Karenmlarsen

Karenmlarsen

Om bloggen

Denne blog har fokus på forhold vedrørende feminisme, homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle samt en kritisk analyse af heteroseksualiteten.

Problemet med queer

AnmeldelserPosted by Karen M. Larsen Wednesday, July 17 2013 13:09:41

Michael Nebeling Petersens Ph.d.-afhandling "Somewhere, over the rainbow - Biopolitiske rekonfigurationer af den homoseksuelle figur" præsenterer sig som forskning men er nok mere et eksempel på queer teoriens begrænsninger.

Michael Nebeling Petersens Ph.d.-afhandling er på mange måder en sær størrelse. Den består nemlig af ca. 100 siders referat af hvad queer-teori går ud på efterfulgt af fem artikler, som han enten tidligere har fået publiceret i fagtidsskrifter eller som er på vej til at blive det. Det er i hvert fald i mine øjne bemærkelsesværdigt, at man kan få godkendt en Ph.d.-afhandling, hvor hele forskningsdelen består af allerede fagligt bedømt og godkendt materiale. Men de fem artikler (om folketingsdebatterne i forbindelse med lovgivning om regnbuefamilierne, om folketingsdebatterne om indførelsen af det kønsneutrale ægteskab, om mediedækningen af World Outgames i 2009 samt en filmanalyse af filmen "The Kids Are All Right" og en filmanalyse af filmen "Rosa Morena" - sidstnævnte er i øvrigt skrevet sammen med Lene Myong) hænger kun løseligt sammen - og kunne i øvrigt sagtens læses uafhængigt af de forudgående ca. 100 siders teori.

Dog har Michael Nebeling Petersens Ph.d-afhandling et hovedtema, og det er påstanden om at homoseksualitet er gået fra at være noget der blev forbundet med synd, sygdom og død til noget, der er forbundet med livet - og det fordi homoseksuelle i dagens Danmark har ret til at gifte sig og danne familie. Men samtidigt med at monogame homoseksuelle med hang til at danne familie er blevet inkluderet i det nationale fællesskab, er der andre, der er blevet skubbet udenfor. Disse andre er ikke-monogame homoseksuelle - men det er i endnu højere grad muslimerne. De bliver i dag skubbet udenfor i kulden fordi de beskyldes for at bryde med den nye norm om at man skal være tolerant og frisindet overfor homoseksuelle, og det i den grad at det i dag er den muslimske indvandrer og ikke den homoseksuelle som sådan, der er queer, dvs. skæv i forhold til samfundets normer og som derfor bliver mødt med udstødelse fra livets sfærer. På samme måde sker homoseksuelles adgang til adoption på bekostning af fattige mennesker i den 3. verden som mister deres børn fordi de bliver nødt til at adoptere dem bort.

Det som jeg synes er seriøst skuffende ved "Somewhere, over the rainbow" er, at man som læser aldrig får nogen forklaring på hvorfor retorikken om homoseksuelle har forandret sig i løbet af de sidste 25-30 år. I stedet får man stolpe op og stolpe ned af moraliserende anklager om alle de etiske problemer der øjensynligt opstår når homoseksuelle får del i de heteroseksuelles privilegier. Hvad jeg derudover savner er en kritisk refleksion over queer teoriens egne grundpræmisser. Hvorfor skulle det at leve i et monogamt parforhold f.eks. være noget specielt heteroseksuelt?

Mht. påstanden om at homoseksuelle opnår anerkendelse på bekostning af muslimerne så er det jo rigtigt nok, at det i dag er blevet populært at anklage muslimer for at være homofober, men de politikere og debattører, der gør mest ud af den fortælling, er faktisk dem, der er mest afvisende overfor homorettighederne. Så spørgsmålet er nu nok, om homorettigheder virkelig skaber islamofobi . Faktisk var det i slutningen af 1800-tallet almindeligt, at hvide europæiske mænd anklagede de muslimske mænd for at være notorisk homoseksuelle i modsætning til dem selv, som havde en helt anderledes naturlig foragt for sådanne perversioner! Muslimerne/muhamedanerne/saracenerne er nu en gang den såkaldte kristne verdens arvefjende - de er i den vestlige tankegang typisk blevet fremstillet som onde og forkerte, men det de beskyldes for afspejler hvad samtiden opfattede som forkert. I slutningen af 1800-tallet var det f.eks. homoseksualitet - i dag er det så f.eks. at være imod homoseksualitet.

I øvrigt er det ret mærkeligt, at Michael Nebeling Petersen så absolut tildeler homoseksuelle evnen til at reagere på den måde som de omtales på af andre. Homoseksuelle tager retorikken til sig, eller de kæmper imod den - de ses som nogen, der aktivt er med til at forme samfundets syn på dem selv. Muslimerne derimod fremstår i "Somewhere, over the rainbow" som fuldstændigt passive. Vi får intet at vide om hvordan landets muslimer reagerer på påstanden om at islam er homofobisk og at muslimer er imod homoseksuelles rettigheder. På den måde tegnes muslimerne som de klassiske hjælpeløse ofre. På samme måde bliver de forældre fra den 3. verden, som adopterer deres børn bort, fremstillet som hjælpeløse ofre, der kun bortadopterer deres børn fordi de er så fattige, at de ikke har noget andet valg. At nogle af de børn, der adopteres bort måske er uønskede, synes ikke at være en option. I stedet synes præmissen at være den, at alle forældre altid ønsker at kunne leve sammen med deres biologiske børn.

Og så et sidste suk: Aldrig har jeg læst en videnskabelig afhandling med så mange sprogfejl! Lidt mere omhu mht. det skrevne sprog ville måske også give lidt mere respekt for det som bliver skrevet.

Dog vil jeg her til sidst lige nævne, at man med fordel kan læse "Somewhere, over the rainbow"'s første ca. 100 sider, hvis man ønsker at blive klogere på hvor queer-teorien står henne i dag.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post497

Myten om det homofri Afrika

AnmeldelserPosted by Karen M. Larsen Monday, March 18 2013 13:52:14

Når man taler om homoseksuelle og homoseksuelles rettigheder og i denne forbindelse kommer ind på situationen i Afrika, er det ganske almindeligt, at se påstande som at afrikanerne afskyr homoseksualitet og at der ikke findes homoseksuelle i det hele taget i denne del af verden. Men hvordan er denne forestilling om det homohadende og homofri Afrika opstået? Det ser Marc Epprecht på i sin bog ”Heterosexual Africa? - The History of an Idea from the Age of Exploration to the Age of AIDS”.

Ifølge Marc Epprecht så stammer ideen om at afrikanerne ikke kender til homoseksualitet hhv. afskyr seksuelle handlinger mellem to af samme køn fra de europæiske kolonisatorer, der i løbet af 1800-tallet underlagde sig Afrika. Grundproblematikken er som følgende: Det vestlige begreb ”homoseksualitet”, der blev udviklet i slutningen af 1800-tallet, blev i datiden Europa set som udtryk for en unaturlig seksualitet, der var en konsekvens af kulturel dekadence. I henhold til det racistiske syn på afrikanerne, der prægede kolonisatorerne, kunne afrikanerne derfor ikke være homoseksuelle, for de var for tætte på naturen til at kunne praktisere noget så unaturligt som homoseksualitet. Og i og med at de ikke havde nogen rigtig kultur kunne de heller ikke blive ofre for kulturdekadence, så som f.eks. homoseksualitet.

Til gengæld mente kolonisatorerne så at afrikanerne, fordi de var så tætte på naturen og ikke havde lært den selvkontrol, som efter deres mening hørte med til en højkultur, havde en utæmmet og uhæmmet heteroseksuel adfærd. Og afrikanernes påståede barnlige sind gjorde dem sårbare for at blive smittet med homoseksualitet udefra, især så man de arabiske muslimer som notorisk homoseksuelle og man påstod, at de var på vej til at forføre afrikanerne til homoseksualitet. Så kolonialismen kunne bl.a. retfærdiggøres med en henvisning til, at de europæiske koloniherrer skulle lære afrikanerne om heteroseksuel selvbeherskelse samtidigt med, at de skulle forhindre, at de arabiske muslimer fik spredt deres homoseksualitet til de uskyldige afrikanere.

