Karenmlarsen

Karenmlarsen

Om bloggen

Denne blog har fokus på forhold vedrørende feminisme, homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle samt en kritisk analyse af heteroseksualiteten.

Dåb, folkekirken og muslimerne

DebatPosted by Karen M. Larsen Sunday, December 15 2013 13:04:54

I Kristeligt Dagblad har der i de senere dage været en omfattende debat foranlediget af at folkekirkepræsten Massoud Fouroozandeh, der er tidligere muslim og tidligere frikirkepræst, har fået en næse af sin biskop for at have døbt tidligere muslimer uden at indmelde dem i folkekirken sådan som han er forpligtet til. Især i Tidehvervske kredse, hvor man har taget Massoud Fouroozandeh til sig, er man meget forarget over at den kristne pligt til at døbe sådan bliver tilsidesat af øjensynligt rene bureaukratiske årsager.

Men jeg kan slet ikke se noget mærkeligt i, at voksne der lader sig døbe af en folkekirkepræst selvfølgelig skal indmeldes i folkekirken. Det samme sker jo også med de spædbørn, som bliver døbt i folkekirken. Hvis voksne skal have lov til at fravælge folkekirkemedlemskabet i forbindelse med dåben, ja så har forældre vel også lov til at fravælge folkekirkemedlemskabet på deres spædbørns vegne? Og set i lyset af at langt de fleste medlemmer af folkekirken blev meldt ind i forbindelse med at de blev barnedøbt ville en lempelse af reglerne her let kunne have ret så alvorlige følger for folkekirken.

Alle ikke-døbte, der kommer til tro på Jesus Kristus, kan blive døbt af en folkekirkepræst. Den kristne dåbspligt bliver altså ikke krænket på nogen måde af at dåb i folkekirken også betyder indmeldelse i folkekirken. Døren til dåben er åben, man skal som dåbssøgende blot acceptere, at når man lader sig døbe af en folkekirkepræst, ja så bliver man også medlem af folkekirken. På samme måde bliver man jo også f.eks. medlem af den katolske kirke, hvis man lader sig døbe af en katolsk præst. Ønsker man ikke at blive døbt ind i en bestemt kirke, ja så må man jo opsøge præster eller lægfolk indenfor kirkesamfund, hvor dåben ikke er det samme som en indlemmelse i et konkret kirkefællesskab.

Hvad der undrer mig mest ved denne her debat er, at der ikke rigtigt synes at være nogen interesse for hvorfor de tidligere muslimer, som Massoud Fouroozandeh har døbt uden at indmelde dem i folkekirken, ikke vil være medlem af folkekirken. Det virker på mig højst besynderligt, at man gerne vil døbes af en præst men i den grad ikke vil have noget med dennes kirkesamfund at gøre, at man øjensynligt ikke vil døbes hvis dåben medfører, at man bliver indmeldt i dette. Hvad er altså problemet? Det kunne selvfølgelig være, at man er bange for at nogle muslimer vil reagere voldeligt på at man har forladt islam og er blevet kristen. Men sådanne rabiate muslimer er nok ret ligeglade med om man er medlem af folkekirken eller ej. Derfor synes det mere sandsynligt, at disse tidligere muslimer enten ikke vil være medlem af folkekirken fordi man ikke bryder sig om det den står for - eller at man ikke vil være medlem, fordi man ikke vil betale kirkeskat. Eller måske er det en kombination af begge disse grunde.

Det er selvfølgelig fair nok, at man ikke bryder sig om folkekirken, men så må man jo finde en præst eller en lægmand m/k indenfor et kirkesamfund, som man føler sympati for og så lade sig døbe af ham eller hende. Og hvis man ikke vil betale til en kirke, ja så må man jo finde en præst eller lægmand m/k tilknyttet et kirkesamfund hvor man ikke behøver det. En folkekirkepræst må have kærlighed og respekt nok til hhv. for folkekirken til at kræve, at dem der vil lade sig døbe af ham eller hende selvfølgelig skal indmeldes i folkekirken. Mangler man denne kærlighed til og respekt for folkekirken skulle man måske finde et andet kirkesamfund at være præst i.



  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post501

Iben Thranholm undsiger Paven

DebatPosted by Karen M. Larsen Saturday, October 12 2013 11:29:39

Iben Thranholm er kendt for sine skarpe holdninger til abort og det sekulære samfund - og hun er ikke mindst kendt for at være en meget åben katolik, der elsker at henvise til Paven i tide og utide. Alligevel er det i virkeligheden slet ikke så overraskende, at hun i en kommentar på Facebook gruppen "Katolikker i Danmark" er ude med riven mod Pave Frans. Her skrev hun den 11.10.2013.: "Hvis kærligheden dyrkers uden sandhed, skrider grundlaget. Som Benedikt XVI og Johannes Paul II slog fast igen og igen, så kan kærlighed og sandhed ikke skilles ad. Når pave Frans f.eks. udtaler, at det bare handler om at gøre det Gode med stort G uanset om man er ateist eller har en anden religion, synes jeg han er i fare for at komme på afveje og ende som relativist. Hvad er det gode? En synes abort er det bedste der er sket for vores samfund, en anden at det er mord? Hvem har ret her - hvem af de to gør det gode? Er det gode ikke at fortælle sandheden? Det har været Den katolske kirkes standpunkt i 2000 år. Det bliver spændende at se om Frans vil holde fast i det".

