Karenmlarsen

Ny blogArtikler

Posted by Karen M. Larsen Sunday, November 09 2014 13:16:41

Kære trofaste læser!

Jeg har fået en ny blog - og vil fremover kun poste nye indlæg på den.

Min nye blogs adresse er: www.tileftertanke.dk

Håber du vil følge mig der : )



Kunsten at kunne tåle intolerancenDebat

Posted by Karen M. Larsen Wednesday, November 05 2014 11:01:08

Tulle Krøyer, hendes kone og deres to små børn har over nogle måneder været udsat for forskellige former for chikane og hærværk, begået af en eller flere personer, der tydeligvis har et religiøst problem med denne lesbiske families såkaldte livsstil. Familien lever (eller bedre sagt levede for nu vil de flytte) i Mariager, en by med et stærkt frikirkemiljø. Selvom vi endnu ikke ved hvem der står bag disse forbrydelser har der fra starten af været fokus på frikirkemiljøet i den lille provinsby, et fokus der er kommet ekstra meget frem efter at Tulle Krøyer har valgt at anmelde David Jakobsen, der har en tilknytning til dette miljø, til politiet. Han er vel og mærke ikke blevet anmeldt for chikanen og hærværket, i stedet er han blevet anmeldt for en debat tråd under hans Facebook profil. I denne tråd argumenterer David Jakobsen for at ægteskabet er forbeholdt heteroseksuelle par, mens andre debattører kommer med ret så heftige udsagn om homoseksuelle, så som at de er besatte af dæmoner og hvor homoseksualitet nævnes i samme sammenhæng som f.eks. drab. (Tråden er nu slettet men jeg har haft adgang til at læse en kopi. )

Nu er det jo menneskeligt forståeligt, at Tulle Krøyer er noget oprevet efter den helt uacceptable chikane som hun og hendes lille familie er blevet udsat for. Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage og tænke over hvor hun mon var henne, da der blev diskuteret homovielser i folkekirken. For i løbet af den debat blev der da sagt og skrevet det samme - og det der var værre - end det som fremgår af den debat tråd på Facebook som hun nu har politianmeldt.

Nu har jeg i ca. ti år deltaget i debatten om kristendom og homoseksualitet - jeg tror at jeg kender alle standartargumenter og påstande i den debat - og det er en debat som i sig selv er en debat værdig, for der kan ikke være nogen tvivl om at den ofte er ret så hård.

Lad det være sagt med det samme: Efter min mening har man i et land med religions- og ytringsfrihed lov til at mene, at ægteskabet bør være forbeholdt heteroseksuelle par - man har også lov til at mene, at sex kun må finde sted i sådanne ægteskaber. Folk har lov til at mene, at jeg lever i synd fordi jeg er gift med kvinden i mit liv, ligesom de f.eks. har lov til at mene, at jeg synder, når jeg af og til spiser svinekød. I et pluralistisk og mangfoldigt samfund giver det ikke mening, at ville kriminalisere uenighed om hvad der er moralsk rigtigt og forkert.

Når det så er sagt så kan jeg da også undre mig over hvorfor nogle kristne har det med at komme med udtalelser om homoseksuelle som går langt ud over en henvisning til at sex udenfor det heteroseksuelle ægteskab er syndigt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om der ikke i nogle tilfælde er tale om, at disse kristne føler sig langt mere provokeret af den såkaldte homoseksuelle synd end så mange andre ting, der jo også i princippet er syndige i henhold til deres kristendomsforståelse, såsom f.eks. at have heteroseksuel sex med en person man ikke er gift med.

Men hvad der nu end er på spil inde i disse kristnes hoveder, og det skal man jo passe på med at ville gøre sig klog på, så er det desværre også min erfaring, at nogle kristne siger sårende ting om homoseksuelle fordi de vil såre de homoseksuelle! Man vil med loven piske de homoseksuelle til Kristus, man vil såre os så vi omvender os. Og hvis vi reagerer såret på det der bliver sagt om os viser vi, i henhold til nogle kristne, at Helligånden virker i vores indre! På den måde kan man give sin hensynsløshed et helligt skær og retfærdiggøre stort set hvilket udsagn om homoseksuelle man kan tænke sig.