Tanken om det homofri Afrika har altså rødder i den europæiske racisme og kolonialisme. Men alligevel er den meget populær blandt politiske og religiøse ledere i nutidens Afrika. Formodentligt fordi ideen om at afrikanerne ikke kendte til homoseksualitet var det eneste positive, som kolonisterne havde at sige om afrikanerne. En ”positiv” fordom er ikke så let at give afkald på, ikke mindst når man siden aids epidemien har måttet kæmpe med fornyede fordomme om afrikanernes påståede manglende evne til at styre deres seksualitet.

Og lige præcis mht. bekæmpelse af hiv og aids har ideen om at homoseksualitet ikke findes i Afrika vist sig at være meget uheldig. For der er ganske rigtigt kun ekstremt få afrikanerne bosiddende i Afrika, der definerer sig selv som homoseksuelle, biseksuelle eller transpersoner. Men hvis man tør kigge efter og ikke lader sig afskrække af advarsler, beskyldninger om racisme og en betydelig uvilje til at tale om tingene vil man hurtigt finde ud af, at en hel del afrikanerne har sex med personer af eget køn, herunder mænd der har ubeskyttet analsex med andre mænd. Så når aids præventionskampagner nægter at informere om smitteoverførsel i forbindelse med sådanne former for sex ud fra en påstand om at ingen afrikanske mænd har sex med andre mænd, ja så er konsekvenserne ganske alvorlige. Og det bliver ikke bedre af, at langt de fleste afrikanske mænd, der dyrker ubeskyttet analsex med andre mænd, også har sex med kvinder, hvorved smitten på ingen måde kan siges at kunne afgrænses til et ”homoseksuelt” miljø.

Det er derfor vigtigt, at få gjort noget ved myten om det homofri Afrika, og det er også vigtigt, at få gjort noget ved den homofobi som desværre præger den offentlige diskussion af homoseksualitet i Afrika. I denne forbindelse er det oplagt at se på hvordan situationen så ud før den europæiske kolonialisme. Her advarer Marc Epprecht dog mod at ville romantisere fortiden. De få og spredte oplysninger vi har om samkønnet sex i det før koloniale Afrika er også præget af de europæiske opdagelsesrejsendes forudindtagethed. Ligesom det også er problematiske at ville generalisere fra en afrikansk nation til en anden. Men hvad man kan sige er, at sex mellem personer af samme køn i nogen sammenhænge blev accepteret og i andre ikke blev det. I øvrigt kan man i fortidens og nutidens Afrika se et stærkt fokus på at gifte sig og få børn - og i øvrigt også en udbredt forestilling om at kun et vaginalt samleje mellem mand og kvinde er sex i egentlig forstand.

Der er næppe tvivl om at det er rigtigt meget kamp op ad bakke hvis situationen for lgbt personer i Afrika skal forbedres. Vestlig identitetspolitik er ikke nødvendigvis nogen god vej, især da den i Afrika kan vække minder om fortidens kolonialisme. Afrikanske lgbt’er bliver altså ikke hjulpet af trusler om sanktioner og andre indgreb fra Vesten men må i stedet udvikle deres egen strategier med respekt for de særlige afrikanske forhold, der i øvrigt er forskellig fra land til land i dette store kontinent.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post494

Storbyen trækker

AnmeldelserPosted by Karen M. Larsen Thursday, February 14 2013 14:50:51

Siden starten af 1990'erne har det været mere end småt med professionel homohistorieskrivning her i landet. Men heldigvis har historikeren Peter Edelberg gjort en ende på denne tørke tid med sin ph.d.-afhandling om den såkaldte grimme lov, der er udkommet som bog på Jurist- og Økonomiforbundets Forlag med titlen "Storbyen trækker - Homoseksualitet, prostitution og pornografi i Danmark 1945-1976".

Den såkaldte grimme lov, der gjaldt i perioden 1961-1965, gjorde det kriminelt for en mand at købe sex af en anden mand, hvis denne var under 21 år. Den grimme lov er i homoseksuelles såkaldte kollektive erindring typisk blevet set som højdepunktet af forfølgelse og diskrimination af homoseksuelle i Danmark i nyere tid - og dens relativt hurtige afskaffelse ses så meget passende som en første sejr for den tidlige homoaktivisme. Men så simpelt er det i henhold til Peter Edelberg ikke.

Som det hører sig til for en ph.d. afhandling lægger Peter Edelberg ud med et længere teoriafsnit hvor han bl.a. opridser præmisserne for at skrive homohistorie i dag. Hans udgangspunkt er, selvfølgelig fristes jeg til at skrive, at den homoseksuelle er en historisk konstruktion. Den homoseksuelle identitet er altså et produkt af bestemte historiske forhold, og som alle andre historiske forhold er denne identitet under konstant udvikling. At være homoseksuel i dag er således ikke det samme som at være homoseksuel i 1890 eller i 1955. Selvforståelsen, behovene og den konkrete livsførelse ændrer sig nemlig som alt andet over tid og er altså ikke udslag af nogle uforanderlige biologiske eller grundpsykologiske forhold. Men det betyder ikke, at man frit kan vælge sin identitet, sine følelser etc. Samfundet og dets normer er for dybt lagt ind i os til at man kan vælge dem selv - i stedet kan vi kun variere over de tolkningsrammer og handlingsmuligheder som samfundet og kulturen tilbyder os.

Generelt udsætter den fremvoksende velfærdsstat i den periode som Peter Edelberg behandler individet for en kraftig seksuel disciplinering. Denne disciplinering bevæger sig dog fra hovedsageligt at benytte sig af straffeloven til at have fokus på at lægge normere ind i den enkelte, så han eller hun bliver et "ansvarligt" og selvstyrende individ, der lige præcist fordi det antages at være ansvarligt og selvstyrende, kan tillades stadig større frihed og selvbestemmelse.

Peter Edelberg beskriver den homoseksuelle subkultur i Danmark i tiden fra 1945 frem til den grimme lovs afskaffelse i 1965, eller bedre sagt, de homoseksuelle mænds miljøer og muligheder, for homoseksuelle kvinder blev ikke ramt af den grimme lov og de ligger dermed udenfor hans forskningsfelt. Generelt var homoseksuelle mænds og kvinders livsvilkår, miljøer og muligheder for forskellige i denne periode til at det giver den store mening at ville skildre begge verdener i en bog.

Peter Edelberg vil gerne gøre op med myten om at livet som homoseksuel i tiden før Stonewall generelt var et trist og smertefuldt liv i skabet. For det første giver det slet ikke mening at se optøjerne i Stonewall som starten på den homoseksuelle "frigørelse", dertil var den juridiske situation og livsvilkårene for homoseksuelle i de enkelte vestlige lande for forskellige. Og så fandtes der i øvrigt et omfattende homomiljø i 1950'ernes og 1960'ernes København, hvor bl.a. Forbundet af 1948 i en periode havde væsentligt flere medlemmer og langt flere tilbud til medlemmerne end vor tids LGBT Danmark har i dag. Dertil kom et større antal restauranter og barer, blade og så seksuelle mødesteder f.eks. en række offentlige toiletter mfl. Hvis det var et skab, så var det altså et meget stort skab. Dette homomiljø var imidlertid ikke blot befolket af homoseksuelle mænd og enkelte homoseksuelle kvinder. Der kom også biseksuelle, transvestitter og især var der en række unge heteroseksuelle mænd, der solgte eller udvekslede seksuelle ydelser for penge, øl, biografbilletter og andre materielle goder. Og lige præcis den trafik kom til at give anledning til en større konflikt med det omgivende samfund. Et andet, med nutidens øjne ret kontroversielt forhold var, at det som vi i dag vil kalde for pædofili dengang var en integreret del af den homoseksuelle kultur. Godt nok var det også dengang kun en mindretal af de homoseksuelle mænd, der havde sex med mindreårige, men at have sådanne lyster blev set som en variant af det at være homoseksuel, og blev ikke fordømt af det homoseksuelle miljø.