De danske medier har godt nok i det store hele overset det, men der er faktisk en voksende modstand mod Pave Frans blandt dele af verdens katolikker. Allerede få dage efter at han blev valgt til Pave flød traditionalistiske blokke over med harme over den nye pave. Traditionalister er en betegnelse for en meget lille men også meget højtråbende gruppe af katolikker, der er imod de reformer som den katolske kirke indførte under Det Andet Vatikankoncil (1962-1965), hvor den katolske kirke indførte en ny venlig retorik om de andre trossamfund og hvor grundlaget blev lagt for at gudstjenesten fremover hovedsagelig foregår på lokalsproget frem for latin. Pave Benedikt havde brugt uhørt meget energi på at komme denne gruppering i møde - men Pave Frans var fra sin fortid som ærkebiskop i Argentina kendt for at være meget lidt begejstret for den gamle messe - og meget begejstret for dialogen med protestanter, jøder og muslimer. Eller med andre ord, lige fra starten af var Pave Frans ikke traditionalisterens kop the.

Men i den senere tid er også ultrakonservative katolikker begyndt at ryste med sablerne. Til forskel fra traditionalisterne bakker de i princippet op om Det Andet Vatikankoncil - men de har det tilfælles med dem, at de er ivrige modstandere af den fri abort og samfundets accept af homoseksuelle - og de er ofte også ret så skeptiske overfor en dialog med islam. Mht. de to første emner har de haft fuld støtte af Pave Johannes Paul II og Pave Benedikt XVI, mht. det sidste emne kunne de til dels finde støtte hos Pave Benedikt.

Men de ultrakonservative katolikker føler nu, at de bliver svigtet af Pave Frans, der tydeligvis gør sig store anstrengelser for at række hånden ud til de grupper af katolikker, der har følt sig marginaliseret under de to sidste paver. Det er også tydeligt, at Pave Frans ønsker en oprigtig dialog med de andre religioner, også islam, og at han ligeledes ønsker et bedre forhold til den sekulære verden. Der er imidlertid ikke tale om, at Pave Frans vil ændre på den katolske kirkes lære om f.eks. abort og homoseksuelle ægteskaber - men han ønsker blot, at den katolske kirke skal prioritere andre emner højere, ikke mindst forkyndelsen af Guds kærlighed og barmhjertig. Og som en del af denne forkyndelse skal man også prøve at tale pænt om f.eks. homoseksuelle. Der er altså tale om en ændring af diskursen frem for dogmatikken - men det er nok til at udløse ubehag hos dem, der havde vænnet sig til at have Paven i ryggen, når de talte dunder mod abort, homoseksuelle eller generelt sekulariseringen og den såkaldte relativisme.

Den kendte katolske kommentator John L. Allen Jr. har beskrevet disse katolikkers reaktion som "den ældre søn problematikken". Det er en hentydning til lignelsen om den fortabte søn, hvor faderen bliver så glad da den fortabte søn vender hjem igen, at han holder et stort party for ham. Den ældre søn begynder så at beklage sig over, at han jo altid har gået derhjemme og været en god dreng - men hvornår fik han en fest"? Man kan altså måske sige, at den katolske kirkes højrefløj er skuffede over, at Paven vender sin kærlighed mod alle de "dårlige" katolikker, frem for til dem, der fortjener den, nemlig dem selv.

Men man kunne naturligvis også sige, at den katolske højrefløj i de sidste 30 år har været budt til fest hos de regerende paver, mens den katolske venstrefløj fik kun få eller ingen krummer fra de riges bord. Og samtidigt med denne fest for insiderne blev forholdet til de vestlige sekulære demokratier kølet ned til næsten frysepunktet. Det vil Pave Frans lave om på, og det må en Iben Thranholm nok lære at leve med.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post500

Pave Frans og de homoseksuelle

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Friday, August 02 2013 14:20:20

Der har været en del medie røre om de udtalelser om homoseksuelle som Pave Frans kom med i forbindelse med et interview han gav på vejen hjem fra hans besøg i Brasilien. Nogen har tolket det som om at Paven sagde god for homoseksuelle forhold, andre skriver, at han pointerede, at sådanne er forkerte. Men hvad var det egentligt som han sagde? Ja, det kan man bl.a. læse her.

Sammenhængen for Pavens udtalelser er den, at der noget nær er udbrudt en moralsk panik i den katolske kirke efter, at der har været beskyldninger fremme i medierne om at der skulle befinde sig en magtfuld homolobby i Vatikanet. Adspurgt til denne lobby svarede Pave Frans, at han ikke har mødt nogen i Vatikanet, som har identitetspapirer hvor der står "homoseksuel" på. Dernæst påpeger Paven, at der er en forskel på at have en homoseksuel orientering og være med til at danne en lobby. Lobbyer er ikke en god ting, fremhæver han, "men hvis en homoseksuel ivrigt søger Gud, med hvilken ret kan jeg så dømme dem? Den katolske kirke lærer, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, man skal sørge for at de føler sig velkomne. Problemet er ikke, at nogen er homoseksuelle, lobbydannelse er problemet". Ifølge en anden gengivelse af interviewet henviste Pave Frans til den katolske kirkes Verdenskatekismus, da han fremhævede, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, og ifølge denne gengivelse af interviewet omtalte han homoseksuelle som "vores brødre".