Men homoseksuelle der deltager i debatten om homoseksualitet og kristendom kan også finde på at sige stærkt nedladende og aggressive ting, være det mod dem de debatterer med eller kristne generelt. Desværre er det jo en udbredt skik at sparke til dem man bliver sparket af hhv. som man tror sparker en. Og jeg må da desværre også indrømme, at der i tidens løb er fløjet nogle finker fra min pande i sådanne debatter.

For når man som homoseksuel, og i mit tilfælde kristen, deltager i debatten om homoseksualitet og kristendom så er det jo også ens eget liv, der debatteres. Ens eget liv er i sagens natur meget mere end teori for en selv. Mange homoseksuelle kender til perioder, hvor de har måttet kæmpe med selvhad, og måske også er blevet mødt med afvisning og foragt af andre. Og det kan derfor ikke undre, at folk let kan eksplodere når de oplever, at andre i en debat mere eller mindre bevidst forsøger, at vække og ægge dette selvhad og fodre den indre selvforagt, som man måske ikke har fået taget det nødvendige livtag med. Homoseksuelle holder kun yderst sjældent op med at leve som homoseksuelle når de mødes med kristen inspireret foragt - i hvert fald ikke i længden, men de internaliserer desværre kun alt for ofte denne foragt - og forsøger så sommetider at håndtere den ved at møde kristne, uanset deres konkrete syn på homoseksuelle, med foragt. Nogle af de værste eksempler på kristnofobi som jeg har mødt har faktisk været fremført af homoseksuelle.

Personligt tror jeg, at det er nødvendigt, at man prøver, at stoppe denne spiral af sårede følelser, foragt og ja, had. Det nytter ikke noget, at give dem, der foragter en den magt, at de kan gøre en ked af det. I stedet tror jeg, at det er vigtigt, at huske på, at den der nu forsøger at såre mig måske selv er et såret menneske, der længes efter kærlighed og forståelse. Jesu ord om at vi skal elske vores fjender betyder for mig, at vi skal forstå, at vi har fjender, men at det bedste svar på deres had ikke er mere had, men en rolig og afbalanceret fremhævelse af hvad man selv tror er sandt og godt. Og så er det i øvrigt en god ide at forlade en debat, som man føler overskrider ens grænser, og hvor man derfor risikerer selv at blive såret og få såret andre. Sommetider er tavshed det bedste og mest kærlige svar.



Når fordommene får overtagetDebat

Posted by Karen M. Larsen Saturday, November 01 2014 13:40:09

Der har i den seneste stykke tid været en del medie røre over, at en lesbisk familie i Mariager har været udsat for chikane i form af f.eks. ubehagelige breve og hærværk udført mod deres ejendom. Heldigvis har politiet nu anholdt en mand de mistænker for at stå bag chikanen og vi kan derfor håbe på at denne grimme sag hermed får en ende.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage med en grim smag i munden, for det er mit indtryk, at denne sag på mange måder er endt med noget nær chikane mod indbyggerne i Mariager. Især er jeg lidt rystet over at se, at man uden videre går ud fra, at alle indbyggere i en by er kollektivt ansvarlige for hvad der jo ligner en enkelt psykisk syg persons handlinger. Kigger man ind på Facebook gruppen Mariager 9550 kan man se, at der har været en massiv afstandstagen fra hetzen mod familien og støtte til den, men det har øjensynligt ingen udenfor Mariager gidet forholde sig til.

Faktisk kan jeg ikke lade være med at undre mig over denne bølge af forargelse. Jeg mener, det er jo en kendt sag, at homoseksuelle der færdes i det københavnske natteliv ikke "bare" risikerer chikane i form af tilråb men direkte fysisk vold. Jeg kender selv en bøsse fra et af Københavns mere multietniske kvarterer, som ikke åbent tør vise sin kærlighed til sin kæreste der hvor de bor, fordi de oplever at blive chikaneret. Og at det forholder sig sådant tror jeg ikke virkelig kommer som nogen nyhed for de fleste. Ja, hvor mange københavnske homopar tør gå hånd i hånd eller ligefrem kysse i byens gader?

Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, at chikanesagen fra Mariager i den grad har udløst heftige reaktioner, ikke mindst blandt homoseksuelle, fordi den på bekvem måde forstærker en fordom der uhindret florerer i homomiljøerne. Og det er fordommen om at man som homoseksuel ikke kan leve lykkeligt og trygt i provinsen og da slet ikke ude i de mindre samfund. Når jeg fortæller, at jeg og min kone lever lykkeligt og helt chikane frit i en mindre by på Falster bliver jeg ikke rigtigt troet på. For nogle homoseksuelle "ved" øjensynligt at man skal bo i København for at få et godt liv som homo.