Sex mellem mænd var blevet afkriminaliseret i Danmark i 1933, dog var den seksuelle lavalder 18 år og dermed tre år højere end for heteroseksuelle forbindelser. Og så var det forbudt for mænd uanset alder at sælge sex til andre mænd, mens det "kun" var forbudt for kvinder at have prostitution (med mænd som kunder) som hovedbeskæftigelse. Denne forskelsbehandling afspejlede et ret så negativt syn på homoseksualitet i samfundet. Der var opbakning om lovgivningen, der tillod sex mellem voksne af samme køn, men ellers var tolerancen begrænset. Homoseksualitet blev set som en uønsket seksuel afvigelse, der af lægevidenskaben blev tolket som et produkt af delvist arvelige og delvist tidligt tillærte forhold. At være homoseksuel var altså i henhold til den dominerende holdning en krank skæbne og det var derfor vigtigt, at forhindre, at drenge og unge mænd vha. forførelse blev rekrutteret til de homoseksuelles rækker.

I 1950'ernes offentlighed var der en tiltagende bekymring for drenges og unge mænds salg af sex til homoseksuelle mænd, og her spiller politiinspektør Jens Jersild, leder af sædelighedspolitiet i København, en væsentlig rolle, da han som selvudnævnt ekspert på området puster til bekymringens ild samtidigt med at han råder til ikke at gribe for hårdt ind overfor de homoseksuelle. De unges salg af sex til homoseksuelle mænd bekymrer, ikke blot fordi man frygter, at de kan blive homoseksuelle af det men også fordi man er bange for at de store drenge/unge mænd på denne måde kunne starte på en kriminel løbebane. De unge sexsælgere blev i voksende grad set som ofre - der skulle beskyttes mod de homoseksuelle. Rent galt går det i forbindelse med den såkaldte pornografiaffære i 1955-56, hvor bl.a. homoikonet Axel Lundahl Madsen (senere Axel Axgil) var dybt involveret. Denne affære handlede ikke blot om produktion og salg af billedpornografi men også om et omfattende prostitutionsmiljø hvor mænd havde købt sex af mindreårige trækkerdrenge/pornomodeller. I alt bliver ca. 300 mænd dømt i denne forbindelse.

Regeringen havde af andre årsager et prostitutionsudvalg siddende, der skulle give prostitutionslovgivningen en overhaling. Her slår bølgerne bl.a. pga. pornografiaffæren højt og der er flertal for at hæve den seksuelle mindste alder for homoseksuelle forbindelser til 21. Jens Jersild er imidlertid imod, efter hans mening er det nok at kriminalisere mænds køb af sex med personer af samme køn under 21. Justitsministeriet synes at være af samme holdning, så det hele forhales, og da loven endelig vedtages i 1961 er panikken allerede næsten glemt og opbakningen til loven, der kommer til at følge Jersilds forestillinger, er derfor langt fra sikker og stabil.

Men da loven er der sørger Jens Jersild også for at den bliver brugt. Ikke helt ubetydelige politiressourcer bliver sat ind på at arrestere mænd, der købte sex med andre mænd for penge og andre materielle goder. I alt 79 mænd dømmes efter denne lov. Retssagernes dokumenter giver et interessant indblik i de verdener og fortolkningsrammer, som hhv. de yngre mænd, der af myndighederne blev set som sexsælgere, og de ældre mænd, der af myndighederne blev set som sexkøbere, bevægede sig i. Om end man selvfølgelig skal huske, at folk næppe altid fortæller sandheden eller hele sandheden når de står anklaget for at have brudt loven. "Sexkøberne", hvoraf en del betegnede sig selv som homoseksuelle, så sig typisk ikke som sexkøbere. I stedet mente de at de yngre mænd have haft sex med dem fordi de havde lyst til det - og de penge de havde givet de yngre mænd skulle ses som en erkendtlighed, som penge til en taxa hjem etc. "Sexsælgerne", hvoraf langt de fleste betegnede sig som heteroseksuelle, fremhævede derimod typisk at de kun havde haft sex med de ældre mænd fordi de havde aftalt at få penge mfl. for det - eller at de regnede med at få det. I øvrigt er der ikke tale om de store beløb som disse typisk 18-19-årige ofte værnepligtige mænd fik for sex. Beløbet var typisk 20-30 kr. Men for en værnepligtig som fik 24 kr. om ugen i løn var det stadigvæk penge nok til at han kunne få råd til f.eks. at invitere en pige i byen.

Hvornår noget imidlertid var prostitution - og hvornår noget blot var tilfældig sex mellem en yngre og lidt eller meget ældre mand, hvor der indgik "harmløse" erkendtligheder, var ikke altid nemt at afgøre for retten - og rygterne om politiets indsats og domstolenes retspraksis var derfor mange, og havde i øvrigt ikke altid hold i virkeligheden.

Som tidligere anført var opbakningen til den grimme lov allerede smuldrende da den blev indført - og pressen presser efter dens indførelse på for at få den afskaffet - sammen med f.eks. Forbundet af 1948. Nu begyndte man at fremstille de homoseksuelle som en forfulgt og undertrykt minoritet. Det blev næsten til ny moralsk panik, hvor aviserne spredte påstande om omfattende vold mod homoseksuelle og selvmord blandt disse pga. den grimme lov, som slet ikke kunne dokumenteres. Men modstanden mod den grimme lov tog også udgangspunkt i en tilbagevenden til ideen om at homoseksualitet er en psykisk lidelse som enten er medført eller erhvervet tidligt i livet og derfor ikke "smitter". Trækkerdrengene blev nu fremstillet som hel eller halv kriminelle, der udbyttede de homoseksuelle, og ikke som ofre for homoseksuel forførelse. Og Jersild introducerede den i datiden ellers næsten ukendte term "pædofil", der kom til hovedsageligt at betegne mænd med hang til sex med mindreårige drenge .Ifølge Jersild var sådanne mænd klart anderledes end de almindelige homoseksuelle, der kun havde lyst til sex med voksne mænd. Pædofili og homoseksualitet blev hermed gjort til to helt adskilte størrelser. Afskaffelsen af den grimme lov gik altså hånd i hanke med et forsat negativt syn på homoseksualitet - men også med et klart budskab om at homoseksuelle kunne regne med en voksende accept hvis de udelukkende praktiserede deres seksualitet med ligesindede og ligestillede voksne.

Ifølge Peter Edelberg var den grimme lov et vendepunkt i de homoseksuelles historie. Ikke som et højdepunkt i diskriminationen af homoseksuelle men snarere som et led i disciplineringen af dem. Efter den grimme lov faldt antallet af mænd, der blev dømt for at have sex med mindreårige af samme køn nemlig drastisk, langt mere end antallet af mænd, der blev dømt for at have sex med mindreårige af modsat køn. Og på samme måde mener Peter Edelberg at kunne konstatere, at mandlig prostitution efter den grimme lov svandt ind til det rene ingenting. Han ser dette som udtryk for en succesfuld disciplinering af det homoseksuelle miljø, der lærte at tage afstand fra sex med mindreårige og købesex. Denne påstand underbygger Peter Edelberg med en analyse af homoseksuelle erotiske billeder og billedporno fra 1949-1979. Hvor man frem til midttresserne havde billeder af længselsfulde teenagere og drenge, der blev vist som passive objekter for den homoseksuelle mands drømme om den smukke yngling, som han måske kunne forføre, kom de langt mere eksplicitte billeder i 1970'erne til at vise voksne mænd, med tydelig lyst til sex med andre mænd. Mænd der fortsat havde lyst til drenge fik deres egne magasiner, deres egen identitet som pædofile og deres egen forening, som Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske efter en række heftige debatter i 1970'erne og 1980'erne afbrød enhver kontakt med .