Det er helt klart, at Pave Frans ikke har sagt, at det er ok at leve i et homoseksuelt forhold. Det han tydeligvis vil advare mod er al det hysteri, der har været i forbindelserne med rygterne om en homomafia i Vatikanet. Men der er alligevel ingen tvivl om, at Pavens udtalelser er et nybrud i forhold til den katolske kirkes omgang med homoseksuelle. Det er nemlig ganske klart, at han ikke ser det som et problem, at en katolsk præst er homoseksuel, det er hvis han gør noget forkert (som at indgå i en lobby i Vatikanet), at der efter Pavens mening er et problem. Denne tolkning underbygges af det Paven sagde tidligere i interviewet, hvor han blev adspurgt til konkrete anklager om praktiseret homoseksualitet, der for nyligt er blevet rettet mod en ærkebiskop, som Paven har tiltænkt en vigtig rolle i forbindelse med reformen af den skandaleombruste Vatikan bank. Pave Frans afviser disse beskyldninger, men han fremhævede så også, at man skal skelne mellem kriminelle handlinger, som en person har begået, og så synder. Mht. sidste så understregede han, at hvis lægfolk, præster og ordensfolk begår synder, men så angrer, omvender sig og skrifter, så glemmer og tilgiver Gud deres synder. Og det skal vi også gøre, for ellers risikerer vi at Gud ikke vil tilgive os vores synder. Hermed lægger Paven op til at man godt kan blive katolsk præst selvom man er homoseksuel og oven i købet har haft et homoseksuelt forhold, hvis man altså ellers har angret og skriftet det man har gjort. Og det er for mig at se et klart brud med den officielle skrivelse fra 2005, hvor Vatikanet understreger, at homoseksuelle mænd ikke må vies til katolsk præst, også selvom de har til hensigt at leve i cølibat. Denne skrivelse var i øvrigt mest af alt en indskærpelse af en Pavelig rundskrivelse fra 1961.

Det er i øvrigt for mig at se også et vigtigt nybrud, at Pave Frans klart skelner mellem kriminelle forhold og synder, for noget af det som er gået rigtigt galt med den katolske kirkes håndtering af de mange sager om præsters seksuelle overgreb på børn har været, at man enten har været for ivrig for at tilgive forbrydere eller for at sætte lighedstegn mellem pædofili og homoseksualitet.

Et andet nybrud er helt klart Pavens sprogbrug. Mig bekendt har ingen pave før Pave Frans sagt, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, og at man skal sørge for at de føler sig velkomne (om end han ikke uddyber nærmere hvad han mener med det). Ej heller har nogen anden pave omtalt homoseksuelle som "vores brødre". Dette nybrud understreges også af det Pave Frans sagde tidligere i interviewet, da han blev spurgt til hvorfor han ikke kom ind på abort og homoseksuelle ægteskaber i sine taler og prædikener i forbindelse med hans besøg i Brasilien. Her fremhævede han, at den katolske kirkes lære mht. disse spørgsmål er klar nok og at det var nødvendigt for ham at lyde positiv. Paven er altså ikke ude på at ændre den katolske kirkes lære mht. homoseksuelle ægteskaber (og abort), men han har tydeligvis forstået, at denne lære kan skubbe unge mennesker væk fra den katolske kirke, og det derfor kan være en god ide at lægge fokus et andet sted.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post499

Sørine Gotfredsen og minoriteterne

DebatPosted by Karen M. Larsen Sunday, July 28 2013 13:43:38

Sørine Gotfredsen, en rimeligt kendt debattør og præst med tilknytning til Tidehverv, udbreder sig i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 27.7.2013 om sagen om fyringen af Jim Lyngvild. At Jim Lyngvild blev fyret som vært for Copenhagen Pride fordi han havde brugt udtrykket "bøssekarle" ser hun som et udslag af vor tids forvirring, der blandt andet består i at vi er blevet alt for følsomme på minoriteterne vegne - de konkrete minoriteter hun så nævner er de homoseksuelle og muslimerne, hvor førstnævnte betegnes som en "ophøjet" minoritet.

Denne følsomhed stiller hun op overfor det forhold, at ingen i dette land har taget anstød af at Jim Lyngvild har ladet sig fotografere som den korsfæstede Jesus, og det selvom han udtrykkeligt gjorde det for at provokere. Og det passer i Sørine Gotfredsens øjne så ganske fint med at man i kristendommen tror på en Gud, der er alt for ophøjet til at han kan lade sig krænke. Men til sidst i sin klumme kommer hun så ind på en ny minoritet, "nemlig de kristne. De troende kristne, altså. Mængden af ateister, almindelige tvivlere med mest hang til velfærd, muslimer, buddhister og tilhængere af andet åndeligt gods overstiger allerede mængden af dem, der tager kristendommen alvorligt." At nogen vil gide tage hensyn til deres religiøse følelser tvivler Sørine Gotfredsen i høj grad på.

Sørine Gotfredsens tekst er en bemærkelsesværdig øvelse ud i en springende logik og retorik. Hvis den kristne Gud per definition er hævet over at blive krænket, hvorfor skulle kristne så have et krav på at man skal beskytte deres følelser for denne Gud mod krænkelser? Hvordan kan man blive krænket på en ukrænkelig Guds vegne?