Måske al denne vrede mod indbyggerne i Mariager dækker over, at rigtigt mange københavner homoer selv lever i frygt for homofobisk chikane? En frygt de ikke rigtigt kan give udtryk for fordi den kan være politisk ukorrekt at nævne (fordi den jo i storbyen ikke så sjældent endda udføres af unge mænd med såkaldt anden etnisk baggrund) eller fordi den bare ikke passer ind i deres forestillinger om at man som homo skal bo i København.



Iben Thranholm er en kristen version af FemenDebat

Posted by Karen M. Larsen Monday, August 11 2014 13:23:01

Iben Thranholm er en katolsk debattør, der er kendt for sine skarpe og provokerende holdninger. Hun har f.eks. påstået, at der er en sammenhæng mellem skoleskyderier i USA og den fri abort, hun har beskyldt Manu Sareen for at være skyld i kæmpeorkanen på Pilippinerne fordi han har indført det kønsneutrale ægteskab, hun mener, at klimaforandringerne skyldes mangel på tro, hun hylder Putin som en stor kristen leder, og hun påstår, at demokratiet er kristendommens værste fjende.

Iben Thranholms ytringer virker nok nogenlunde lige så provokerende på den danske offentlighed som Femens berømte stunt i en kirke i Moskva i sin tid virkede på den russiske offentlighed. Nu er der selvfølgelig meget store og markante forskelle mellem Iben Thranholm og Femen, ikke mindst mht. de værdier som de kæmper for og de konkrete metoder, som de benytter sig af. Men der er også ligheder. Både Iben Thranholm og Femen synes, at deres værdier undertrykkes og forfølges af det samfund, som de er borgere i. De er fælles om ikke at have respekt for de værdier, som flertallet har, og de er villige til at krænke det, der opleves som helligt af flertallet, for på denne måde at få deres budskab frem.

I og med at både Iben Thranholm og Femen er så ekstremt provokerende i deres respektive samfund er der også en stor risiko for, at det budskab de gerne vil have ud drukner i forargelse over det de siger hhv. gør - for det er jo altid den risiko man løber, når man provokerer, nemlig at folk bliver så provokerede, at de lukker fuldkommen af for det man gerne vil have dem til at se og forstå. Og det er lidt af en skam, for uanset om man nu deler Iben Thranholms eller Femens værdier så fortjener de at man tager dem alvorligt og at man prøver på at forstå dem.

Nu er det for nyligt kommet frem, at nogle danske katolikker slet ikke kan identificere sig med Iben Thranholms skriverier, men man må ikke glemme, at der faktisk er andre, der i diverse debatfora forsvarer hende, ja hun har også en del støtter, der slet ikke er katolikker, men i stedet tilhører andre kristne trossamfund. Iben Thranholm kan ses som en art talerør for de grupper af hvad man måske kan kalde for højrekristne, som føler sig ekstremt marginaliserede i de sekulære postmoderne vestlige samfund. Disse kristne føler, at deres tro og værdier bliver trådt voldsomt under fode, og de mener, at de udsættes for diskrimination, ja forfølgelse.

Nu kan det på udenforstående virke ret voldsomt, at påstå, at kristne som Iben Thranholm bliver forfulgt og undertrykt i f.eks. Danmark. Det at hun får så meget plads i medierne som hun gør giver jo ikke ligefrem indtryk af, at man i Danmark kommer i fængsel eller det der er værre, fordi man taler tidsånden midt imod. Men forfølgelse handler ikke bare om objektive forhold men også om hvordan man subjektivt oplever sin situation. F.eks. er jeg på Facebook stødt på en transkønnet, der påstod, at flertallet af danskerne ønsker at udrydde transkønnede og hun var ikke til at hugge eller stikke i, det var sådan det var! Nu er det helt sikkert svært at være transkønnet i Danmark, faktisk en del sværere end at være katolik ville jeg nok mene, men det ændrer ikke ved det lettere paranoide ved denne bedømmelse af hvordan danskerne ser på transkønnede. Føler man sig trådt på, og bliver man det også i et eller andet omfang, så kan man let komme til at tillægge sine omgivelser mål og motiver de slet ikke har.