Peter Edelbergs bog er et velskrevet stykke homoforskningshistorie, som kun kan anbefales. Jeg savner dog lidt, at han ikke reflekterer over det interessante forhold, at kriminaliseringen af mænds køb af sex med personer af eget køn under 21 blev kaldt for en grim lov - mens det forhold af mænds salg af sex til mænd både var kriminelt før 1961 og forblev med at være det frem til 1967 ikke blev betegnet som en "grim" lov. De "sexsælgende" blev altså ikke set som en del af det fremvoksende homoseksuelle fællesskab og kunne i modsætning til "sexkøberne" ikke regne med støtte eller sympati herfra. En lignende anke fra min side er, at han øjensynligt går ud fra, at det kun er en ændring af adfærden hos de homoseksuelle potentielle sexkøbere, der gør at den mandlige prostitution aftager kraftigt i tiden efter den grimme lov. Måske aftog antallet af værnepligtige i denne tid - og måske steg deres løn også? Og måske var det ikke blot de homoseksuelle mænd, der lærte at holde sig fra unge heteroseksuelle mænd - de heteroseksuelle mænd lærte måske også, at de hellere måtte holde sig fra homoseksuelle mænd i jagten på hurtige penge? Men det er kun småting - alt i alt er der tale om et banebrydende værk, der forhåbentlig får mange læsere.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post492

Udryddede kristendomsformer

AnmeldelserPosted by Karen M. Larsen Monday, October 17 2011 15:23:17
Hvis man tager et blik ud over det kirkelige landskab anno 2011 kan man ikke undgå at bemærke, at kristendom kan være rigtigt mange forskellige ting. Men i virkeligheden nedstammer alle de mange forskellige kirkesamfund af i dag fra en kristen bevægelse, som fik overtaget magten i de fleste kristne miljøer i løbet af 200-tallet og 300-tallet. Og som efter, at deres kristendom blev til statsreligion i det senromerske rige, fik udryddet hvad der var tilbage af de konkurrerende former for kristendom. Bart D. Ehrman fortæller i sin fortrinlige bog ”Lost Christianities – The Battles for Scripture and the Faiths We Never Knew” om disse nu udryddede former for kristendom, om deres hellige tekster og om deres modstander, den protoortodokse kristendom, som han kalder den.

Før de protoortodokse fik magten – og dermed også endegyldigt sat dagsordenen, fandtes der et mylder af kristendoms former, der indbyrdes afveg i en sådan grad, at alle skænderier og uenigheder i den moderne kristendom må blegne i forhold hertil. Man var f.eks. uenig om hvor mange guder der fandtes, om verden var skabt af en god eller en ond guddom. Om hvorvidt Jesus kun var et menneske, kun var en Gud eller begge dele. Man var uenig om hvorvidt Moseloven galt for kristne – eller om den måske var lavet af en anden Gud end Jesu Gud. Men til gengæld syntes alle at være enige om, at seksuel afholdenhed var bedre end ægteskab.

Bart D. Ehrman har fokus på tre kristendomsformer som i seriøs grad afveg fra de protoortodokse og som spillede en stor rolle i perioden fra ca. 100-300: Ebonitter, markionitter og gnostikere.

Ebonitter var en jødekristen bevægelse som havde rødder helt tilbage til apostlen Peter og Jesu broder Jakob. De mente, at de Jesus-troende var forpligtet til at holde alle Moselovens regler. Jesus var for dem et menneske af kød og blod, et produkt af den seksuelle forening mellem Josef og Maria. Jesus var kun Guds adopterede søn. De så Jesus som et perfekt menneske, der som det eneste menneske havde holdt Moseloven til punkt og prikke og hvis offerdød på korset derfor kunne forsone Gud og give syndsforladelse til dem, der tror på ham. Ebonitterne havde deres egne evangelier men ingen af dem har overlevet. Vi ved dog, at de også brugte en forkortet version af Matthæus Evangeliet, hvor barndomsfortællingerne var blevet fjernet. For ebonitterne var Paulus ærkekætteren hvis lære bragte de Jesus-troende på seriøst vildspor. De fremhævede, at han ikke var en ægte apostel, at han ikke kendte den historiske Jesus, men i stedet byggede sin lære på sine personlige åbenbaringer og fantasier.

Over i den anden boldgade finder man Markionitterne. De byggede på Markions lære, en mand der levede i midten af 100-tallet. Markion mente, at Det Gamle Testamente var skrevet af en anden Gud end Jesu Gud. Det Gamle Testamentes Gud, verdens skaber, var en overdreven streng herre med seriøse humørsvingninger og en hang til grusomhed, som da han f.eks. befaler israelitterne at myrde hele Jerikos befolkning, inklusive kvinder og børn (Jos. Kap. 6). Den Gud, som Jesus forkyndte og som han var udsendt fra, var en helt anden Gud, ukendt af verden indtil Jesus trådte frem. Ved at lade som om at han døde på korset frikøbte Jesus alle dem, der tror på ham, fra den anden Guds, jødernes Guds, lov, vrede og straf. Jeg skriver ”lade som om han døde på korset” for Markion var tilhænger af det som man kalder doketismen, en lære der kan rumme den forestilling, at Jesus var en sand Gud der havde forklædt sig som menneske sådan som Markion troede det. (Andre doketister mente, at Gud nedsteg i Jesus ved dåben for at forlade ham igen på korset – hvad gav Jesu dødsord ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig” en helt særlig betydning).

Markion forfattede en del tekster, men ingen af dem har overlevet til i dag, vi har dem kun i mere eller mindre troværdige referater i hans modstanderes, de protoortodokses, skrifter. Men vi ved at Markion var den første i kristen sammenhæng som lavede en kanon, der bestod af Lukas Evangeliet samt et udvalg af Pauli breve. (Markion var meget glad for Paulus idet han mente, at han var den eneste af apostlene som faktisk havde forstået Jesus – fordi Jesus personligt havde åbenbaret sig for ham). Markion havde dog fjernet alt fra Lukas Evangeliet og Paulusbrevene som gav udtryk for en tro på jødernes Gud. Ifølge Markion var disse udsagn nemlig udtryk for at de hellige tekster var blevet udsat for forvanskende redegeringsforsøg af folk, der hang fast i troen på jødernes Gud.

Gnostikerne tilhørte den nok mest kendte gruppe af i forhold til de protoortodokse afvigende kristne i kristendommens allerførste århundreder. I deres tilfælde er det så heldigt, at vi har fundet nogle af deres skrifter – især er de skrifter som stammer fra Nag Hammadi af stor betydning. Gnostikerne var en overordentlig mangfoldig gruppe, så mangfoldig, at der sågar i forskningen i dag findes en debat om hvorvidt det giver mening at tale om gnosticismen som et samlet begreb. Alligevel kan man nok, med en masse forbehold for interne afvigelser sige, at gnosticismen kan bruges som et fællesbegreb for en bevægelse, der var kendetegnet ved en overbevisning om, at verden er blevet skabt af en ond og/eller dum lavere guddom, der er væsenforskellig fra den sande Gud, der er ren ånd og som intet har at gøre med den materielle verden. En særligt udvalgt gruppe af mennesker, i praksis dem med gnosis, der betyder indsigt/viden på græsk, har en ånd der er identisk med den sande Gud. Deres ånd er fanget i den materielle verden og det gælder om, vha. indsigt og radikal askese, herunder i særdeleshed seksuel afholdenhed, at frigøre ånden fra den materielle verden så den kan vende tilbage til den sande Guds verden. Derudover er gnosticismen præget af en række kosmologiske spekulationer, som det kan være svært at overskue, men som har fokus på hvordan den onde skabning kom til og hvordan de udvalgtes ånder blev fanget i materien.