Men mere grundlæggende sker der et spændende spring i klummens perspektiv. Sørine Gotfredsen lægger jo ud med at fortælle om at "vi" er blevet for følsomme på minoriteternes, i praksis de homoseksuelles og muslimernes, vegne. "Vi", dvs. Sørine og hendes læsere - eller er det hele nationen?, er altså ikke homoseksuelle og muslimer. "Vi", er i stedet den heteroseksuelle og ikke-muslimske majoritet, der træder os selv over tæerne i vores iver for at tækkes "de andre". Men så begynder Sørine Gotfredsen at skrive om den efter sigende lille befolkningsgruppe, der består af troende kristne. Nu kan man jo ikke med sikkerhed vide, om Sørine Gotfredsen mener, at hun er en del af denne minoritet eller om hun tilregner sig ateisterne, de tvivlende etc. Men da hun er teolog og præst er det, på trods af Grosbøll, vel et godt gæt at hun mener, at hun tilhører denne minoritet. Og en pæn del af Kristeligt Dagblads kernelæsere vil nok også gerne se sig selv som troende kristne, der tager deres tro alvorligt. Sørine Gotfredsen og hendes antagne læsere skifter altså perspektiv, nu er man ikke længere majoriteten, der træder sig selv over tæerne men i stedet minoriteten, der bliver trådt på. Fra at være en del af majoriteten, der burde sige "stop nu med den klynken" til minoriteterne ender man som læser blandt de klynkende minoriteter. Og det er jo sådan set godt gået, for dermed får man foræret retten til på en gang at træde på andre og klage over, at andre gør det mod en som man selv mener, man har ret til at gøre mod dem.

Nu undrer jeg mig lidt over, at Sørine Gotfredsen indskriver sig i et heteroseksuelt majoritets "vi", for jeg har ladet mig fortælle, at hun selv er lesbisk. Nu skal man jo ikke tro på alt hvad man hører, men det forhold, at hun i sin unge dage udgav ungdomsromanen "Marias stjerner", der har et lesbisk tema, kunne pege i den retning. Men selvfølgelig, hvis man vil være en stjerne blandt de politisk og teologisk konservative så gør man nok klogt i at sætte sit lesbiske lys under en skæppe.

Hvad Sørine Gotfredsen bare lige glemmer er, at det jo slet ikke var det heteroseksuelle flertal, der fyrede Jim Lyngvild. Det var i stedet Copenhagen Prides bestyrelse, der gav ham silkesnoren, og det især fordi foreningen Sabaah, der hovedsageligt består af lgbt personer af såkaldt anden etnisk herkomst, truede med at boykotte paraden hvis Jim Lyngvild forsatte som vært. Ikke så meget pga. af hans bemærkning om bøssekarle, men fordi han på Facebook havde kaldt nogle unge med anden etnisk baggrund, der havde forøvet homofobisk vold, hvis nok mod ham selv, for "perkere".

Sagen om Jim Lyngvild handler altså ikke om en heteroseksuel majoritet, der tager for meget hensyn til de homoseksuelle og muslimerne, men om en konflikt blandt homoseksuelle (og biseksuelle samt transpersoner) om hvordan man må tale om personer af såkaldt anden etnisk baggrund, primært muslimer. Men det er også i forhold til denne strid, at Sørine Gotfredsen kunne have haft en pointe. For hvor sandsynligt er det lige, at Copenhagen Pride ville have fyret Jim Lyngvild, hvis en kristen gruppe af lgbt personer havde truet med at boykotte paraden pga. hans forhånelser af deres tro?

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post498

Problemet med queer

AnmeldelserPosted by Karen M. Larsen Wednesday, July 17 2013 13:09:41

Michael Nebeling Petersens Ph.d.-afhandling "Somewhere, over the rainbow - Biopolitiske rekonfigurationer af den homoseksuelle figur" præsenterer sig som forskning men er nok mere et eksempel på queer teoriens begrænsninger.

Michael Nebeling Petersens Ph.d.-afhandling er på mange måder en sær størrelse. Den består nemlig af ca. 100 siders referat af hvad queer-teori går ud på efterfulgt af fem artikler, som han enten tidligere har fået publiceret i fagtidsskrifter eller som er på vej til at blive det. Det er i hvert fald i mine øjne bemærkelsesværdigt, at man kan få godkendt en Ph.d.-afhandling, hvor hele forskningsdelen består af allerede fagligt bedømt og godkendt materiale. Men de fem artikler (om folketingsdebatterne i forbindelse med lovgivning om regnbuefamilierne, om folketingsdebatterne om indførelsen af det kønsneutrale ægteskab, om mediedækningen af World Outgames i 2009 samt en filmanalyse af filmen "The Kids Are All Right" og en filmanalyse af filmen "Rosa Morena" - sidstnævnte er i øvrigt skrevet sammen med Lene Myong) hænger kun løseligt sammen - og kunne i øvrigt sagtens læses uafhængigt af de forudgående ca. 100 siders teori.

Dog har Michael Nebeling Petersens Ph.d-afhandling et hovedtema, og det er påstanden om at homoseksualitet er gået fra at være noget der blev forbundet med synd, sygdom og død til noget, der er forbundet med livet - og det fordi homoseksuelle i dagens Danmark har ret til at gifte sig og danne familie. Men samtidigt med at monogame homoseksuelle med hang til at danne familie er blevet inkluderet i det nationale fællesskab, er der andre, der er blevet skubbet udenfor. Disse andre er ikke-monogame homoseksuelle - men det er i endnu højere grad muslimerne. De bliver i dag skubbet udenfor i kulden fordi de beskyldes for at bryde med den nye norm om at man skal være tolerant og frisindet overfor homoseksuelle, og det i den grad at det i dag er den muslimske indvandrer og ikke den homoseksuelle som sådan, der er queer, dvs. skæv i forhold til samfundets normer og som derfor bliver mødt med udstødelse fra livets sfærer. På samme måde sker homoseksuelles adgang til adoption på bekostning af fattige mennesker i den 3. verden som mister deres børn fordi de bliver nødt til at adoptere dem bort.