Og det må f.eks. være hårdt, at være overbevist om at abort er mord på uskyldige børn og så leve i et samfund, hvor der er massiv opbakning bag den fri abort. Ingen ville vel bryde sig om at skulle se hjælpeløs til mens der begås mord på uskyldige små børn i ens eget land. Og det må være frustrerende at leve i et samfund, hvor man hylder gay pride parader og har indført ægteskab for homoseksuelle hvis man ser udlevet homoseksualitet som en modbydelig synd der vil nedkalde Guds og/eller naturens straf over de samfund, der omfavner den. Det må være meget deprimerende at se sin egen kultur gå sin undergang i møde.

Iben Thranholms protest er altså forståelig nok hvis man ser den som et udslag af en dyb frustration over at stå udenfor nutidens pæne selskab - og over, at ingen gider lytte til det man siger. Ingen kan lide at blive hånet, alle vil gerne blive forstået. Problemet for Iben Thranholm og hendes åndsfæller er, at deres værdier og deres logik er så langt væk fra befolkningsflertallets, at en dialog ikke rigtig er mulig. Deres argumenter mod abort og homoseksualitet preller af som vand på en gås på den senmoderne vestlige offentlighed, ligesom vores argumenter preller af på dem. Sommetider er afstanden bare for stor til at man kan bygge en bro over kløften. Men at gøre den endnu bredere og dybere nytter på den anden side heller ikke.