Kendetegnende ved alle den tidlige kristendoms retninger er, at man er overbevist om at man selv, og kun en selv, har ret. Og at kun dem, der tror det rette vil blive frelst. Alle er enige om, at deres egen lære kan føres tilbage til Jesus og alle påberåber sig apostolisk autoritet. Og alle benytter sig af egne tekster, hellige tekster, som menes at fortælle om de dybeste sandheder. Alle taler dårligt om deres modstandere. Alle beskylder de deres modstandere for at have forfalsket den oprindelige sande lære og alle hævder, at de andre har lavet tekstforfalskninger, der skulle støtte den falske lære. Mht. det sidste gør Ehrman meget ud af at fremhæve, at det faktisk synes at være rigtigt. Alle, også de protoortodokse, skrev tekster i apostlenes navne for at fremme deres egen sag, og alle fiflede med ældre tekster, som f.eks. dem som vi nu finder i Det Nye Testamente. Således er en række af brevene i Det Nye Testamente, som f.eks. 1. og 2. Peters brev, med stor sandsynlighed ikke skrevet af apostlen Peter. Mht. fiflerier med ældre tekster, ja så må vi huske på, at vi ikke har nogle afskrifter af Det Nye Testamentes tekster der stammer fra før år 200 – hvis vi ser bort fra nogle få og bittesmå fragmenter. Det er derfor svært at sige noget med sikkerhed om hvilke ændringer der er blevet lavet i teksterne før den tid. Mht. alle de afskrifter som vi har fra oldtiden, så er der ikke to, der er fuldkommen ens. Dog skyldes de fleste tekstvariationer simple skrivefejl som er uundgåelige når tekster skal kopieres i hånden. Men i nogle tilfælde er der også klart tale om at man har korrigeret i teksterne om end det er svært at sige, hvem der startede med at korrigere og hvilken version, der er den oprindelige. Et eksempel af flere er Heb. 2,9. Stort set alle udgaver af Det nye Testamente skriver i dag her bl.a., at Jesus døde ”ved Guds nåde” – men i en række ældre versioner står der, at han døde ”adskilt fra Gud”. Har protoortodokse her ændret et vers, der kunne læses doketistisk? Eller har de blot ændret en doketistisk forfalskning?

Spændende er det i hvert fald hvorfor det var de protoortodokse, der vandt i kampen om hvem der skulle blive den altdominerende kristendom. Ifølge dem selv var det fordi de repræsenterede den sande lære, der kan føres tilbage til Jesus og hans apostle mens de andre repræsenterede en falsk lære, der var kendetegnet ved at være en bevidst fordrejning af sandheden af nyere dato og med kun få men til gengæld om så meget mere moralsk fordærvede tilhængere. Og den holdning kom til at præge den ældre kirkehistorie, for som bekendt er det jo sejrherrerne, der skriver historien. Men siden oplysningstiden har der været en voksende forståelse i forskningen for, at så simpelt er det ikke. Meget tyder på, at f.eks. Egypten i flere hundrede år var domineret af gnostikere. Ebonitterne kunne trække på forestillinger, som med rimelighed kan føres tilbage til Peter og Jakob, Herrens broder, jævnfør Pauli heftige udfald mod disse i Galaterbrevet. Snarere tabte de alternative former for kristendom fordi de ikke havde en bred nok appel i længden. Ebonitternes krav om at man som kristen skulle holde Moselovens mange regler, herunder spisereglerne, sabbatreglerne og omskæringen gjorde, at man ikke virkelig kunne appellere til masserne. Gnostikernes lære var også kun for en elite – og Markions kristendom led af den mangel, at den påberåbte sig en ny Gud og en helt ny lære – og dermed kom i konflikt med antikkens forkærlighed for de gamle religioner og mistænksomhed overfor nye.

Men de protoortodokse havde også deres egne fordele. Ved at insistere på at de ikke blot repræsenterede apostlenes lære – for det gjorde de andre jo også – men at deres biskopper kunne føre deres lære og embede tilbage til apostlene havde de en klar fordel. At det dette udsagn næppe har historisk holdbarhed ændrede nemlig ikke ved, at de protoortodokses fokus på bispeembedet og biskoppens absolutte autoritet i trosspørgsmål gav dem en stor magt, ikke mindst fordi biskopperne i de protoortodokse menigheder fik opbygget effektive netværk menighederne imellem, der inkluderende en voksende udveksling af penge, personer og ikke mindst hellige skrifter. På den måde fik man også, om end langsomt og med en hel del strid, samlet en kanon som man i slutningen af 300-tallet var næsten helt enig om, og som vi i dag kender som Det Nye Testamente.

Allerede i starten af 300-tallet, da kristendomsforfølgelserne ophørte, var den protoortodokse kristendom parat til at blive en effektiv samarbejdspartner for den romerske statsmagt, som igen gav denne form for kristendom de magtmidler den skulle bruge til at kunne udrydde de sidste af dens interne modstandere, brænde deres skrifter og tage patent på sandheden om kristendommen.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post444

Fænomenet Pater Pio kritisk belyst

AnmeldelserPosted by Karen M. Larsen Thursday, July 28 2011 17:19:21

Pater Pio er en af nutidens mest populære helgener. Ja, efter sigende skulle han i Italien være mere populær end Jomfru Maria og selveste Jesus. Set i lyset af denne utrolige popularitet er det måske ikke så mærkeligt, at kun få har kastet sig over at skrive en bog om Pater Pio, der ikke handler om hans påståede mirakler og hellighed, men i stedet forsøger at forklare fænomenet Pater Pio som et historisk og kulturelt fænomen lige som alle andre. Men det er lige præcist det som den italienske historiker Sergio Luzzatto forsøger på med bogen ”Padre Pio – Miracles and Politics in a Secular Age”.

Pater Pio (1887-1968)var kapucinermunk og tilbragte det meste af sit liv i et kloster i den lille syditalienske by San Giovanni Rotondo. I 1918 skulle han have modtaget de såkaldte stigmata, Kristi sårmærker, som han havde frem til den sidste tid af sit liv. (Da han døde var de helt forsvundne). Derudover blev han tilskrevet evnen til at helbrede syge, gennemskue personer, få hårdnakkede syndere til at omvende sig, til at være to steder på en gang, og under 2. verdenskrig hed det sig, at han kunne flyve op i luften og afværge luftangreb. Allerede i levende live var Pater Pio enormt populær og i hundredetusind vis af mennesker valfartede til San Giovanni Rotondo for at være nær ham, se ham holde messe, skrifte hos ham og evt. blive helbredt af ham.

Sergio Luzzatto forsøger, at se Pater Pios popularitet som et udslag af en række træk der prægede Italien i hans livstid. F.eks. påpeger han, at man i den brede befolkning kunne se en sammenhæng mellem den stigmatiserede, lidende Pater Pio, den anden Kristus som han blev kaldt, og de hundredtusinder af italienske soldater, der døde eller blev såret under 1. verdenskrig og hvis lidelser også blev sammenlignet med Kristi. I tiden efter 2. verdenskrig, hvor Italien oplevede en hastig modernisering, industrialisering og urbanisering, blev Pater Pio til et symbol på det gamle folkelige bondedominerede fattige men fromme Italien, der var på hurtig retur. Han blev da til en fromhedens klippe midt i sekulariseringens flodbølge.

Sergio Luzzatto gør dog mest ud af tiden under fascismen. Pater Pio støttede åbenlyst fascismen allerede før dennes magtovertagelse i Italien og blandt hans støtter og tilhængere var der mange fascister, både menige og højtplacerede. Alle de tidlige helgenbiografiagtige bøger om Pater Pio, der blev udgivet mens han endnu levede, var således skrevet af personer med tilknytning til fascismen. Og ledende fascisters vilje og evne til at holde hånden over ham beskyttede Pater Pio mod de mest barske af den katolske kirkes forsøg på at disciplinere ham, især forsøget på at få ham flyttet til et fjernt kloster, hvor kulten om hans person ikke ville kunne fortsætte. Selvom fænomenet Pater Pio altså skabte visse knurrer på tråden i forholdet mellem fascismen og Vatikanet så fremhæver Sergio Luzzatto, at Pater Pios støtte til fascismen ikke er forskellig fra de ledende katolske kirkefyrsters, herunder Pave Pius den XI’s. Mussolini og den katolske kirke havde i det store hele et godt samarbejde som begge forstod at drage fordele af.

