev nu fremstillet som hel eller halv kriminelle, der udbyttede de homoseksuelle, og ikke som ofre for homoseksuel forførelse. Og Jersild introducerede den i datiden ellers næsten ukendte term "pædofil", der kom til hovedsageligt at betegne mænd med hang til sex med mindreårige drenge .Ifølge Jersild var sådanne mænd klart anderledes end de almindelige homoseksuelle, der kun havde lyst til sex med voksne mænd. Pædofili og homoseksualitet blev hermed gjort til to helt adskilte størrelser. Afskaffelsen af den grimme lov gik altså hånd i hanke med et forsat negativt syn på homoseksualitet - men også med et klart budskab om at homoseksuelle kunne regne med en voksende accept hvis de udelukkende praktiserede deres seksualitet med ligesindede og ligestillede voksne.

Ifølge Peter Edelberg var den grimme lov et vendepunkt i de homoseksuelles historie. Ikke som et højdepunkt i diskriminationen af homoseksuelle men snarere som et led i disciplineringen af dem. Efter den grimme lov faldt antallet af mænd, der blev dømt for at have sex med mindreårige af samme køn nemlig drastisk, langt mere end antallet af mænd, der blev dømt for at have sex med mindreårige af modsat køn. Og på samme måde mener Peter Edelberg at kunne konstatere, at mandlig prostitution efter den grimme lov svandt ind til det rene ingenting. Han ser dette som udtryk for en succesfuld disciplinering af det homoseksuelle miljø, der lærte at tage afstand fra sex med mindreårige og købesex. Denne påstand underbygger Peter Edelberg med en analyse af homoseksuelle erotiske billeder og billedporno fra 1949-1979. Hvor man frem til midttresserne havde billeder af længselsfulde teenagere og drenge, der blev vist som passive objekter for den homoseksuelle mands drømme om den smukke yngling, som han måske kunne forføre, kom de langt mere eksplicitte billeder i 1970'erne til at vise voksne mænd, med tydelig lyst til sex med andre mænd. Mænd der fortsat havde lyst til drenge fik deres egne magasiner, deres egen identitet som pædofile og deres egen forening, som Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske efter en række heftige debatter i 1970'erne og 1980'erne afbrød enhver kontakt med .

Peter Edelbergs bog er et velskrevet stykke homoforskningshistorie, som kun kan anbefales. Jeg savner dog lidt, at han ikke reflekterer over det interessante forhold, at kriminaliseringen af mænds køb af sex med personer af eget køn under 21 blev kaldt for en grim lov - mens det forhold af mænds salg af sex til mænd både var kriminelt før 1961 og forblev med at være det frem til 1967 ikke blev betegnet som en "grim" lov. De "sexsælgende" blev altså ikke set som en del af det fremvoksende homoseksuelle fællesskab og kunne i modsætning til "sexkøberne" ikke regne med støtte eller sympati herfra. En lignende anke fra min side er, at han øjensynligt går ud fra, at det kun er en ændring af adfærden hos de homoseksuelle potentielle sexkøbere, der gør at den mandlige prostitution aftager kraftigt i tiden efter den grimme lov. Måske aftog antallet af værnepligtige i denne tid - og måske steg deres løn også? Og måske var det ikke blot de homoseksuelle mænd, der lærte at holde sig fra unge heteroseksuelle mænd - de heteroseksuelle mænd lærte måske også, at de hellere måtte holde sig fra homoseksuelle mænd i jagten på hurtige penge? Men det er kun småting - alt i alt er der tale om et banebrydende værk, der forhåbentlig får mange læsere.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post492

Pavens farvel

DebatPosted by Karen M. Larsen Tuesday, February 12 2013 11:38:34

Jeg er næppe den eneste, der virkelig blev overrasket, da jeg hørte, at Pave Benedikt XVI ville træde tilbage. Først troede jeg faktisk at det var en joke.

Man kan vist roligt sige, at jeg ikke er nogen fan af Pave Benedikt XVI, derfor siger det nok noget, når jeg hermed føler mig nødsaget til at udtrykke min respekt for Pavens beslutning: Det var stort gjort!