De hellige billederArtikler

Posted by Karen M. Larsen Tuesday, April 01 2014 14:02:18

Brødrene Prices udsendelse fra Rom, hvor de bl.a. brugte en Maria figur som kødhammer, har udløst en pæn mængde forargelse hos visse katolikker. Endnu en gang kan vi se, at respektløs omgang med billeder af hellige personer kan udløse vrede blandt nogle troende. Når sådanne situationer opstår, er det selvfølgelig oplagt at diskutere emner som ytringsfrihed, humor og respekt for andres religiøse følelser. Men man kan også forsøge, at stikke spaden et stik dybere og se på selve det fænomen, at billeder kan tillægges religiøs betydning og at de kan udløse stærke følelser. Religionsvidenskabeligt set er det et meget udbredt fænomen, at billeder tillægges religiøs betydning. F.eks. kan man blandt utallige religioner finde en forestilling om at det man gør ved et billede sker med den som billedet forestiller. Ideen er, at der er en art fælles identitet og eksistens, der forbinder et billede og den som billedet forestiller. En sådan forestilling kan instrumentaliseres på mange måder. Kendt er f.eks. forestillingen om at man kan skade en person ved at tilføje et billede af denne person skade - det såkaldte voodoo princip. Men ideen kan omsættes til mange andre ting. F.eks. er den en vigtig begrundelse for at mange polyteistiske religioner har billeder af deres guddomme. Her er tanken ikke, at man laver et billede og så tilbeder det som sin Gud, sådan som polyteisternes gudebilleddyrkelse ofte fremstilles af monoteister, der afviser denne form for religiøsitet. Billedet er typisk ikke identisk med guden. I stedet forestiller man sig, at guden tager bolig i billedet - eller at man i hvert fald kan kommunikere med guden gennem billedet. At stille en skål med frugter og blomster foran et gudebillede kan altså ses som en måde at give disse gaver til den afbildede guddom på. At lave billeder af sine guder er en måde, at visualisere dem på. Vha. billederne bliver en usynlig åndelig virkelighed synlig i vores materielle verden - og en forbindelse mellem himmel og jord bliver etableret. Men ligesom billederne er tænkt til at fremme religionen og dyrkelsen af guderne kan de bruges til at angribe religionen og dens guder på. Vælter man et gudebillede ned fra dets sokkel - hugger man hovedet af billedet - smadrer eller brænder man det, så er det i princippet det samme som at styrte, henrette og tilintetgøre guden. Religionshistorisk set kan man derfor også forklare det billedforbud, som vi finder i De 10 bud, som et ønske om at beskytte Gud mod krænkelser. En gud der ikke må afbilledes kan ikke krænkes rituelt ved at hans billede bliver vanhelliget. Forbuddet mod at afbillede Gud er ret så bombastisk formuleret i Bibelen: ” Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.” (2. Mos. 20,4-6) I jødedommen og senere i islam er dette forbud blevet vævet ind i ”det religiøse DNA” men i kristendommen gik udviklingen i en anden retning. Indenfor den katolske og den ortodokse tradition kom billeder af både Jesus, Maria , helgener og englene til at spille en stor om end ikke altid uomstridt rolle. I forbindelse med reformationen kom det så rundt omkring i Europa ofte til billedstorme - men reelt set var reformatorernes holdninger til billeder forskellige, om end ingen af dem tillagde dem den værdi de havde haft i den katolske kirke. Den katolske kirkes lære om brugen af hellige billeder er udtryk for en kompliceret balancegang mellem teologisk nuancering og folkefromheden. I henhold til den katolske kirkes tro er billeder og figurer af Jesus, Maria, helgenerne og englene ikke beboet af dem, de forestiller. Jesus er således nærværende i de oblater, der under messen er blevet forvandlet til Jesu legeme. Disse oblater har skiftet substans så de ikke længere er brød men Jesus Kristus. Et krucifiks er ikke identisk med Jesus - og Jesus bor ikke i det. Men det kan være blevet indviet af en præst og dermed være blevet til mere end et almindeligt stykke træ på samme måde, som vievand efter indvielsen er mere end almindeligt vand. Og man kan tilbede Jesus ved at bede foran et krucifiks, så i den forstand kan man kommunikere med Jesus gennem et sådant billede. Da jomfru Maria og helgenerne ikke er guddommelige må man ikke tilbede dem, men man må ære dem og søge deres forbøn, og også det kan man gøre gennem billederne. Som sagt så må man i henhold til den katolske kirke ikke tilbede jomfru Maria og helgenerne, men ser man bort fra det så er der i religionsvidenskabelig forstand klare ligheder mellem den funktion, som billederne har i den katolske fromhed og så den funktion de har i en række polyteistiske religioner som f.eks. hinduismen. F.eks. det forhold, at man markerer det helliges tilstedeværelse i det offentlige rum ved at have hellige billeder placeret på gadehjørner, husmure og lignende eller ved at man bærer dem rundt i højtidelige processioner i forbindelse med religiøse festivaller. Eller f.eks. det forhold, at man bruger hellige billeder i den private fromhed. Set i det lys var overgangen fra et polyteistisk samfund til et kristent samfund i slutningen af Romerriget nok mindre drastisk hvad de hellige billeder angår end overgangen fra et katolsk til et protestantisk samfund var det. For mht. den første overgang var der tale om at en religions hellige billeder blev erstattet af en andens, mens der mht. den anden overgang var tale om at de hellige billeder i stort omfang forsvandt, især fra det offentlige rum. I en protestantisk og sekulær kultur kan det derfor være svært at forstå hvorfor man kan have stærke religiøse følelser forbundet med billeder. Da protestantismen stod klarere i befolkningens bevidsthed blev andagt overfor religiøse billeder, også når de fremstillede vigtige kristne skikkelser, ofte afvist som afgudsdyrkelse. I dag er der nok mest tale om at man selv ikke rigtigt kan se pointen med sådanne billeder og derfor heller ikke ser noget problem med at lave grin med dem.

Jesu lidelseArtikler

Posted by Karen M. Larsen Monday, March 24 2014 14:15:24

Synet på og forståelsen af Jesu lidelse og død er, som så meget andet, noget der har har forandret sig over tid. Blandt de første kristne var det faktisk et meget omstridt emne - blandt jødekristne var der f.eks. nogen, der troede, at Gud var nedsteget i mennesket Jesus ved dåben i Jordan og at Gud forlod ham igen i forbindelse med korsfæstelsen. (Hvad jo unægteligt giver Jesu sidste ord i Mark. 15,34: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" en hel anden betydning end den vi er vandt til.) Men nu blev det ikke den del af kristendommen, som kom til at fremstå som vinderen af de første århundreders kristne stridigheder, og derfor kan vi i dag i det hele taget tale om den betydning, som Jesu kropslige lidelse har for os.