Forholdet mellem Pater Pio og den katolske kirkes hierarki gør Sergio Luzzatto meget ud af, forståeligt nok for det er en vigtig side af Pater Pio fænomenet. Pater Pio blev mødt med stor skepsis af Pave Benedikt den 15., Pius den 11. og Johannes den XXIII. Især de to sidste gør hvad de kan for at få stoppet kulten omkring ham. Afgørende blev dog til sidst den støtte han fandt hos Pius d. 12 og især hos Johannes Paul den 2., der fik ham først saligkåret (1999) og siden helgenkåret (2002).

Klagerne over Pater Pio og kulten omkring ham var mange. Det forhold, at han blev omgivet af en flok af begejstrede kvindelige tilhængere, der kom og gik frit i kloster og som i nogle tilfælde sågar kyssede og krammede ham i offentligheden, førte til anklager om seksuelle fejltrind. Der blev set med skepsis på de store pengesummer, som strømmede til hans kloster. Selv blandt de biskopper og kardinaler, som støttede Pater Pio, var det almindeligt at se hans nærmeste kreds af tilhængere som præget af personer, der var ude på magt og berigelse og som generelt var udenfor pædagogisk rækkevidde. Pater Pios mirakler var ikke dokumenterede og ægtheden af hans stigmata blev stærkt betvivlet. (Mere derom senere). Men først og fremmest var der tale om en konflikt mellem folkereligiøsiteten og den hierarkiske kirke og mellem hvad Marx Weber ville kalde profeten og præsteskabet, dvs. mellem karisma og embede. Det var en konflikt mellem dem, der lod sig styre af deres begejstring og længsel efter mødet med det hellige legemeliggjort af Pater Pios stigmatiserede krop og så embedskirken, der indkrævede retten til at bedømme og afgøre om noget var mirakuløst eller ej.

Denne konflikt blev ført med hårde midler på begge sider. Nogle af rygterne om Pater Pio, især dem om hans påståede seksuelle forhold til kvinder, havde næppe noget på sig. Men hans tilhængere veg til gengæld ikke tilbage med at true med fysisk vold og offentliggørelse af kompromitterende oplysninger om ledende skikkelser fra kirkens hierarki, hvis man ikke fik sin vilje. I begge lejre var politikken øjensynligt præget af den holdning, at hensigten helliger midlerne.

Sergio Luzzatto fremhæver, at han ikke er ude efter at finde sandheden om Pater Pio – men at han i stedet vil analysere ham som et historisk fænomen. Men når det kommer til stykket er Sergio Luzzatto nu nok noget skeptisk. Han afslører f.eks., at Pater Pio i perioden 1911-1913 skrev flere breve til sine åndelige vejledere hvor han skildrer nogle meget intense stigmata-agtige åndelige oplevelser uden at gøre opmærksom på, at der var tale om ordrette afskrifter af breve forfattet af Gemma Galgani, en påstået stigmatiseret kvinde, der var blevet udgivet i bogform i 1909. Ja, han nægter sågar at eje denne bog!

Sergio Luzzatto har også fået indblik i Vatikanets sagsmappe om Pater Pio. Og i den fandt han vidneudsagn fremlagt under ed hvoraf det fremgår, at Pater Pio hemmeligt havde forsøgt at skaffe sig ætsende midler (der kunne bruges til at lave hans stigmata sår). Ja, sagsmappen indeholder sågar to håndskrevne sedler hvor Pater Pio personligt beder om hemmeligt at skaffe ham disse midler. Set i lyset af, at Pater Pios sår aldrig blev grundigt undersøgt og sagtens kunne være blevet lavet og opretholdt med ætsende stoffer, er det jo nok ret så afslørende.

Som Sergio Luzzatto skriver, så blev mirakler i middelalderen set som tegn på Guds eksistens. Dvs. man så dem som udtryk for en virkelighed som man allerede var overbevist om. I dag er der i visse kirkelige kredse en stærk tendens til at se mirakler som beviser på Guds eksistens – som en art redskaber i kampen mod sekulariseringen. Det er måske forklaringen på, at det kan være så svært at få en kritisk debat om påståede miraklers autentisitet, da en sådan debat let kan blive set som et angreb på selve gudstroen. Om troen på Gud så virkeligt bliver fremmet af tvivlsomme mirakelfortællinger er så en helt anden sag.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post435

Messedreng

AnmeldelserPosted by Karen M. Larsen Thursday, April 14 2011 16:47:00

Da mediestormen udløst af en række anklager om sexovergreb foretaget af katolske præster væltede ind over den katolske kirke i Danmark, var den mest belastede præst sognepræsten i Slagelse, Holbæk og Kalundborg, Stephen Holm. En af de mænd, der anklagede ham for blufærdighedskrænkelse, var journalisten Frederik Roed, der i bogen ”Messedreng” fortæller om sine oplevelser.

”Messedreng” er en journalistisk gennemtænkt og velkomponeret bog. Fortællinger om hvordan Frederik Roed kom i kontakt med Stephen Holm (der dog som den eneste i bogen er anonymiseret vha. dæknavnet ”John” – men alle ved jo hvem der er tale om) er behændigt flettet sammen med hans oplevelser i tiden fra han anmeldte præsten til den katolske kirke i april 2010 frem til marts 2011, hvor politiet har opgivet at rejse tiltale men hvor den katolske kirkes beslutning om Stephen Holms fremtid i kirken endnu ikke er afgjort. (Kort før bogen skulle udkomme besluttede den katolske kirke så at ophæve suspenderingen af Stephen Holm, men man tog imod hans ”tilbud” om at gå på pension).

”Messedreng” er historien om en teenagerdreng, der voksede op i en dysfunktionel familie og som, da han via sin mor møder Stephen Holm, i ham finder den faderfigur han havde savnet. Den generte og ret kejtede Frederik er begejstret for den opmærksomhed og kærlighed som præsten i rigt mål lader regne ned over ham og han bliver en hyppigt gæst i ”klosteret” i Slagelse, hvor Stephen Holm, der faktisk ikke er medlem af noget ordenssamfund men i stedet verdenspræst, efter sigende skulle leve i henhold til den katolske Monfortanerordens regler.

Frederik er dog ikke glad for den del af Stephen Holms opmærksomhed, som giver sig udslag i lange kram, kys og befamlinger på låret og tæt på skridtet, men han tør heller ikke sige entydigt fra af angst for at støde præsten fra sig. Da Stephen Holm en nat imidlertid entydigt forsøger, at få samleje med den 17-årige Frederik, flygter han fra præstens favntag og bryder dernæst grædende sammen. Denne klare seksuelle grænseoverskridelse sætter en proces i gang, men først da Frederik finder sig en pigekæreste, som præsten i øvrigt reagerer meget jaloux på, lykkedes det ham langsomt at bryde båndene til Stephen Holm.

Men” Messedreng” er så også historien om hvordan Frederik Roed oplever og gennemlever de hektiske måneder fra sagen om sexovergreb i den katolske kirke eksploderer i foråret 2010 til at den løber ud i sandet i løbet af efteråret 2010. Han beskriver indgående sine frustrationer med den katolske kirke, der f.eks. i første omgang lader Stephen Holm sygemelde sig som en reaktion på Frederik Roeds anmeldelse frem for, som kirkens egen beredskabsplan ellers foreskriver, at suspendere ham med det samme. Et forhold som Stephen Holm udnytter til et rimeligt vellykket mediespind om at hans sygemelding var en personlig reaktion på mediernes dækning af sexovergrebssagerne og ikke hans måde, at komme en personlig suspendering i forkøbet. Endnu værre er det imidlertid, at den katolske kirke de facto accepterede, at Stephen Holm havde sin daglige gang i menighederne også efter at han endeligt officielt blev suspenderet. På denne måde kunne han, der havde etableret sig med noget nær en sektleders magt over sine sognebørn, nemlig lægge maksimalt pres på disse og bidrage til, at ingen skulle nyde noget af at stå frem og anmelde ham.

