Karenmlarsen

Karenmlarsen

Om bloggen

Denne blog har fokus på forhold vedrørende feminisme, homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle samt en kritisk analyse af heteroseksualiteten.

Advokatundersøgelsen af den katolske kirke - en kritisk analyse

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Saturday, June 16 2012 15:32:55

Den 8. juni 2012 udkom den længe ventede uvildige advokatundersøgelse af den katolske kirke i Danmarks håndtering af sexovergrebssager.

Måske fordi den katolske kirke i Danmark valgte at offentliggøre undersøgelsen samme dag som EM i fodbold blev blæst i gang og trepartsforhandlingerne brød sammen fik rapporten ikke den mediedækning den havde fortjent. Selvom rapporten nemlig ikke er uproblematisk så giver den dog alligevel et indblik i hvor dårligt den katolske kirke har håndteret sådanne sager, der ikke har været nær så sjældne som man gerne vil gøre dem til.

Advokatundersøgelsen er en lang sag på 252 sider fordelt på to dele. Første del er en meget lang (102 sider) introduktion til selve gennemgangen af sagerne. I første del gengives undersøgelsens baggrund og kommissorium, forløbet af undersøgelsen, den katolske kirkes opbygning, samfundets og den katolske kirkes love af relevans for undersøgelsen, generelle oplysninger om sexovergreb og sexovergrebshåndtering og forebyggelse i Danmark, katolske præsters (manglende) uddannelse mht. at forebygge overgreb og mistanke om sådanne samt den katolske kirke i Danmarks politikker mht. håndtering af og forebyggelse af sexovergreb mod børn og unge i katolsk regi. Til sidst kommer så en evaluering af den katolske kirkes politikker samt håndtering af de konkrete sager som undersøgelsen dernæst nærmere beskriver i dens 2. del.

Mht. advokatundersøgelsen så er det vigtigt at være opmærksom på at nok hedder den ”advokatundersøgelse af seksuelle krænkelser begået af præster og andre medarbejdere i den katolske kirke i Danmark samt kirkens behandling af henvendelser herom”, men reelt set er der stort set kun tale om en undersøgelse af hvad det katolske bispekontor har ladet undersøgeren få indblik i samt interviews med de berørte der har villet deltage og så kirkens ledelse. Undersøgeren har så vidt jeg kan se f.eks. ikke gennemgået de katolske skolers eller de tidligere katolske børnehjems arkiver, lige så lidt som man systematisk har gennemgået aviser fra den periode som undersøgelsen dækker for at se om der står noget om nogen sexovergrebssager i katolsk regi. Man har altså på ingen måde vendt hver en katolsk sten for at se, om der skulle ligge noget kryb under den. Og mht. det materiale fra det katolske bispekontor som man så har fået indblik i så skriver undersøgeren: ”I forbindelse med gennemgang af Den Katolske Kirke i Danmarks arkiver, herunder protokoller, har Undersøgeren i en række tilfælde konstateret, at det forelagte materiale fremstår ufuldstændigt og ikke entydigt systematiseret.” Undersøgeren vurderer det som et udtryk for sjusk snarere end for at man har tilbageholdt oplysninger. Hvad man bygger den antagelse på får vi ikke at vide, som læser kan man blot konstatere, at hvis nogen har villet tilbageholde noget, så har de haft god tid hertil. I henhold til rapporten starter undersøgeren først med at gennemgå bispekontorets arkiver den 15. februar 2012, dvs. 9 ½ måned efter at undersøgelsen blev sat i gang med biskoppens offentliggørelse af undersøgelsens kommissorium den 30. maj 2010.

Et bemærkelsesværdigt træk ved Advokatundersøgelsen er, at man bruger sider på at skrive om hvad man generelt ved om omfanget af sexovergreb i Danmark. Men i og med at man ikke kommer med et bud på hvor mange procent af den katolske kirke i Danmarks præster, der har været anklaget for sexovergreb, er det ikke muligt at afgøre om den katolske kirke har færre, flere eller lige så mange problemer med sådanne sager end f.eks. almindelige skoler eller idrætsforeninger har.

Mht. den katolskes kirkes politikker mht. håndtering og forebyggelse af sexovergreb så er det afgørende i mine øjne ikke om man kan skrive smukke ord på smukt papir men om man vil omsætte disse politikker i praksis. Mht. det første kan man se at man i hvert fald i ét tilfælde ikke har villet det, men mere om det senere.