Det er unægteligt bemærkelsesværdigt, at en så traditionsfikseret pave som Benedikt den 16 var villig til at bryde med den ældgamle tradition for at en pave bliver siddende i embedet indtil han dør. Og hans beslutning kan meget vel få konsekvenser for hans efterfølgere. Fremover bliver det i hvert fald svært at retfærdiggøre, at en stærkt alders- og sygdomssvækket pave bliver siddende i årevis sådan som f.eks. Johannes Paul II gjorde det.

Men det er også klart, at eksistensen af en pave emeritus stiller den katolske kirke overfor helt nye udfordringer. Mistanken om at Benedikt XVI på en eller anden måde trak i trådene for at få en mand efter egen smag valgt som sin efterfølger vil formodentlig forfølge den nye pave, hvis hans embedsførelse kommer til at ligge tæt op ad Benedikts. Og hvis han skulle vælge at korrigere nogle af Benedikts afgørelser (f.eks. droppe forsøget på at få Piusbroderskabet tilbage i folden) vil modstanderne meget vel kunne finde på at prøve på at spille Benedikt ud mod den nye pave.

Og så er der jo byggepladser nok at tage sig af for den nye pave. Den efterhånden katastrofale præstemangel i den vestlige verden, de tiltagende forfølgelser af katolikker i den muslimske verden og den katolske kirkes tab af prestige og troværdighed i den vestlige offentlighed er blot nogle af de problemer som den nye pave må se at få løst. Han bliver også nødt til at se at få reformeret kurien, så nye Vatileaks skandaler kan undgås. Vatikanets kommunikationsstrategi skal forbedres massivt og sådan kunne man blive ved.

Kardinalerne gør derfor nok klogt i at vælge en ikke alt for gammel mand med beviste lederegenskaber, klare men også realistiske visioner og en god portion karisma og medietække. Den nye paves nationale baggrund er derimod næppe så vigtig som den ofte gøres til. Om der så blandt kardinalerne i det hele taget findes en mand, der kan løfte byrden, er en helt anden sag.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post491

Normstormere eller de nye magthavere?

DebatPosted by Karen M. Larsen Sunday, February 10 2013 14:41:31

LGBT Danmarks Ungdom har sammen med andre gode kræfter udviklet et nyt undervisningsinitiativ med titlen "Normstormerne", hvis mål er at skabe "mindre fobi og modarbejde hadforbrydelser". I første omgang er der tale om ti unge personer med lgbt baggrund, "uddannet i at arbejde med en normkritisk lgbt undervisning", der to og to skal tage ud på skolerne og undervise eleverne. Håbet er, at man på denne måde kan opnå en "holdningsændring" hos de unge. Og at der er brug herfor begrundes tydeligvis med henvisning til Levevilkårsundersøgelsen, der jo ofte påstås at bevise, at lgbt personer generelt vantrives her i landet.

Og det er jo i sig selv smukt og godt - hvad jeg bare ikke kan lade være med at tænke på er, om disse unge normstormere er sig bevidst, at de selv er med til at etablere en norm. En norm er jo grundlæggende set en implicit eller eksplicit regel for hvordan man bør tænke, tale og opføre sig. Normer er en måde hvorpå et samfund sikrer sig at det kan fungere, samtidigt med at normerne afspejler samfundets idealer for hvordan man bør være - og hvordan man ikke bør være. At mene, at det er forkert at leve som homoseksuel, biseksuel eller transperson er således ganske rigtigt en norm - at mene, at det er forkert, at mene, at det er forkert at leve som homoseksuel, biseksuel eller transperson er imidlertid også en norm. Sidstnævnte norm er selvfølgelig unægtelig rarere ud fra et lgbt perspektiv, men en norm er det altså ikke desto mindre.

Samfundets magthavere har lige siden indførselen af den obligatorisk skolegang være engageret i at sikre sig, at skolen indprentede børn og unge samfundets normer. En gang var det sådanne normer som flittighed, disciplin og fædrelandskærlighed, i dag er det så demokrati, rummelighed og f.eks. lgbt inklusion. Skolen er stedet, hvor samfundets normer målrettet skal lægges ind i den enkeltes sind, så hans eller hendes adfærd kommer til at blive sådan som samfundet vil have det. Undervisningen skal altså skabe mønsterborgere, der fuldt ud har internaliseret samfundets normer.