Det som jeg synes er seriøst skuffende ved "Somewhere, over the rainbow" er, at man som læser aldrig får nogen forklaring på hvorfor retorikken om homoseksuelle har forandret sig i løbet af de sidste 25-30 år. I stedet får man stolpe op og stolpe ned af moraliserende anklager om alle de etiske problemer der øjensynligt opstår når homoseksuelle får del i de heteroseksuelles privilegier. Hvad jeg derudover savner er en kritisk refleksion over queer teoriens egne grundpræmisser. Hvorfor skulle det at leve i et monogamt parforhold f.eks. være noget specielt heteroseksuelt?

Mht. påstanden om at homoseksuelle opnår anerkendelse på bekostning af muslimerne så er det jo rigtigt nok, at det i dag er blevet populært at anklage muslimer for at være homofober, men de politikere og debattører, der gør mest ud af den fortælling, er faktisk dem, der er mest afvisende overfor homorettighederne. Så spørgsmålet er nu nok, om homorettigheder virkelig skaber islamofobi . Faktisk var det i slutningen af 1800-tallet almindeligt, at hvide europæiske mænd anklagede de muslimske mænd for at være notorisk homoseksuelle i modsætning til dem selv, som havde en helt anderledes naturlig foragt for sådanne perversioner! Muslimerne/muhamedanerne/saracenerne er nu en gang den såkaldte kristne verdens arvefjende - de er i den vestlige tankegang typisk blevet fremstillet som onde og forkerte, men det de beskyldes for afspejler hvad samtiden opfattede som forkert. I slutningen af 1800-tallet var det f.eks. homoseksualitet - i dag er det så f.eks. at være imod homoseksualitet.

I øvrigt er det ret mærkeligt, at Michael Nebeling Petersen så absolut tildeler homoseksuelle evnen til at reagere på den måde som de omtales på af andre. Homoseksuelle tager retorikken til sig, eller de kæmper imod den - de ses som nogen, der aktivt er med til at forme samfundets syn på dem selv. Muslimerne derimod fremstår i "Somewhere, over the rainbow" som fuldstændigt passive. Vi får intet at vide om hvordan landets muslimer reagerer på påstanden om at islam er homofobisk og at muslimer er imod homoseksuelles rettigheder. På den måde tegnes muslimerne som de klassiske hjælpeløse ofre. På samme måde bliver de forældre fra den 3. verden, som adopterer deres børn bort, fremstillet som hjælpeløse ofre, der kun bortadopterer deres børn fordi de er så fattige, at de ikke har noget andet valg. At nogle af de børn, der adopteres bort måske er uønskede, synes ikke at være en option. I stedet synes præmissen at være den, at alle forældre altid ønsker at kunne leve sammen med deres biologiske børn.

Og så et sidste suk: Aldrig har jeg læst en videnskabelig afhandling med så mange sprogfejl! Lidt mere omhu mht. det skrevne sprog ville måske også give lidt mere respekt for det som bliver skrevet.

Dog vil jeg her til sidst lige nævne, at man med fordel kan læse "Somewhere, over the rainbow"'s første ca. 100 sider, hvis man ønsker at blive klogere på hvor queer-teorien står henne i dag.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post497

Axel Axgils plettede fortid

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Saturday, May 18 2013 13:03:20

Efter at min kritiske artikel om Axel Axgil i Proud (http://proud.dk/axel-axgil-legende-eller-skandale/ )er kommet til den brede offentligheds kendskab har der været en del debat om hvad Axel Axgil har gjort og ikke har gjort, ikke mindst fordi afdækningen af hans problematiske fortid har ført til at han muligvis alligevel ikke får opkaldt en plads i København efter sig. Derfor er det nok på sin plads at se på hvad vi har af viden om sagerne.

Mht. den såkaldte "Pornograffiaffære", hvor Axel og Eigil Axgil bliver dømt for bl.a. sex med mindreårige, så findes der en (og kun en) forskningsartikel om emnet, nemlig Seniorforsker, Dr. Phil. Wilhelm von Rosens artikel "Pornografffiaffæren i 1955", der blev bragt i det nu hedengangne homotidsskrift Zink (nr. 4 fra 1999). Her kan man bl.a. læse følgende: "Den 30. marts 1955 slog Københavns Politi til mod Axel og Eigil Axgil og deres firmaer. Kartotekerne og listerne over modeller, kunder og annoncører i DFT, IMS og IHWO blev beslaglagt, og Axel og Eigil Axgil blev anholdt og varetægtsfængslet. Der var ikke meget hold i det pornografiske, selv om det førte til, at Axel Axgil blev dømt efter en tilføjelse fra 1939 til straffelovens paragraf om pornografi om "billeder, der, uden at de kan anses for egentlig utugtige, udelukkende må antages at have forretningsmæssig spekulation i sanselighed til formål." Da man betalte kontingent for at få adgang til IHWOs internationale kontaktannoncer, blev han også dømt for kobleri, ... "den, som erhvervsmæssigt fremmer kønslig usædelighed ved at optræde som mellemmand...". Langt mere interessant var det for politiet, at både Axel og Eigil Axgil havde haft sex med et par af modellerne. De var da 17 år, en af dem under 15 år. I oktober 1955 blev Axel og Eigil Axgil idømt fængsel i henholdsvis 1 år og 18 måneder. Politiet kunne nu trevle store dele af den homoseksuelle subkultur op, navnlig med udgangspunkt i det beslaglagte kartotek over modeller, som næsten alle var prostituerede. "