Mht. selve sagerne så er der kun i ét tilfælde (sag 35) blevet fældet en dom (en sag om besiddelse af børnepornografi) og i et andet (sag 39) har en præst betalt en bøde for at undgå en retssag (en sag om blufærdighedskrænkelse af en mindreårig). De fleste af sagerne er blevet politianmeldt i forbindelse med at den katolske kirkes ledelse gik i panik da mediestormen rullede ind over den katolske kirke i foråret 2010. Her blev alle sager afvist af politiet fordi de var forældede eller (i enkelte tilfælde) ikke faldt ind under straffeloven. Det betyder ikke, at der ikke var nogen substans i disse sager. Det betyder, at de ikke er blevet undersøgt nøjere af politiet og at de ikke er blevet afgjort ved dom. Enkelte af sagerne virker som om de handler om rimeligt harmløse forhold, men en del handler om alvorlige anklager, der burde vække dyb bekymring, ikke mindst i de tilfælde hvor den anklagede stadig er i live og virker eller gerne vil virke som præst. Undersøgelsen viser at en ikke ubetydelig gruppe af mennesker og delvist deres familier sidder tilbage med sjælelige sår pga. oplevelser de har haft med katolske præster og enkelte andre medarbejdere for den katolske kirke. Flere har i øvrigt reageret på deres oplevelser ved at forlade den katolske kirke.

De anklagede præster og dem, der har klaget over dem, er anonymiseret og det samme er bynavne, ordensnavne mfl. for at sikre anonymiteten. I praksis virker denne anonymisering dog ikke særligt godt. De sager som har været oppe i medierne og hvor navnene på de anklagede præster er kommet frem er nemme at genkende i materialet. Jeg er i hvert fald sikker på at sag nr. 17 handler om Stephen Holm, sag nr. 18 handler om Hans Esmark, sag nr. 7 om Reinhold Sahner , sag nr. 29 om Leo Kertz og sag nr. 30 om Finn Arve. Men ud over at undersøgelsen afdækker klager mod nogle af disse præster som ikke er kendt i medierne ,hvor det også i nogle tilfælde vil være let af se hvem klageren er, så kan man i Advokatundersøgelsen også læse om sager som ikke har været oppe i medierne. Og også her kan man, hvis man har en vis viden om den katolske kirke, i nogle tilfælde godt se hvilke præster det må være tale om. Mht. personer som ikke allerede har været igennem mediemøllen som anklager eller anklaget er det i mine øjne problematisk, at man ikke har anonymiseret Advokatundersøgelsen i et sådant omfang at de berørte ikke uden videre kan genkendes af enhver med et rimeligt kendskab til den katolske kirke i Danmark.

Mht. de i medierne allerede kendte sager kommer Advokatundersøgelsen alligevel i alle tilfælde med nyt, der kan bidrage til at forstå sagerne og den katolske kirkes håndtering af dem. Mht. sagerne mod Stephen Holm (der behandles fire sager ligesom det nævnes, at man har fravalgt at behandle endnu to sager) var to af disse sager blevet meldt til den katolske kirke i 2008. Her gav den katolske kirkes fagetiske råd udtryk for at klagerne virkede troværdige og sagerne bliver da også taget op som en intern katolsk undersøgelsessag. På trods af at kirkens egen fagekspertise altså siger god for klagerne tillader Niels Engelbrecht og biskoppen uden kommentar at Stephen Holms advokat truer klagerne med en injurieretssag. Og da den ene klager dernæst trækker sig fra sagen og den anden giver udtryk for at han har sagt de sidste ord i sagen stopper Niels Engelbrecht og biskoppen uden videre undersøgelsessagen, som om det var det, som man havde ventet på. Her har den katolske kirkes ledelse klart svigtet i forhold til dens da allerede gældende retningslinjer for håndtering af sexovergrebssager, ifølge hvilke de krænkede skal have en advokat/bisidder stillet til rådighed ligesom man, da det kommer til den konkrete konfrontation med præsten, også fraviger princippet om at man skal tro på den der klager, i det man går med til hvad der ligner en klar mistænkeliggørelse af den ene klager. I øvrigt må jeg med undersøgeren undre mig over at man på intet tidspunkt undersøger om Stephen Holm har opført sig problematisk overfor andre af de mange andre unge mænd, der i kortere eller længere perioder har boet i hans præstegård. Ligesom det er bemærkelsesværdigt, at man efter at sagerne i 2008 blev indstillet ikke gav ham tjenestelige pålæg, der kunne bidrage til at formindske risikoen for opkomsten af nye sager.