Ikke, at jeg har noget i mod at børn og unge lærer at værdsætte demokrati og lgbt personer - det er jo nyttigt for den demokratiske styreform hhv. for os, ligesom flittighed og en vis grad af (selv)disciplin såmænd heller ikke er så ringe endda. Men der er altså tale om en social ingeniørkunst, hvor skolen skal bortoperere bestemte holdninger og handlinger hos børn og unge og erstatte dem med andre.

Hvad vi kan se i dag er at homoseksuelle ikke længere entydigt er en marginaliseret gruppe i samfundet. Dem der i det offentlige rum udtaler sig negativt om homoseksuelle må regne med at blive mødt med massiv kritik, hvad vi f.eks. også kan se afspejlet i at de fleste homokritiske ytringer i det offentlige rum i dag ledsages med et "jeg har ikke noget imod homoseksuelle". At have noget imod homoseksuelle sætter nemlig en person udenfor normen. De lovmæssigt sikrede homorettigheder såsom ægteskab, antidiskriminationslovgivningen og hatecrimelovgivningen såvel som dette nye undervisningsinitiativ viser, at lg delen af lgbt fællesskabet er blevet integreret i samfundets magtstruktur. Og hurra for det! Hvad vi imidlertid skal passe på med er hele tiden at ville klamre os til en offerrolle, der for bøsser og lesbiskes vedkommende ikke længere er så entydig som den har været, for nu at sige det på den måde.

Og nu, da vi reelt set altså er blevet en del af magten og er med til at forme normen og har fået mulighed for at sikre, at den håndhæves, er det måske også på tide, at vi gør os nogle tanker om hvordan vi undgår, at komme til at misbruge vores magt i forhold til dem, der står udenfor normen. Det bliver med andre ord spændende at se, om vi vil bruge vores nye magt til at gennemtrumfe vores normer vha. retsvæsenet, politiet, medierne og skolelærerne mfl. for at opnå vores mål eller om vi kan findes en vej hvor der også vil være plads til at mene noget andet end os, så længe man ellers holder sig fra vold og mobning?

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post490

Er seksuelle præferencer diskriminerende

DebatPosted by Karen M. Larsen Friday, February 01 2013 11:52:34

På datingsitet Boyfriend, der hovedsageligt henvender sig til homoseksuelle og biseksuelle, kan man bl.a. melde sig ind i en gruppe med titlen "tænder ikke på asiater". Eksistensen af lige præcist denne gruppe, der efterhånden har nogle år på bagen, udløser fra tid til anden debat.

Og indrømmet, rent spontant virker en sådan gruppetitel også usympatisk på mig. Hvorfor dog skilte med hvem man ikke er interesseret i seksuelt? Men på den anden side, hvis det er udtryk for racisme og en krænkende adfærd overfor asiater, at give udtryk for at man ikke tænder på dem, sådan som det sommetider hævdes, er det så ikke også udtryk for sexisme og en krænkende adfærd overfor kvinder, hvis en man giver udtryk for at man ikke tænder på kvinder?

Det interessante ved den måde, som seksualitet er blevet defineret siden lægevidenskaben opfandt selve begrebet "seksualitet" i slutningen af 1800-tallet er, at fokus hovedsageligt har været rettet mod det eller de biologiske køn man tænder på. Man fik her defineret en identitet for en afvigende minoritet, der tænder på deres eget biologiske køn og man definerede en identitet for den normale majoritet, der tænder på det modsatte biologiske køn. Dem der ikke passede til disse to kasser kaldte man så for biseksuelle. Men kunne man ikke også have udviklet seksuelle identiteter for dem, der tænder på bestemte racer frem for andre? Kunne man ikke have identiteter som f.eks. negrofil eller kaukasiofil? Og ligger der ikke i identiteterne "homoseksuel" og "heteroseksuel" et implicit udsagn om at der er et køn, som man ikke tænder på? Er det diskriminerende eksplicit eller implicit at give udtryk for at man foretrækker et køn frem for et andet?