”Messedrengs” skildringer af politiets efterforskning giver indtryk af en politiindsats, der ikke var båret af den store iver og som i øvrigt blev hindret af de sektlignende forhold i Stephen Holms menigheder. Ej heller medierne slipper for kritik – således kulminerer Frederik Roeds skildring af mediedækningen med en rystende gennemgang af hvordan han blev snydt af Irene Thyrri fra DR 1, hvis udsendelse om sexovergrebssagerne, der vel hovedsageligt var et forsøg på at renvaske præsten Reinhold Sahner, de facto får fremstillet alle anklager mod alle katolske præster i Danmark som utroværdige.

Frederik Roed skåner ingen i sin bog. Ikke den katolske kirke og dens navngivne repræsentanter, ikke sin egen far og mor, og ikke mindst ikke sig selv. Han lægger ikke fingrene imellem når han skildrer sin egen angst, sorg, fortvivlelse, forvirring, usikkerhed, vrede og frustration. Det er lige præcis hans hudløse skildringer af de følelser, som er så typiske for mennesker, der har oplevet at blive misbrugt af en autoritetsperson som de holdt af og var nært knyttet til, der gør ”Messedreng” til en så troværdig fortælling.

Men ”Messedreng” er også en meget nedtrykkende læsning. For i den store sammenhæng har Frederik Roeds kamp vel været forgæves. Den katolske kirke er godt på vej til at lulle sig ind i visheden om, at alle slap med skinnet på næsen pga. forældelsesfrister, et ikke voldsomt engageret politi og til sidst en velvillig journalist fra DR 1. Og dermed er viljen til at tage et opgør med den kultur, som muliggjorde og fortsat muliggør sexovergreb i katolsk regi nok også forduftet.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post423

CPR-nummeret undertrykker transpersoner

AnmeldelserPosted by Karen M. Larsen Thursday, March 31 2011 11:23:49

Et kendetegn ved den danske velfærdsstatsmodel er ønsket om at samfundet skal have adgang til en stor mængde informationer om den enkelte borger. Og for at det skal være let for myndighederne at registrere og få adgang til disse informationer har man siden 1968 brugt de såkaldte personnumre (CPR-numre). Det sidste ciffer i borgerens CPR-nummer viser, om vedkommende er registreret som mand eller som kvinde. Hvilke konsekvenser har denne praksis for transpersoner – og hvorfor mener myndighederne, at det er nødvendigt, at CPR-nummeret siger noget om borgerens køn? Ja, det ser Beate Sløk-Andersen nærmere på i et universitetsspeciale med titlen ”Køn som infrastruktur” afleveret i oktober 2010. (http://www.thranesen.dk/artikler/KoenSomInfraktur.pdf )

Der kan ikke være nogen tvivl om at kravet om de kønnede personnumre er med til at gøre livet besværligt for mange transpersoner. Hvis ens CPR-nummer siger, at man er en mand, så giver det mulighed for mangle forviklinger f.eks. i forbindelse med kontakt til de offentlige myndigheder, hvis man identificerer sig som kvinde og går klædt som sådan – og omvendt. Forviklinger som transpersoner oplever som ydmygende og nedværdigende. Derfor er der da også i folketinget blevet rejst forslag om enten helt at fjerne kønsangivelsen i personnumrene eller i det mindste at gøre det lettere at få et andet personnummer end det, som man blev tildelt ved fødslen.

Men på trods af at en del politikere godt har kunnet se, at den nuværende ordning medfører store ulemper for transpersoner, har flertallet i folketinget ikke været til at hugge eller stikke i. Problemet er nemlig at det kønnede CPR-nummer trækker på en forestilling om, at der kun findes to køn og at borgeren kun kan tilhøre et af disse. En indstilling der bl.a. giver sig udslag i, at det ikke er muligt at give et nyfødt barn et personnummer hvis dets kønsorganer ikke entydigt kan kategoriseres som enten dreng eller pige.

Beate Sløk-Andersen prøver at forklare systemets mangel på vilje til at tilpasse sig de transkønnedes (og interkønnedes) behov vha. en inddragelse af en række teorier omkring forståelsen af f.eks. køn og seksualitet:

Susan Leigh Star har sammen med Geoffrey C. Bowker formuleret en teori om det de kalder for samfundets infrastruktur. Ideen er, at de forskellige kategorier som et samfund opdeler dets borgere i, så som f.eks. køn, udgør en infrastruktur i samfundet, der skal sikre, at vi kan håndtere virkeligheden på en nem og uproblematisk måde. Kategorierne fremstår som selvfølgeligheder i den grad, at de færreste i det hele taget tænker på dem i deres dagligdag. Denne infrastruktur er imidlertid kun uproblematisk for dem som den passer til. Dem der befinder sig i grænselandet, dem som kategorierne ikke passer til, bliver gjort tavse og må lide for at flertallet kan have det nemt.

Michel Foucault har en teori om at vor tids fokusering på ideen om at man enten er en biologisk mand eller en biologisk kvinde først ”opfindelses”, dvs. bliver til en del af samfundets forståelse af mennesket, da lægevidenskaben i løbet af 1800-tallet kommer til at blive den instans der har magten til at definere hvad det vil sige, at være menneske. Lægevidenskabens fokus på biologien skaber et behov for at kunne fastslå ethvert menneskes sande køn, der hævdes at være det samme som dets biologiske køn, så dets rolle i reproduktionen kan fastlægges og sikres.

Judith Butler har formuleret teorien om den såkaldte heteroseksuelle matrix. Ideen er at der af biologiske mænd forventes, at de optræder entydigt maskulint og at deres seksuelle begær er rettet mod biologiske kvinder. Af biologiske kvinder forventes det, at de optræder entydigt feminint og at deres seksuelle begær er rettet mod biologiske mænd. Matrixen opretholdes ved, at det enkelte individ via sin påklædning, valg af job og interesser, måde at tale på etc. konkret omsætter denne forventning. Dem der ikke lever op til matrixen, f.eks. lgbt-personer, bliver mødt med en række sanktioner. Det koster hvis man ikke kan eller ikke vil leve op til de forventninger som den heteroseksuelle matrix afspejler.

Judith Halberstam har udviklet den teori, at kroppens biologi sådan set ikke betyder så meget. Det der er afgørende er kroppens overflade, dvs. hvordan vi klæder os og generelt gebærder os. Hvis man på baggrund heraf bliver genkendt som værende af det køn, som man oplever som sit eget, så opnår man hermed også anerkendelse for at være den, som man mener, at man er. På den måde kan man ”snyde” biologien hhv. bryde med den biologiske tolkning af køn. Dog udgør de kønnede CPR-numre her et stort problem. For hvis personnumret ”afslører” at en persons biologiske køn ikke er identisk med den måde som vedkommende fremtræder på så kan det let blive ubehageligt for den berørte.

Hvad kan man så bruge al denne, unægteligt småtunge, teori til?

Ja, for det første kan man blive klogere på hvorfor tingene fungerer som de gør lige for tiden. F.eks. kan Foucaults teori hjælpe med til at forstå hvorfor det er så svært at få lov til at få et andet personnummer i Danmark. I dag skal man være kønsskifteopereret – hvad bl.a. indbefatter kastration – for at kunne få lov til at skifte det sidste ciffer i CPR-nummeret. Det er tydeligt, at systemet frygter at skulle stå overfor en gravid mand eller overfor en kvinde, der er blevet far. Kønnenes biologiske roller i reproduktionen må ikke blive udfordret!

På samme måde kan Judith Butler (og Foucault) hjælpe os til at forstå hvorfor samfundet så gerne vil bruge CPR-numret til at verificere en persons køn. Vores samfund er dybt præget af den tanke, at man skal kende en persons ”sande”, dvs. biologiske køn, så at man kan kategorisere denne entydigt. Flertydighed truer systemet. Og afvigelser fra den heteroseksuelle matrix skal kunne sanktioneres!

Og Judith Halberstam kan gøre os klogere på hvordan man som transperson kan forsøge, at undslippe det som mange tror er biologiens diktat – men også på hvordan den nuværende CPR-nummer ordning vanskeliggør denne undergravning af systemet.