Axel Axgil fik altså i 1955 en dom for bl.a. at have haft sex med drenge under 18, der var den daværende aldersgrænse for homoseksuelle, en af dem var under 15, den nuværende aldersgrænse der gælder for alle. Det er overordentligt sandsynligt, at der har været tale om købesexforhold. I dag er det som bekendt forbudt af købe sex af personer under 18. I hhv. til bogen "Axel Axgil - kampen for kærligheden", står der i hans dom, at han ikke måtte havde noget med børn under 18 år at gøre. I samme bog hævder Axel, at han var uskyldig men at det var rigtigt nok, at Eigil havde haft sex med drengene. Han gør dog også opmærksom på, at han sommetider var sammen med nogen, der var under 18 og at han ikke tænkte på lovparagraffer, når han havde sex med andre.

Det skal i øvrigt bemærkes, at Axel og Eigil Axgil som en reaktion på de domme de fik blev smidt ud af Forbundet af 1948 (som det nuværende LGBT Danmark hed dengang). Som en følge af Pornograffiaffæren faldt forbundets medlemstal i øvrigt fra omkring 1600 til 62! I årene efter dommen er Axel og Eigil i henhold til "Axel Axgil - kampen for kærligheden" meget upopulære i Forbundet og mange hader dem ligefrem fordi man mente, at de to i den grad havde skadet miljøet at det hverken kunne undskyldes eller tilgives. Først i 1970, da Per Kleis Bønnelycke blev formand, lykkedes det at ændre stemningen hvorefter Axel og Eigil Axgil bliver genoptaget i Forbundet.

Mht. Axel Axgils støttemedlemskab af Pædofilforeningen, så kan man i "Axel Axgil - kampen for kærligheden" læse, at han selv ikke så sig som pædofil - men han giver udtryk for, at homoseksuelle skal være solidariske med andre seksuelle minoriteter, især da når der er tale om homoseksuelle mænd. Axel Axgil hævder, at de pædofiles problemer med myndighederne ligner dem, som homoseksuelle tidligere havde, han støtter deres krav om at aldersgrænsen skal længere ned end den er i dag og mener, at man skal kæmpe også for de homoseksuelle pædofiles rettigheder. Axel var vred på de lesbiske, der i midtfirserne kæmpede for at de pædofile ikke skulle være organiseret under Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og at de ikke skulle have lov til at låne foreningens lokaler. Han mener, at de førte en hetz mod de pædofile og det var derfor, at han i solidaritet med de pædofile meldte sig ind i deres forening. Men Axel Axgils solidaritetsfølelse med homoseksuelle mænd, der har sex med mindreårige, viser sig også i en anden sammenhæng.

I 1985 udgiver han nemlig sammen med Helmer Fogedgaard bogen "Homofile kampår". I denne bog genoptrykkes kommentarløst en række artikler fra tidsskriftet "Vennen" fra 1950'erne. Her behandles flere sager, hvor mænd blev dømt for at have haft sex med mindreårige drenge. Disse mænd bliver forsvaret og deres handlinger bliver bagatelliseret. Alderen på drengene bliver aldrig nævnt, så det var øjensynligt ikke relevant for Axel Axgil. I stedet bliver kriminaliseringen af sex med mindreårige omtalt som "tantemoral" og "barnepige-systemet".

Hvad vi altså ved er at Axel Axgil i 1955 fik en dom for bl.a. at have haft sex med mindreårige på hhv. 17 og 14 år, forhold der formodentligt var betalingssexforhold. Vi ved dog også, at Axel Axgil har nægtet sig skyldig i disse handlinger - samtidigt med, at han har givet udtryk for ikke at han ikke så på lovparagraffer når han havde sex med andre. Vi ved, at han i 1980'erne følte stærk solidaritet med pædofile hvis situation som han sammenligner med homoseksuelles, uden dog selv at identificere sig som pædofil. Og vi ved, at han har lagt papir til et indædt forsvar for mænd, der i 1950'erne havde sex med mindreårige drenge, uden at vise interesse for om disse drenge var under 18 eller under 15.

Hvis Axel Axgil havde haft succes med sin kamp for at den daværende Landsforening for Bøsser og Lesbiske skulle støtte de pædofile i deres kamp rettigheder, er det ret så usandsynligt, at vi havde fået det registrerede partnerskab. Havde Axel Axgil haft succes med den kamp var han ikke blevet den første mand, der blev gift med en mand.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post496

Var Axel Axgil sexkriminel?

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Monday, March 25 2013 14:54:13

Kulten om Axel Axgil, grundlæggeren af Forbundet af 1948 og den første mand, der blev officielt gift med en anden mand, har i de senere år nået nærmest uanede højder i det danske lgbt miljø. Og ikke kun her, også det officielle Danmark er kommet med på vognen efter at Københavns Kommune har ladet en plads opkalde efter ham.

Nu var det jo også ubestrideligt modigt gjort af Axel Axgil at lægge grundstenen til det, der efter en del navneændringer i dag hedder LGBT Danmark, og han måtte helt klart betale en stor personlig pris herfor. Men midt i al personkulten glemmer man, at Axel Axgil også havde sine mere problematiske sider. Den mest alvorlige var nok hans indblanding i den såkaldte pornografiaffære.