Dette er i lgbt sammenhænge i øvrigt på igen måde en tænkt debat. For i dag kan det at man kalder sig homoseksuel f.eks. betyde, at man er en biologisk mand, der tænder på biologiske mænd. Men det kan også f.eks. betyde, at man er en biologisk mand, der definerer sig som kvinde og som tænder på biologske kvinder og/eller transkvinder. Eller det kan f.eks. betyde, at man er en biologisk kvinde, der både tænder på biologiske kvinder og på transkvinder.

Det er formodentligt kun et spørgsmål om (kort) tid før lgbt miljøerne vil skulle forholde sig til hvorvidt det er transfobisk, at give eksplicit eller implicit udtryk for at man ikke tænder på transmænd eller -kvinder. Måske det fremover i lgbt sammenhænge vil være umoralsk at have en seksualitet hvor man kun tænder på personer med samme biologiske køn som en selv?

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post487

Din, min og præsternes tro

DebatPosted by Karen M. Larsen Monday, January 28 2013 16:13:19

Debatten om hvorvidt det er rimeligt, at et menighedsråd i en jobannonce har søgt en "troende præst" har kørt siden Kristeligt Dagblad skød den i gang med en artikel den 21.1.2013.
Som så ofte når der debatteres folkekirkelige forhold fik fløjene hurtigt positioneret sig. Højrefløjen roser menighedsrådet til skyerne for dets mod til at formulere et yderst rimeligt krav mens venstrefløjen kritiserer menighedsrådet for at vise mangel på tillid til præsterne, samtidigt med at man retorisk spørger hvad det i det hele taget vil sige at være troende.

Jeg må indrømme, at jeg mest af alt ser denne her debat som en (medie skabt) storm i et glas vand. Det er mig bekendt i hvert fald ikke nyt at visse menighedsråd søger efter "troende" præster. Hvad heller ikke kan undre nu når Grosbøll sagen, som der så ofte refereres til i forbindelse med debatten, jo som bekendt ligger år tilbage.

Ej heller giver det i mine øjne særligt meget mening, når Mejdal kirkes jobannonce bliver fremstillet som et tegn på en særlig folkekirkelig krise. Prøv bare at google "priests who don't believe in God" og mængden af links vil vise dig at ikke-troende præster optager sind i hele (den vestlige) verden.

Hvad der derimod undrer mig er, at såvel Mejdal kirkes menighedsråd som dets støtter i debatten øjensynligt går ud fra, at kravet om at ansøgerne til præstestillingen skal være troende vil sikre, at menigheden får en troende præst. På den ene side har man altså så lidt tiltro til job ansøgernes oprettighed at man går ud fra at de kunne finde på at søge om stillingen som præst ved Mejdal kirke selvom de ser sig selv som ikke-troende, men på den anden side har man så meget tillid til deres oprettighed, at man går ud fra at de vil holde sig væk hvis de ikke har troen blot det skrives i jobannoncen at ansøgeren skal være troende. Ingen har øjensynligt tænkt på at disse slemme ikke-troende job ansøgere i en krisetid, hvor jobbene for teologer uden tro og uden lysten til at være folkekirkepræst ikke ligefrem hænger på træerne, kunne finde på at lyve om deres tro, for at sikre sig en fast stilling med garanteret pension.

Jeg tvivler faktisk på at folkekirken vil få flere troende præster, hvad der nu end menes med det, af at menighedsrådene skriver i deres jobannoncer, at de søger en troende præst. Hvad vi i stedet risikerer at få er mindre ærlighed og åbenhed når vi taler tro med vores præster.

Jeg vil i hvert fald hellere have en præst, der tør være ærlig om sin tro og sin tvivl end en, der føler sig nødsaget til at beskytte sig selv og sit job med fromme floskler.