Jeg synes imidlertid, at det er vigtigt, at vi husker på, at evangelierne er overordentligt afdæmpede i deres skildring af Jesu fysiske lidelse på korset. Faktisk så afdæmpede, at vi nok får at vide, at han blev korsfæstet, men ikke hvordan. Og det er ikke uvæsentligt fordi romerne brugte to forskellige former for korsfæstelse. En hvor man bandt dem dømte til korset, hvorefter han kunne hænge der indtil han døde af tørst og udmattelse, noget der kunne tage flere dage. Og en hvor man naglede den dømte til korset, hvad selvfølgelig var meget smertefuldt, men som også medførte, at den han døde relativt hurtigt af chok og blodtab. Det er kun fordi evangeliernes skildring af Jesu død fremstiller den som noget, der skete i løbet af 6 timer, at vi kan antage, at han blev naglet til korset. Men altså, der fortælles ikke om hans blodige sår, hans store fysiske smerter etc. Den eneste gang, at der skrives om blod og sår er i Johannes Evangeliets skildring af hvordan en soldat stikker en lanse i den døde Jesus side for at sikre sig, at han virkelig er død. (Joh. 19,33-34) Men da er Jesu lidelse jo afsluttet. Vores indre billeder af den lidende Jesus, der hænger blødende på korset, har derfor ikke rødder i evangeliernes skildring af Jesu korsfæstelse, men i stedet i middelalderens og barokkens kirkekunst.

Nu når evangelierne ikke fokuserer på Jesu fysiske lidelse synes jeg personligt heller ikke, at vi behøver at gøre det. Snarere kan man sige, at Jesu lidelse både er fysisk i form af korsfæstelsen og psykisk, i form af den forhånelse og den Guds forladthed som han i henhold til Markus- og Matthæusevangeliet oplever i forbindelse med korsfæstelsen. Det hører jo med til den menneskelige lidelse, at den både har et fysisk og et psykisk element, der går hånd i hånd. Når man har det psykisk dårligt giver det også ofte udslag i fysisk ubehag. Og når man har fysiske smerter bliver man let psykisk nedtrykt. Jesu sande menneskelighed viser sig ved at han led både fysisk og psykisk - og Guds kærlighed til os viser sig ved at han blev menneske i Jesus og gennemled alt dette for vores skyld.

Vi lever i en ekstrem kropsfikseret tid, der dyrker den smukke, sunde og veltrænede krop samtidigt med at den gør lidelse og død til et tabu. Det kan vi bl.a. se ved at vi lever i et samfund hvor lægen med det samme griber til receptblokken når hans patient fortæller om lidelse af fysisk eller psykisk karakter. Vi vil så gerne fjerne lidelsen vha. kropslige indgreb - og vi betaler en høj pris herfor. Efter kræft og hjerte- og karsygdomme er brug af medicin i dag den tredje største dræber. Hvad vi kan lære af Jesu lidelse er at lidelsen, både den kropslige og den mentale, ikke er noget vi kan flygte fra, men i stedet noget, som vi må og kan lære at håndtere. Lidelsen er ikke smuk og ikke noget, man skal dyrke, men den er livets pris i en falden verden.



FN og Vatikanet har forspildt en chancheDebat

Posted by Karen M. Larsen Friday, February 07 2014 11:06:38

Der har været en del mediefokus på det forhold, at FN's komité for børns rettigheder som noget helt nyt og uhørt i skarpe vendinger har kritiseret Vatikanet for dets håndtering af de mange sexovergrebssager, der er væltet ind over den katolske kirke i de senere år. Særlig opmærksomhed har det også vagt, at FN's komité for børns rettigheder ikke nøjes med at kritisere Vatikanets håndtering af sexovergrebssagerne, men at man også kritiserer dele af den katolske kirkes lære f.eks. mht. abort og homoseksualitet for at bidrage til at forværre børns livssituation. Som vel nærmest ventet afviser Vatikanet kritikken og frabeder sig verdslig indblanding i den katolske kirkes indre anliggender mens katolske grupperinger verden over opfordrer til protest og modstand mod FN's anklager.