For det andet, og det er måske sågar endnu vigtigere, så viser Susan Leigh Stars og Geoffrey C. Bowkers teori at den nuværende kønsinfrastruktur bygger på, at vi tager forholdene for givne og at det antages, at systemet er godt for alle. Ved at påvise, at tingene lige præcist ikke er givet af naturen – men er menneskeskabte forhold der faktisk er med til at ødelægge livet for nogle mennesker, kan vi bryde tavsheden og tage kampen op mod marginaliseringen.

Transaktivister har taget kampen op, og hvis oppositionen holder de løfter som den kom med i forbindelse med den nyligt afholdte høring på Christiansborg om transpersoners situation så vil vi, hvis vi får en ny regering, kunne regne med tiltag, der bl.a. vil gøre det lettere for transpersoner at skifte personnummer.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post419

Kampen om homoægteskabet

AnmeldelserPosted by Karen M. Larsen Wednesday, February 09 2011 20:30:30

Når man som undertegnede deltager i debatten om homoseksuelles rettigheder, herunder retten til ægteskab, kan man sommetider godt miste det store overblik. Optaget som man er med at finde argumenter og modargumenter har man sjældent tid til at analysere selve de logikker, som ligger bag debatten. Men heldigvis er der så andre, der kan gøre det for en, som f.eks. Christian Wolter Andersen, der har skrevet et universitetsspeciale med titlen ”Gay rights in Europe – a critical discourse analysis of public debates concerning same-sex marriage in Denmark and Austria”.

Christian Wolter Andersen kaster sig i sit speciale ud i at sammenligne de argumenter, der blev fremført i forbindelse med folketingsdebatterne i foråret 2010 om indførelsen af homoægteskabet med parlamentsdebatten i Østrig i 2009 om indførelsen af et registreret partnerskab. Men før han kaster sig over de konkrete udsagn forsøger Christian Wolter Andersen at opridse nogle teoretiske redskaber til brug for en sådan analyse.

Først tager han fat i et begreb som kaldes for ”diskurs”, en diskurs er en måde hvorpå man f.eks. taler om et bestemt fænomen, en bestemt problemstilling, en særlig gruppe etc. Dernæst kaster Christian Wolter Andersen sig over en række kendte forskeres teorier. Vi præsenteres f.eks. for Foucault, der lagde vægt på den magt der består i at have retten til at definere ting, forhold etc. En sådan magt har ingen en gang for alle, men den opnås i en stadig konkurrence med konkurrerende holdninger. Imidlertid kan man tale om at der er forskellige epoker. Hvad der er den almindelige eller den dominerende antagelse i en epoke kan være uacceptabelt i en kommende. F.eks. kæmper politikere og i stigende grad homoseksuelle aktivister om retten til at definere homoseksualitet. Og her spiller debatten om homoægteskabet en stor rolle. For homoseksuelle aktivister er homoægteskabet en vigtig milepæl i kampen for accept af homoseksuelle – et offentligt anerkendt homoægteskab vil alt andet lige betyde, at de homoseksuelle vil have vundet kampen om homo-diskursen – mens modstanderne af samme grund er imod homoægteskabet, fordi et sådant vil betyde, at dem der ikke kan eller vil acceptere, at homoseksuelle er ligeværdige med heteroseksuelle, vil miste kontrollen med den offentlige mening.

En anden (af mange) teoretikere som Christian Wolter Andersen kommer ind på, og som jeg vil nævne her, er Mary Douglas, der fremhæver, at de menneskelige samfund har brug for at kategorier, så de kan håndtere virkeligheden. Især lægger hun vægt på kategorierne ”ren” og ”uren”, da de i mange kulturer spiller en væsentlig rolle for hvordan man omgås andre mennesker og ens omverden. Hvad der er ”rent” og ”urent” kan imidlertid være til debat – og i forhold til homoseksuelle drejer debatten sig om hvorvidt homoseksuelle skal placeres i kategorien ”uren”, ”ren” eller noget midt i mellem.

Mht. den konkrete debat gør Christian Wolter Andersen opmærksom på, at ingen af politikerne i Danmark eller Østrig betegnede homoseksuelle som f.eks. syndere, unaturlige, perverse eller på anden måde brugte direkte nedværdigende udtryk. Det er en interessant iagttagelse, selvom jeg ikke deler hans forestilling om at det er EU’s antidiskriminationslovgivning som har medført, at man som politiker ikke længere tør eller vil bruge sådanne udtryk om homoseksuelle offentligt. I hvert fald ikke når man taler om Danmark. Snarere er det et udtryk for at vi i dag lever i en epoke hvor man i Vesteuropa ikke offentligt kan udtrykke sig markant homofobisk uden at måtte regne med en ligeså markant modstand. Kunsten bliver derfor at få sagt at homoseksuelle parforhold ikke er gode nok uden at få sagt noget åbenlyst negativt om homoseksuelle – hvad diverse politikere som f.eks. Jesper Langballe så med større eller mindre held forsøger sig med.

En anden interessant iagttagelse er, at mens modstanderne af et homoægteskab var klart i defensiven i den danske folketingsdebat så var det tilhængerne af et registeret partnerskab, som var i defensiven i den østrigske parlamentsdebat. Om end det så også må siges, at forslagene om diverse versioner af homoægteskabet som bekendt blev stemt ned i Folketinget, mens det registrerede partnerskab blev vedtaget af det østrigske parlament.

Christian Wolter Andersen mener at denne forskel skyldes kulturelle og især religiøse forhold. Han opstiller den hypotese, at protestantisk kristendom, som er den dominerende religion i Danmark, vægter den enkeltes frihed og ansvar, mens katolsk kristendom, som er den dominerende religion i Østrig, lægger vægt på at individet skal underkaste sig den kollektive moral.

Så simpelt er det nu nok ikke. Som bekendt er der masser af protestanter verden over, der er modstandere af et homoægteskab og i denne forbindelse bruger en argumentation, der er identisk med den som den katolske kirke fremfører. Til gengæld er den katolske kirkes indflydelse på det østrigske samfund voldsomt aftagende, bl.a. pga. diverse sexovergrebsskandaler, hvad jo også viser sig i, at man tros alt langt om længe kunne få indført et registeret partnerskab i Østrig.

At modstanderne af et homoægteskab var i defensiven i folketingsdebatten hænger nok snarere sammen med, at Danmark jo allerede i 1989 indførte et registreret partnerskab og at en række efterfølgende lovændringer, især i den senere tid, har skabt næsten fuld ligestilling mellem registrerede par og ægtepar. Når nu lovgivningen noget nært ligestiller homoseksuelle og heteroseksuelle par, og når man af politiske årsager ikke tør eller vil stille spørgsmålstegn ved den nuværende lovgivning, ja så er det svært at finde gode argumenter for at vi ikke bare kan have én ægteskabslovgivning for alle par, uanset kønsmæssig sammensætning. (Mens debatten i Østrig gik ud på om samfundet skal indføre en eller anden form for anerkendelse af homoseksuelle par eller ej). Men lige netop pga. kampen om diskursen var det vigtigt for modstanderne af et homoægteskab at få skudt en lovændring ned. Selvom indførelsen af det registrerede partnerskab nemlig fjernede homoseksualitet fra kategorien ”uren”, i hvert fald i juridisk forstand, så sikrede man sig, at homoseksualitet heller ikke blev placeret i kategorien ”ren” sammen med heteroseksualiteten, i stedet fik man homoseksualitet placeret i en mellem kategori. Ikke uren, dvs. forkert, men heller ikke helt ren, dvs. rigtig på samme måde som heteroseksualiteten. Kampen mod homoægteskabet kan altså ses som en kamp mod at homoseksualitet i den offentlige diskurs kommer til at fremstå som ligeværdig med heteroseksualitet.

Christian Wolter Andersens speciale er alt i alt spændende læsning – så spændende, at det er en skam, at det ikke er frit tilgængeligt på internettet.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post411
Next »