Og så savner jeg flere præster, der i deres prædikener tør tale om deres tro (eller mangel på samme). I et samfund, hvor det nærmest er mere pinligt at fortælle andre om ens trosliv end om ens sexliv, savner jeg præster, der tør dele deres erfaringer ud i de troendes (eller ikke-troendes) land med os andre.
Jeg tror, at jeg er troende, og jeg tror, at der også er andre, der er troende som mig. Men jeg synes sommetider at det er ret ensomt at være en troende med en længsel efter at tale tro med mennesker, der er åbne, ærlige og oprigtige i deres tro eller ikke-tro. Jeg savner præster såvel som lægfolk, der taler ud fra egen erfaring og ikke blot gemmer sig bag fromme men også upersonlige og lidet autentisk virkende formuleringer. Så det ville være en hjælp hvis præsterne (fortsat) turde tale åbent om hvad de tror på (og ikke tror på) når de taler til os fra prædikestolen og hvor vi nu ellers møder dem.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post486

Pave Benedikts kriseramte pontifikat

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Saturday, January 12 2013 13:43:23

Hvis man følger med i hvad der sker i den katolske kirke kan man ikke undgå at bemærke, at Pave Benedikts tid som pave har været præget af den ene krise efter den anden. Der har været så mange mediestorme at man helt kan miste overblikket - men i så tilfælde kan man med fordel læse den italienske Vatikankender Marco Politis bog Joseph Ratzinger - Crisi di un papato" - der for os ikke italienskkyndige heldigvis er oversat til tysk med titlen "Benedikt - Krise eines Pontifikats". (Desværre er bogen mig bekendt ikke blevet oversat til engelsk.)

Marco Politi kommer rundt om det hele. F.eks. får vi en indgående skildring af Pave Benedikts helt egen Muhammedkrise, den første store krise som han fik rodet sig ud i. Som bekendt udløste en tale som Paven holdt i Regensburg den 12. september 2006, hvor han citerede en byzantinsk kejser for udsagnet om at Muhammed kun har bragt dårlige og inhumane ting med sig, voldsomme reaktioner i den muslimske verden. Politi lægger op til at Ratzinger i starten af sit pontifikat grundlæggende set var ude på at korrigere sin forgængers meget forsonlige og venlige politik overfor islam. Om det så var derfor at Paven, selvom han blev advaret om risikoen, fastholdt det omstridte citat, kan man ikke sige. Men resultatet blev i hvert fald, at en bølge af vold kom til at rulle ind over den katolske kirke i den muslimske verden. Og for første men så langt fra sidste gang måtte Vatikanet og Ratzinger trække i land. Paven var slet ikke ude på at krænke muslimerne, hed det sig så, og for første gang i sit liv kunne man så høre ham sige, at muslimerne tror på den ene Gud. Ja, i forbindelse med sit besøg i Tyrkiet lod Pave Benedikt sig sågar filme i bøn, eller noget der kunne ligne det, i Den Blå Moske i Istanbul. Men skaden var sket, Pave Johannes Pauls årelange arbejde for en dialog med islam lå i ruiner. Og her i denne sidste tid, hvor nye bølger af vold ruller ind over katolikker i den muslimske verden, og hvor Paven mere end nogen sinde derfor har brug for støtter og alliancepartnere blandt verdens muslimske ledere, har Paven ikke længere nogen iblandt dem, der vil lytte til ham.

Også Johannes Pauls lange arbejde for en forsoning med jøderne har lidt under Pave Benedikts politik, og det selvom han tydeligvis selv ønsker et godt forhold til jødedommen. Årsagerne hertil er mange, bl.a. at Ratzinger har insisteret på at Pave Pius XII skal saligkåres selvom en del jøder ser meget kritisk på hans manglende offentlige fordømmelse af jødeforfølgelserne under Den Anden Verdenskrig. Men mest alvorlig har det været, at Pave Benedikt øjensynligt ikke havde indberegnet, at hans udprægede iver for at få de såkaldte traditionalister fra Piusbroderskabet reintegreret i den katolske kirke uundgåeligt ville forværre forholdet til jøderne. For noget af det som disse traditionalister kritiserer Det Andet Vatikankoncil og tiden derefter for er lige præcist forsøget på at forsone sig med jøderne, hvad ubestrideligt også var en radikal omlægning af den politik som den katolske kirke indtil koncilet havde ført i forhold til jødedommen.