Nu er den katolske kirkes organisationsstruktur mere kompliceret end mange tror - herunder er ansvarsfordelingen mellem Vatikanet og de lokale bispedømmer ikke altid lige nem at forstå. Men basalt set kan man sige, at det er de lokale biskopper, der har ansvaret for hvem der får lov til at blive katolske præster, hvor de skal arbejde og om de skal forflyttes etc. Og der kan slet ikke være nogen tvivl om, at problemerne med sexovergreb foretaget af katolske præster i høj grad har hængt sammen med at biskopperne alt for ofte har svigtet deres tilsynspligt i forhold til præsterne. Men Vatikanet kan ikke vaske sine hænder i uskyld når biskopperne fejler. For det er Vatikanet og kun Vatikanet der permanent kan fratage en katolsk præst retten til at virke som præst - og her har man alt for ofte været alt for langsommelig også der hvor den lokale biskop har presset på for en løsning. Og så er det jo i øvrigt Paven der vælger de lokale biskopper - og det gør han som udgangspunkt ud fra de anbefalingerne som de relevante medarbejdere i Vatikanet giver ham. Hvis biskopperne ikke har gjort deres arbejde godt nok er det altså ikke nok at bebrejde dem deres fejl - man må lægge noget af ansvaret over på dem, der har besluttet, at disse mænd skulle være biskopper.

FN's komité for børns rettigheder har også grundlæggende set ret i at f.eks. den katolske kirkes meget negative beskrivelse af homoseksuelle parforhold alt andet lige har en negativ indflydelse på børn og unge, der er homoseksuelle eller som har homoseksuelle forældre. Men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på om komitéens kritik af den katolske kirkes lære ikke også er en tak for sidst for alle de gange hvor Vatikanet i FN regi har kæmpet mod fri abort og homoseksuelles rettigheder. Og det er jo nok spørgsmålet om et sådant tak for sidst, hvor forståeligt det nu end rent menneskeligt er, er en særlig klog strategi. For man skal ikke kende særligt meget til den katolske kirkes typiske reaktionsmønstre for at kunne regne ud, at denne kritik vil blive udlagt som et angreb på religionsfriheden og som et bevis på at FN's kritik blot er et ideologisk indspark i en værdikamp, og derfor kan og skal siddes overhørig. På denne måde har FN forspildt chancen for at gøre opmærksom på, at der fortsat er alvorlige mangler mht. sikringen af børn mod sexovergreb i katolsk regi. F.eks. pålægger den italienske bispekonferences først for nyligt indførte guidelines for håndtering af sexovergrebssager ikke den enkelte biskop at kontakte politiet, hvis han står i den situation, at han bliver bekendt med troværdige anklager mod en præst. Som bispekonferencens sekretær biskop Galantino, der i øvrigt er udnævnt af Pave Frans, udtalte, så er en biskop ikke en offentlig embedsmand eller minister - man skal ikke forvente af ham at han angiver sine egne præster. Med andre ord, det er stadigt op ad bakke at få alle biskopper til at forstå alvoren når det kommer til sexovergreb begået af katolske præster.

Men også Vatikanet har forspildt en chance for at vise, at den meget omtalte Pave Frans effekt er slået igennem. Pave Frans gør jo meget ud af at den katolske kirke skal fremstå som ydmyg. En ydmyg reaktion på FN's komité for børns rettigheders anklager havde været, at Vatikanet havde indrømmet, at der er blevet begået alvorlige fejl og at man beklager det dybt. En ydmyg reaktion havde været, hvis Vatikanet havde tilbudt at samarbejde med FN's komité for børns rettigheder for at forebygge fremtidige sexovergreb. Og Vatikanet havde fremstået som ydmyg hvis man i stedet for at reagere med vrede og krænkelse over at den katolske kirkes lære blev kritiseret i venlige og rolige vendinger havde forklaret, at man ikke opfatter kirkens lære om abort og homoseksualitet som skadelig for børn og unge. Vatikanets nærmest klassiske automatreaktion på FN's komité for børns rettigheders kritik kunne tyde på, at Pave Frans enten ikke kan eller ikke vil ændre på Vatikanets hang til at se sig selv som hævet over kritik samtidigt med at man elsker at være ude med riven efter den sekulære verden.