Mht. sagerne (i alt fire) mod Hans Esmark, ser vi måske det allermest alvorlige svigt begået af den katolske kirkes ledelse. Den alvorligste af anklagerne involverer nemlig en ung mands selvmord. Hans forældre henvender sig først til biskoppen (der dengang hed Hans Martensen). Efter to måneder anmelder de også sagen til politiet. Kirkens reaktion er her, at man helt overlader kommunikationen med forældrene til Hans Esmarks advokat (der øjensynligt blev betalt af nogle af hans støtter i menigheden). Denne advokat skriver på en stærkt nedladende og truende måde til forældrene, der hernæst ikke længere tør gøre noget i sagen, hvorefter biskoppen roser ham for hans indsats! I øvrigt havde biskoppen planer om at forflytte Esmark (her genkender man et mønster fra mange af de udenlandske sager) men han får mobiliseret menighedsrådet og andre støtter i menigheden så det ender med at han kan forblive i sit sogn. Det er nærmest grotesk i hvilket omfang biskoppen her lader sig trække rundt ved næsen af den anklagede præst og dennes støtter.

Mht. sagerne om Reinhold Sahner og Leo Kertz kan man i begge tilfælde se, at der har været tale om flere klager end dem, der har været oppe i medierne. Mht. sidstnævnte er sagen fra medierne faktisk slet ikke blevet behandlet af advokatundersøgelsen ligesom man også har udeladt en anden sag, der ligger udenfor undersøgelsens tidsramme. Den sag der behandles i Advokatundersøgelsen har så vidt jeg kan se ikke været kendt i pressen. Og det var denne sag og ikke den fra pressen, der udløste at Leo Kertz blev midlertidigt suspenderet. Mht. Reinhold Sahner er det interessant at Niels Steensens Gymnasiums ledelse ikke har villet deltage i undersøgelsen. Måske fordi man godt er klar over, at sagen om hans adfærd overfor mandlige elever også i høj grad er en sag om ledelsessvigt på dette private gymnasium?

Mht. sagen om Finn Arve så er den for så vidt interessant fordi der slet ikke er tale om en sag, der handler om sexovergreb eller grænsesøgende adfærd men i stedet for om at et medlem af hans menighed havde fundet en pornografisk novelle skrevet af ham på hans computer. Menighedsmedlemmet går så til menighedsrådet med sagen og der bliver kæmpe ballade. Nu er det klart ikke passende for en katolsk præst at skrive pornografiske noveller, men da Finn Arve ikke havde sendt dem til menighedsmedlemmer kan man godt undre sig over hvorfor biskoppen vælger at lade sagen gå videre til Rom, hvad han ikke har gjort i nogle af de andre alvorligere sager, f.eks. den hvor det viste sig at en præst har fået en dom for besiddelse af børnepornografi.

Mht. de sager som ikke har været oppe i medierne, ja så er der nogle, som virker alvorlige, f.eks. to sager om piger, der bliver udsat for sexovergreb der går ud over befamlinger (sag 4 og 10 ). Og der er endnu en sag, som involverer en mands selvmord (sag 15).

Generelt kan man sige, at den katolske kirkes ledelse var ret så passiv, når der blev klaget til den om sexovergreb ligesom man ikke på noget tidspunkt synes at have gjort noget, når rygter svirrede rundt om en præst. Og når anmeldere bad kirkens ledelse om ikke at inddrage de verdslige myndigheder eller når de ikke længere ønskede at gå videre med sagen, så blev disse ønsker altid fulgt. Øjensynligt har den katolske kirke kun villet reagere når klagere var insisterende – nemlig med at lade præstens advokat true folk til tavshed (se sag 17 og 18)

Der er dog to interessante undtagelser fra dette mønster. Således er der en sag (sag nr. 5) hvor en ung mand fortæller om hvordan en på klagetidspunktet aktiv præst og medlem af en katolsk orden i sin tid som katolsk spejderleder havde misbrugt ham seksuelt. Biskoppen meddeler dette til paterens ordens forsatte. Og her må man sige, at der sker noget. Pateren bliver anbragt på et kloster i udlandet og gennemgår en grundig psykologisk screening. Man når frem til at han er uegnet til at virke som præst og han får valget mellem at blive anbragt i et kloster uden udadvendte aktiviteter eller at forlade ordenen. Han vælger så det sidste ligesom han ophører med at være præst. Se det kan man kalde at tage klager alvorligt! Om det var kommet til samme effektive tiltag hvis det havde været biskop Martensen eller Kozon, der havde stået for sagen, kan man godt betvivle.