Den 30. marts 1955 slog Københavns politi nemlig til mod Axel og hans mands Eigils firmaer Dansk Fototjeneste og International Model Service, der solgte billeder af nøgne mænd og store drenge. De slog også til mod International Homosexual World Organization, en forening dannet af Axel Axgil primært for at sælge softporno og kontaktannoncer til homoseksuelle i hele verden samt bladet Vennen, der tidligere havde været Forbundet af 1948's medlemsblad, men nu var et selvstændigt blad drevet af Axel Axgil og hans nære ven Helmer Fogedgaard.

Anklagen lød på at Axel og Eigil havde forbrudt sig mod Danmarks dengang ret stramme regler om pornografi samt at de via kodede kontaktannoncer i International Homosexual World Organizations medlemsblad og i Vennen havde fremmet kønslig usædelighed ved at optræde som mellemmænd. Der kom nu ikke så meget ud af disse anklager, og derfor er betegnelsen "pornografiaffæren" rimeligt misvisende. Men da politiet gik i gang med at gennemgå det beslaglagte kartotekmateriale fandt de ud af at de nøgenmodeller, som Axel og Eigil havde benyttet sig af, næsten alle var prostituerede og en del var mindreårige. Og de havde solgt sex til Axel og Eigils kunder. Politiet optrævler altså en større prostitutions ring med mindreårige. I løbet af 1955-56 bliver i alt 297 mænd dømt for at have haft sex med personer under 18 (den daværende aldersgrænse for homoseksuelle forhold) hhv. under 15 år. Ikke alle disse domme var et resultat af pornografiaffæren, men det var dog væsentligt flere end der f.eks. blev dømt for sådanne forhold i 1954 (56 personer).

Mindre kendt er det imidlertid, at også Axel og Eigil Axgil havde haft sex med et par af modellerne. De var da 17 år, en af dem under 15 år. De bliver dømt til hhv. 1 år og 18 måneders fængsel. I bogen "Axel Axgil - kampen for kærligheden", hævder Axel, at han var uskyldig men at det var rigtigt nok, at Eigil havde haft sex med drengene. Han gør dog også opmærksom på, at han sommetider var sammen med nogen, der var under 18 og at han ikke tænkte på lovparagraffer, når han havde sex med andre.

Nu hører det med til historien, at politiet i 1950'erne holdt skarpt øje med Forbundet af 1948 og i øvrigt gjorde meget ud af at chikanere homoseksuelle mænd, der havde sex på de offentlige toiletter og at der hos politiet og offentligheden var en voksende bekymring for den udbredte mandlige prostitution, hvor unge selverklærede mænd og store drenge solgte sex til mænd. Man var bange for at disse unge mænd/store drenge ville blive homoseksuelle af sådanne kontakter og at de ville slå ind på en kriminel løbebane. Det var der nu ikke noget hold i, men rigtigt var det, at den daværende homoseksuelle subkultur var nært knyttet til mandlig prostitution - og at man i subkulturen ikke havde noget nævneværdigt problem med mænd, der havde sex med mindreårige, være de nu under 18 eller under 15 år. Først i slutningen af 1960'erne begynder miljøet en proces hvor man i stigende grad distancerede sig fra sådanne homoseksuelle, der selv begynder at udvikle en særlig identitet som pædofile.

Politi indsatsen mod Axel og Eigil Axgil var altså et resultat af samfundets negative syn på homoseksuelle, men det store antal dømte viser også, at der må have været noget at komme efter i dele af homomiljøet, og at Axel og Eigil var dybt involverede i denne dybt problematiske kultur.

Axel Axgil var et produkt af en anden tid og nogle andre normer end dem, som gælder blandt homoseksuelle i dag. Men det er dog også værd at bemærke, at han i 1984 bliver voldsom vred over, at den daværende pædofil gruppe, især pga. stærk pres fra lesbiske, blev smidt ud af det daværende LBL. I protest herover melder han sig ind i pædofilforeningen som støttemedlem! Han giver i "Axel Axgil - kampen for kærligheden" udtryk for, at homoseksuelle skal være solidariske med andre seksuelle minoriteter, især da når der er tale om homoseksuelle mænd. Axel hævder, at de pædofiles problemer med myndighederne ligner dem, som homoseksuelle tidligere havde, han støtter deres krav om at aldersgrænsen skal længere ned end den er i dag og mener, at man skal kæmpe også for de homoseksuelle pædofiles rettigheder. Det lader altså ikke til, at Axel Axgil blev klogere med alderen.

Var Axel Axgil sexkriminel? Ja, det var han hvis man skal tro på den dom han fik i 1955. Og også efter de nuværende regler er det som bekendt kriminelt at have sex med en person, der er under 15 år. Det er også forbudt, at købe sex af en person der er mellem 15-18. Og da de fleste af modellerne var trækkerdrenge er det rimeligt sandsynligt, at der har været tale om købesexforhold. Axels indædte forsvar for de pædofile tyder heller ikke ligefrem på, at han efterfølgende har indset, at der kunne være noget problem forbundet med seksuelle forhold mellem voksne mænd og drenge. Axel Axgil er altså en repræsentant for en heldigvis forældet homoseksuel sexkultur som lgbt miljøerne i Danmark bør fastholde deres klare afstandstagen til.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post495

Myten om det homofri Afrika

AnmeldelserPosted by Karen M. Larsen Monday, March 18 2013 13:52:14

Når man taler om homoseksuelle og homoseksuelles rettigheder og i denne forbindelse kommer ind på situationen i Afrika, er det ganske almindeligt, at se påstande som at afrikanerne afskyr homoseksualitet og at der ikke findes homoseksuelle i det hele taget i denne del af verden. Men hvordan er denne forestilling om det homohadende og homofri Afrika opstået? Det ser Marc Epprecht på i sin bog ”Heterosexual Africa? - The History of an Idea from the Age of Exploration to the Age of AIDS”.