Helt og aldeles galt gik det da Paven i 2009 trumfede igennem, at den ekskommunikation som Piusbroderskabets biskopper blev ramt med da de mod Pave Johannes Pauls vilje lod sig vie til katolske biskopper, skulle ophæves, og det uden at de havde opfyldt nogle betingelser forud herfor. For som bekendt var en af disse biskopper, biskop Williamson, en notorisk antisemit der overfor svensk fjernsyn havde benægtet holocaust. Tre dage før Vatikanet offentliggjorde, at ekskommunikationen af de fire biskopper var blevet ophævet, blev dette interview sendt i svensk tv. Vatikanet var informeret om interviewet, men alligevel stoppede man altså ikke offentliggørelsen af Pavens ophævelse af ekskommunionen, muligvis fordi den allerede var blevet meddelt Piusbroderskabet og man derfor ikke ville trække i land. Men øjensynligt faldt det heller ikke nogen ind, at denne afgørelse, set i lyset af Williams offentlige holocausts benægtelse, ville blive anfægtet. Men det blev den, og det i den grad. Så slemt bliver det, at Paven sågar ender med at offentliggøre et brev hvor han klager over den behandling han har fået! I øvrigt synes hans mål, nemlig at få Piusbroderskabet fuldt integreret i den katolske kirke, ikke at blive til noget. De vil ikke acceptere f.eks. forsoningen med jøderne, og især efter denne mediestorm tør Vatikanet næppe give efter her.

Så er der historien om Paven og kondomerne. På vej til et besøg i Kamerun og Angola får Ratzinger den 17.3.2009 sagt, at man ikke kan løse aids problemet med at uddele kondomer, disse forværrer tværtimod problemet. Dette udsagn udløser en storm af protester, herunder ikke mindst fra EU, fra Frankrigs, Tysklands og Belgiens regeringer samt fra en række internationale sundhedsfaglige organisationer. Igen synes Vatikanet ikke rigtigt at vide hvad man skal gøre andet end at påstå, at medierne og politikere er uretfærdige overfor Paven.

Men ikke nok med det. I 2010 når balladen om katolske præsters seksuelle overgreb på børn og unge hidtil uhørte højder. I starten formår Pave Benedikt at takle den nogenlunde, i modsætning til Pave Johannes Paul synes han nemlig villig til at indrømme, at den katolske kirke har et problem, og han beklager offentligt de lidelser, som ofrene har gennemgået. Det forlyder også, at man vil gribe fat om nældens rod, og kirkens regler mht. håndtering af disse sager strammes op i mange lande - dog ikke i Italien, hvis kirke Paven ellers har et særligt ansvar for da han er Italiens primas. Men så kommer det frem at Paven i sin tid som ærkebiskop af München havde ladet en dømt pædofil arbejde i stiftet og at han i sin tid som leder af troslærekongregationen, som også står for behandlingen af pædofilisager, i to tilfælde havde søgt at forhindre, at notoriske pædofile præster ophørte med at være katolske præster. Det vælter frem med beskyldninger og anklager, nogen prøver sågar at få Paven for en verdslig domstol! Og situationen bliver slet ikke bedre af at den pavelige husprædikant Raniero Cantalamessa langfredag får sammenlignet kritikken af Paven og den katolske kirke med antisemitisme eller af, at dekanen for kardinals kollegiet Sodano påskesøndag får omtalt sexmisbrugsskandaleopstandelsen som "snak".

Politi kommer ind på flere andre kriser og skandaler, men det ville føre for vidt at komme ind på dem alle. Blot skal det nævnes, at han naturligvis også indgående skildrer "Vatileaks" skandalen, hvor fortrolige dokumenter fra Vatikanet, dokumenter der omtaler finanssvindel, intriger og ballade i Vatikanet, blev lækket til pressen. Ifølge Politi er der ingen i Vatikanets korridorer, der tror på at Pavens butler Paolo Gabriele var alene om at skaffe sig det materiale og lække til pressen, og han beskriver retssagen mod butleren som en skueproces, hvis vigtigste mål var at dække over problemerne i Vatikanet. Snarere handler det bl.a. om et angreb på kardinalstatssekretæren Bertone, Pavens "statsminister", som han værdsætter ganske meget selvom der synes at herske udbredt enighed om at han er inkompetent.