Den anden sag, sag nr. 25, er også en interessant afvigelse fra den kirkelige ledelses passivitet. Her kommer en pensioneret katolsk præst med klager over sexovergreb begået af en unavngiven ungdomspræst i 1990’erne, der skulle være gået ud over fire unavngivne unge mænd. Klagen kommer i forbindelse med at den pensionerede præst kræver at få efterbetalt 381.000 kr. i manglende løn. Her vælger den katolske kirkes ledelse at melde sagen til politiet og det er dermed den eneste sag før kirkens ledelse gik panik i 2010, hvor kirkens ledelse har meldt en sag om mulige sexovergreb til de verdslige myndigheder. Og ikke nok med det, nej man havde sågar nedsat et medieberedskab og man udarbejdede en pressemeddelelse – nok i forventning om at præsten ville gå til medierne hvis han ikke fik sin vilje. Nu endte det med at præsten fik 50.000 kr. (som social foranstaltning som det hedder) og politisagen faldt til jorden. Når man følte sig truet kunne man altså godt gå til politiet, når det blot var tale om at beskytte børn og unge mod sexovergreb havde man ikke dette behov… Og hvorfor går man i den grad i panik over en sag, der tydeligvis har et klart element af afpresning og som derfor let burde kunne afvises? Det havde man vel ikke grund til hvis man havde fuld tillid til de præster, der virkede som ungdomspræster i 1990’erne?

Alt i alt er advokatundersøgelsen sørgelig læsning. Det er en lang fortælling om en kirke, hvis to seneste biskoppers reelle vilje til at beskytte børn, unge og voksne mod sexovergreb synes at have været begrænset. Og hvis man ser på den aktuelle håndtering af Stephen Holm, har man ikke indtryk af at man selv nu efter mediestormen og mange udsagn om at man vil gøre bod og bedring, brænder for at gøre sit yderste for at beskytte dem.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post478

Det onde i Gud og i os

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Monday, May 14 2012 19:43:52
I forbindelse med retssagen mod Breivik er den evigt gamle og evigt aktuelle debat om det onde blusset op igen. Forståelsen af hvad der er ondt, hvad ondskaben betyder og hvordan vi skal forholde os til den er et af de allermest centrale religiøse spørgsmål – der også i disse sekulariserede tider på ingen måde har mistet sin aktualitet.

Ud fra et sekulært perspektiv må man i sagens natur forklare Breiviks forbrydelse ud fra sekulære præmisser. F.eks. vil jeg hævde, at der er en klar sammenhæng mellem det indædte had til islam og muslimer, som man kan finde i radikale islamkritiske kredse, og Breiviks forbrydelse. Ligesom der i mine øjne også er en tydelig sammenhæng mellem det indædte had til jøder, som man kan finde fundamentalistiske muslimske kredse og så Toulouse morderens forbrydelse.

Tager man i stedet de kristne briller på vil sekulære forklaringer fortsat være relevante – men en forbrydelse som Breiviks vil også kunne ses som noget, der stikker dybere og peger hen på et fundamentalt eksistentielt problem, der er langt mere grundlæggende end de aktuelle versioner af hadefuld fanatisme. Breiviks forbrydelse kan ses som et udslag af det ondes eksistens, ja hærgen i vores verden. Hvordan kan man som kristen se på denne ondskab?

Ja, var en forbrydelse som Breiviks sket i Norge anno 1311 eller 1611 havde teologerne ikke været i tvivl. Breiviks forbrydelse ville være blevet tolket som udslag af Guds vilje. Breivik ville også der havde været en forbryder, men hans forbrydelse ville være blevet forklaret med at Gud ville straffe nordmændene for deres synder – eller med at han ville prøve deres tro. Breivik ville med andre ord været blevet tolket som Guds stok eller Guds pisk, der skulle tæske nordmændene til omvendelse og bod.