Selvkritik er et "hvidt" privilegiumDebat

Posted by Karen M. Larsen Thursday, February 06 2014 11:53:14

Debatten om Yahya Hassans digtsamling har nu kørt et stykke tid - og tager stadigt flere krumspring. Således har det i den danske offentlighed vagt en del kritik, at den svensk-iranske forfatter Athena Farrokhzad har skrevet en ret kritisk anmeldelse af denne digtsamling. Det er ikke faldet i god jord, at hendes kritik har haft fokus på det som hun forestiller sig at højrefløjen vil bruge Yahya Hassans digte til. Men nu er adoptionsforskeren Lene Myong faret i det digitale blækhus for at komme Athena Farrokhzad til undsætning og forsvare hende mod "hvide mænd i magtfulde positioner", der tror at de ved hvad minoriteterne har brug for. Lene Myongs forsvarsskrift når måske sit retoriske højdepunkt når hun skriver: "hvilke konsekvenser får det for os ikke-hvide minoriteter, med eller uden muslimsk baggrund, at vi på uværdig vis, igen og igen, får udlagt vores behov af en hvid offentlighed. Af hvem og hvornår er vi blevet spurgt om det?" Og som det seneste skud på stammen deler nu også Christoffer Emil Bruun Lene Myongs kritik af dem, der kritiserer Athena Farrokhzad for at kritisere Yahya Hassan.

Der er ligesom noget metaagtigt over denne her kritik - men måske det også lidt er strategien - hvis man nemlig kan dreje debatten bort fra Yahya Hassans konkrete kritik og i stedet over på hvad højrefløjen, racisterne, islamkritikerne etc. (hvis man ellers i det hele taget skelner mellem dem) kan bruge denne kritik til, så kan man jo også forhindre, at vi kommer til at tale om de problemer, som Yahya Hassan egentligt vil gøre os opmærksomme på.

Nu kan det jo i en svensk sammenhæng, hvor der ikke gives så meget plads til angreb på indvandrere, muslimer etc. måske nok være rigtigt, at digte som Yahya Hassans kunne starte en kritisk og også nedladende debat som der hidtil ikke har været så meget af. Men her i Danmark, hvor der siden midten af 1990'erne er væltet en verbal shitstorm af tsunami-agtige dimensioner ned over hovedet på landets muslimske mindretal, er det sådan set lidt svært at se hvordan Yahya Hassans digte skulle kunne gøre situationen meget værre. Dem der har et behov for at lægge muslimer for had har tydeligvis ikke haft brug for en Yahya Hassan for at kunne finde undskyldninger for deres islamofobi. Ja, faktisk er det jo et typisk kritikpunkt rettet mod landets muslimer, og dem der gerne vil forsvare dem, at de er tavse mht. de problemer med vold, kvindeundertrykkelse, homofobi etc. som der findes i visse muslimske miljøer. Tavshedens strategi virker måske (endnu) i Sverige - men den er alt andet lige kontraproduktiv i Danmark.

Men der er også et mere grundlæggende problem med Athena Farrokhzads og Lene Myongs kritik. De ser nemlig begge to at "sortes" kritik af andre "sorte" kan og vil blive misbrugt af diverse racister - men de bliver så også stående der. Ingen af de to reflekterer over, at vi dermed har den situation, at kritik af ens egen kultur og religion er et "hvidt" privilegium. At "sorte" ikke har samme frihed som "hvide" til at fortælle om vold, misbrug og undertrykkelse i deres egen kultur - at mennesker med muslimsk baggrund ikke har samme frihed til at afsky deres religion som mennesker med en kristen baggrund har, tages som noget givet, som noget man bør medtænke når man ytrer sig frem for en uretfærdighed, som man burde bekæmpe.

Tavshedens strategi har imidlertid også en pris - der er bare ingen win-win situation i denne her kamp. Jeg kender den selv fra min egen katolske opvækst og ungdom. Jeg er også blevet opdraget med at man skulle passe på med kritik af kritisable forhold i det katolske miljø fordi denne kritik ville kunne blive misbrugt i et antikatolsk samfund. Og det er jo ikke nogen helt forkert observation. Katolicisme er måske den mest forhadte religion i Danmark efter islam - og medierne elsker også at skrive negativt om den katolske kirke. Men den katolske tavshedskultur har betydet, at overgreb af forskellig karakter har kunnet foregå i årevis uden at nogen greb ind. Selvom man måske ikke samtykker når man tier - så forhindrer man heller ikke overgrebene - og man hjælper helt sikkert ikke dem, der bliver ofre for dem. Det kan godt ske, at nogen som Athena Farrokhzad mener, at de "hvides" racisme er værre end den patriarkalske vold i visse muslimske miljøer og at nogle katolikker mener, at angreb på den katolske kirke er værre end de overgreb, der er sket i katolsk sammenhæng. Men det kunne også tænkes, at nogle af ofrene faktisk gerne vil have hjælp og få en stemme - i stedet for at blive mødt med en mur af "velmenende" tavshed.