Politi skildrer imidlertid ikke blot alle disse mange skandaler, nej han analyserer dem også. Og grundlæggende set ser han dem som et udslag af at Pave Benedikt er den forkerte til jobbet. For godt nok beskrives han som en stor teolog og han roses for sit skarpe intellekt, som forbindes med et ydmygt væsen. Men Politi fremhæver også, at Ratzinger med sit meget negative syn på den efterkoncilære katolske kirke og sit endnu mere dystre syn på den sekulære verden hører til på en af den katolske kirkes ydrefløje og derfor kommer han til at virke som en spalter frem for en samler af den katolske kirke. Og han mener også, at Ratzinger aldrig var blevet Pave, hvis ikke Pave Johannes Paul i sin sene regeringstid havde valgt at ændre reglerne for valget af paver, så en pave efter et vist antal valgrunder kunne vælges med simpelt frem for absolut flertal blandt kardinalerne. De gamle valgregler, som pave Benedikt i øvrigt diskret har genindført, sikrede at den kommende pave var en kompromiskandidat, hvor de regler som Ratzinger blev valgt under muliggjorde det for en fløj blandt kardinalerne at få deres kandidat presset igennem.

Men i henhold til Politis analyse skyldes Pave Benedikts problemer også, at han simpelthen er for meget intellektuel og for lidt leder. Han formår ikke at samle et dygtigt team omkring sig, udstikke nogle klare visioner og mål og sikre sig, at de bliver omsat i praksis. Pga. sin høje alder, og et i sig selv fornuftigt ønske om at skåne sit helbred, har Ratzinger skåret kraftigt ned på det antal af møder som paven har med lederne af de forskellige afdelinger i Vatikanet, med nuntierne (de pavelige ambassadører) og med verdens biskopper. Og hermed mister han føling med hvad der sker i den katolske verden og han får ikke koordineret Kuriens arbejde. Men finde tid til at skrive sine lærde bøger om Jesus, det gør han, og det nok på bekostning af sine pavelige forpligtigelser.

Måske er det slet ikke længere muligt at have et pavedømme, hvor paven som enevældig leder skal lede verdens 1,1 milliarder katolikker. Måske den katolske kirke simpelthen har vokset sig for stor til et sådant ledelsessystem. Men hvis det skal fungere kræver det en omfattende reform af Vatikanet og en stærk og dygtig leder med karisma og medietække, der kan samle kirken om sig. Han skal have evnen til at vælge sig et dygtigt ledelsesteam, have klare visioner for fremtiden samt evnen til at få dem omsat i praksis. Og så skal han have viljen til at samarbejde med kardinalerne og de katolske bispekonferencer. Om den kommende pave vil leve op til disse krav vil tiden vise.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post485

Hader Iben Thranholm de vestlige sekulære demokratier?

DebatPosted by Karen M. Larsen Friday, December 07 2012 13:33:25

Iben Thranholm benytter i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 7.12.2012 den aktuelle debat om juletræer, julefejringer i skolerne og kors på slovakiske mønter til at komme med hvad man vist godt kan kalde for en bredside mod kampen for sekulariseringen. At fjerne kristne symboler i det offentlige rum kalder hun for et "had til kristendommen. Et had, der samler kraft til at hærge, indtil det sidste alter er væltet".

Dernæst påberåber hun sig historien: "I 1930’ernes Tyskland startede forfølgelsen af jøderne også med, at man fratog dem privilegier. I det antikke Rom, som var kendt for sine omfattende kristenforfølgelser, var kristendommen vel at mærke ikke forbudt ved lov. Men den folkelige uvilje mod de kristne var meget stor. En privat anklager behøvede kun at rette en anklage for det at være kristen, for at en dommer kunne dømme til døden. Kejseren lod de kristne gå fri, hvis de afsværgede deres tro".

Kristendommen tvinges i dag, i henhold til Iben Thranholm, også til i offentlige sammenhænge at afsværge sin tro. Formålet med religionsneutraliteten er nemlig intet mindre end at smadre kristendommen. Der er med andre ord tid til handling: "Hvis ikke kristne i Europa modsiger religionsneutraliteten og sætter foden i døren, mens de endnu har friheden til at gøre det, er de i fare for at komme til at lide samme skæbne som kristne i for eksempel Irak, Mellemøsten, Indonesien, Kina og Nigeria. Europæiske kristne forholder sig alt for passivt og naivt til tidens tegn. Den attitude kan komme til at ændre historiens gang radikalt."