Ifølge Marc Epprecht så stammer ideen om at afrikanerne ikke kender til homoseksualitet hhv. afskyr seksuelle handlinger mellem to af samme køn fra de europæiske kolonisatorer, der i løbet af 1800-tallet underlagde sig Afrika. Grundproblematikken er som følgende: Det vestlige begreb ”homoseksualitet”, der blev udviklet i slutningen af 1800-tallet, blev i datiden Europa set som udtryk for en unaturlig seksualitet, der var en konsekvens af kulturel dekadence. I henhold til det racistiske syn på afrikanerne, der prægede kolonisatorerne, kunne afrikanerne derfor ikke være homoseksuelle, for de var for tætte på naturen til at kunne praktisere noget så unaturligt som homoseksualitet. Og i og med at de ikke havde nogen rigtig kultur kunne de heller ikke blive ofre for kulturdekadence, så som f.eks. homoseksualitet.

Til gengæld mente kolonisatorerne så at afrikanerne, fordi de var så tætte på naturen og ikke havde lært den selvkontrol, som efter deres mening hørte med til en højkultur, havde en utæmmet og uhæmmet heteroseksuel adfærd. Og afrikanernes påståede barnlige sind gjorde dem sårbare for at blive smittet med homoseksualitet udefra, især så man de arabiske muslimer som notorisk homoseksuelle og man påstod, at de var på vej til at forføre afrikanerne til homoseksualitet. Så kolonialismen kunne bl.a. retfærdiggøres med en henvisning til, at de europæiske koloniherrer skulle lære afrikanerne om heteroseksuel selvbeherskelse samtidigt med, at de skulle forhindre, at de arabiske muslimer fik spredt deres homoseksualitet til de uskyldige afrikanere.

Tanken om det homofri Afrika har altså rødder i den europæiske racisme og kolonialisme. Men alligevel er den meget populær blandt politiske og religiøse ledere i nutidens Afrika. Formodentligt fordi ideen om at afrikanerne ikke kendte til homoseksualitet var det eneste positive, som kolonisterne havde at sige om afrikanerne. En ”positiv” fordom er ikke så let at give afkald på, ikke mindst når man siden aids epidemien har måttet kæmpe med fornyede fordomme om afrikanernes påståede manglende evne til at styre deres seksualitet.

Og lige præcis mht. bekæmpelse af hiv og aids har ideen om at homoseksualitet ikke findes i Afrika vist sig at være meget uheldig. For der er ganske rigtigt kun ekstremt få afrikanerne bosiddende i Afrika, der definerer sig selv som homoseksuelle, biseksuelle eller transpersoner. Men hvis man tør kigge efter og ikke lader sig afskrække af advarsler, beskyldninger om racisme og en betydelig uvilje til at tale om tingene vil man hurtigt finde ud af, at en hel del afrikanerne har sex med personer af eget køn, herunder mænd der har ubeskyttet analsex med andre mænd. Så når aids præventionskampagner nægter at informere om smitteoverførsel i forbindelse med sådanne former for sex ud fra en påstand om at ingen afrikanske mænd har sex med andre mænd, ja så er konsekvenserne ganske alvorlige. Og det bliver ikke bedre af, at langt de fleste afrikanske mænd, der dyrker ubeskyttet analsex med andre mænd, også har sex med kvinder, hvorved smitten på ingen måde kan siges at kunne afgrænses til et ”homoseksuelt” miljø.

Det er derfor vigtigt, at få gjort noget ved myten om det homofri Afrika, og det er også vigtigt, at få gjort noget ved den homofobi som desværre præger den offentlige diskussion af homoseksualitet i Afrika. I denne forbindelse er det oplagt at se på hvordan situationen så ud før den europæiske kolonialisme. Her advarer Marc Epprecht dog mod at ville romantisere fortiden. De få og spredte oplysninger vi har om samkønnet sex i det før koloniale Afrika er også præget af de europæiske opdagelsesrejsendes forudindtagethed. Ligesom det også er problematiske at ville generalisere fra en afrikansk nation til en anden. Men hvad man kan sige er, at sex mellem personer af samme køn i nogen sammenhænge blev accepteret og i andre ikke blev det. I øvrigt kan man i fortidens og nutidens Afrika se et stærkt fokus på at gifte sig og få børn - og i øvrigt også en udbredt forestilling om at kun et vaginalt samleje mellem mand og kvinde er sex i egentlig forstand.

Der er næppe tvivl om at det er rigtigt meget kamp op ad bakke hvis situationen for lgbt personer i Afrika skal forbedres. Vestlig identitetspolitik er ikke nødvendigvis nogen god vej, især da den i Afrika kan vække minder om fortidens kolonialisme. Afrikanske lgbt’er bliver altså ikke hjulpet af trusler om sanktioner og andre indgreb fra Vesten men må i stedet udvikle deres egen strategier med respekt for de særlige afrikanske forhold, der i øvrigt er forskellig fra land til land i dette store kontinent.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post494
« PreviousNext »