Hvad skal man dog sige til denne svada? Tja, jeg kunne jo være fristet til at spørge Iben Thranholm om hun hader de vestlige demokratiske og sekulære samfund. Vil hun ikke helme før sekulariseringen er blevet rullet fuldstændigt tilbage? Mener hun f.eks. at kristendommen skal have samme status i dag som den havde i middelalderens samfund og de andre religioner skal behandles ligesom de dengang blev behandlet? Jeg kunne selvfølgelig også spørge Iben Thranholm om hvordan hun ville have det med at blive beskyldt for at være drevet af had og for at arbejde for et samfund hvor dem, der ikke tror som hende, skal udsættes for forfølgelser. Jeg kunne spørge hende om mange ting, men jeg tror ikke rigtigt, at hun vil værdige en lille ubetydelig blogger som mig et svar.

Så derfor er det nok mere givende at se på Iben Thranholms brug af historien. Mht. nazismen så startede nazisterne ikke med at fratage jøderne deres privilegier, for jøderne var i det førnazistiske Tyskland ikke privilegerede. I stedet startede nazisterne med at fratage jøderne deres borgerlige rettigheder, de rettigheder der ligestillede alle tyske statsborgere uafhængigt af deres religion og etniske baggrund.

Mht. kristendomsforfølgelserne i Romerriget, så er det vigtigt at være opmærksom på, at de antikke samfund faktisk var rimeligt ligeglade med hvad folk troede på. Man måtte tro på de guder man ville. Men romerne var ofte ret så skeptiske overfor nyreligiøse bevægelser, hvortil kristendommen jo den gang hørte, fordi man mente, at det var bedre for samfundet hvis folk holdt sig til traditionen og forfædrenes skikke. Og så var Romerriget kun tolerant i den forstand, at folk måtte tro på guder efter eget valg. Det krævende nemlig at alle skulle deltage i statens officielle kult (kejserkulten) og i lokalsamfundene blev det også forventet, at alle deltog i de store religiøse festivaler til ære for lokalsamfundets guder.

Eller med andre ord, ikke nok med at det offentlige rum i det hedenske romerrige var fyldt med gudebilleder, altså var alt andet end religionsneutralt, så insisterede samfundet på at man uanset ens personlige tro skulle deltage i fællesskabets religiøse ritualer. Ville man ikke det, f.eks. fordi man var kristen, ja så blev man set som en trussel mod samfundets sammenhængskraft, ja mod selve dets overlevelse. Hvis Romerriget havde været religionsneutralt, så var det ikke kommet til kristendomsforfølgelser.

Det forstemmende ved Iben Thranholms klumme er imidlertid ikke bare hendes dæmonisering af de vestlige sekulære demokratier. Nej, det sørgelige er også, at hun øjensynligt går ud fra at kristendommen kun kan leve hvis den er privilegeret. At der ikke er nogen mellemvej mellem at have magten eller at blive forfulgt.

Det hører jo også unægteligt med til historien, at kristendommen da den kom til magten i det sene Romerrige, ikke blot blev overøst med privilegier. Nej, den fik også iværksat en omfattende forfølgelse af de ikke-kristne religioner. Gudernes altre blev væltet. Gudebillederne blev smadret. Det samme blev templerne hvis de ikke blev omdannet til kirker. Enhver dyrkelse af de gamle guder blev forbudt og straffen for at bryde den lov var i værste fald døden. Måske frygter Iben Thranholm, at kristendommen i de sekulære vestlige demokratier vil få samme behandling som den udsatte antikkens hedenske religioner for da den i sin tid først fik magten hertil? Men sådan kommer det næppe til at gå. Kristendommens magtovertagelse og de efterfølgende forfølgelser af anderledes troende blev indført i diktaturstater. I et demokrati med respekt for sig selv sikres alle borgere lige rettigheder uanset deres religion.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post484
« PreviousNext »