Et sådant monistisk syn på Gud, hvor Gud har ansvaret både for det gode og det onde, finder vi stadigvæk udbredt i jødedommen – og endnu mere i islam. I kristendommen er monismen siden oplysningstiden blevet omstridt og, i europæisk sammenhæng, rimelig upopulær. Gud har i moderne kristendom som udgangspunkt ikke ansvar for det onde. På den måde kommer Gud til at fremstå som ren kærlighed og godhed. Men prisen er, at Gud også kommer til at virke magtesløs. Hvis Gud ikke har ansvar for det onde, der sker i vores liv, hvis der ikke er en guddommelig mening med det, hvorfor forhindrer han det så ikke? Teodice problemet, altså det problem at Gud øjensynligt ikke forhindrer det onde, vokser jo mere vi distancerer os fra den straffende og testende Gud. Når Gud tillader at ondt, som han ikke ønsker sker, kan vi så regne med at han vil hjælpe os, når vi beder? Det kan vi i mine øjne ikke, vi kan kun håbe. Herrens veje er uransagelige – eller som det hedder i islam, Gud ved bedre. Vi må gøre hvad vi kan for at hjælpe hinanden og os selv – og så håbe på og med ydmyghed bede om Guds hjælp.

Men hvad så med os og det onde? Ja, Sørine Gotfredsen fik jo håret i maskinen for at skrive, at Breiviks ondskab findes i os alle. Nu er jeg alt andet end en fan af Sørine Gotfredsen, men her vil jeg nu give hende ret. Breiviks, Hitlers, Stalins og Maos ondskab findes i os alle. For som Jesus påpeger i Bjergprædikenen, så starter den store onde handling som f.eks. mord i det små. Det er de færreste, der bliver til mordere. Men hadet og grusomheden findes som frø i os alle. Enhver der har hadet har smagt på mordet, enhver som bare i et øjeblik har følt had rettet mod en hel befolkningsgruppe har smagt på massemordet. Enhver der bare en enkelt gang har kvalt sin samvittighed og lukket øjnene for et andet menneskes smerte har smagt på det der skete i Breiviks hoved da han trykkede på aftrækkeren.

Og når jeg skriver at det onde findes i os alle, så mener jeg det. Ikke bare dem, hvis religion, ideologi, meninger eller livsstil provokerer os har ondt i sig, men også dem, som vi føler et identitetsfællesskab med. Og så findes det onde ikke mindst i os selv. Også i mig.

Det er nemt at spejle sig i Breiviks ondskab og nå frem til den konklusion, at man heldigvis er et godt menneske. Især da hvis man hører til dem, der politisk og ideologisk befinder sig meget langt væk fra ham. At se i øjnene at det man tror på også kan bruges til ondt, og at man selv kan blive og alt for ofte også er et redskab for det ondes vækst i vores verden, er knapt så behageligt. Og det er værre endnu: vil man forbedre verden findes der ikke noget bedre sted at starte med end en selv.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post475

Munke og nonner i krise

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Saturday, April 21 2012 11:18:55

Det har skabt en vis opmærksomhed at Vatikanet har besluttet at gribe ind overfor den største konference for kvindelige ordenssamfunds ledere i USA. Årsagen er utilfredshed med denne konferences teologiske profil, der i konservative katolske kredse gælder for at være nærmest ulidelig progressiv. Men Vatikanet har i flere år haft et kritisk fokus på det kvindelige ordensliv i USA. Og det er sådan set også oplagt nok når man ser på de nøgne tal. I 1965 var der således 185000 nonner i USA. I år 2000 var tallet faldet til 103560 og af dem var næsten 60 % mere end 70 år gamle. Faktisk var antallet af nonner i USA, der var yngre end 50 år, nede på 6000!

Men det er nu ikke kun i USA, at der er problemer. Under Pave Johannes Paul II’s pontifikat faldt antallet af katolske munke og nonner i hele verden med 25 %. I mellem 2005 og 2006 faldt deres antal med hele 10 %. Men det er typisk i den vestlige verden, at det katolske ordensliv er i krise mens mange ordenssamfund blomstrer i den tredje verden.

Der kan ikke være nogen tvivl om at der er et tidsmæssigt sammenhæng mellem det drastiske fald i antallet af katolske munke og nonner i den vestlige verden og Det Andet Vatikankoncil. Om der er en årsagsmæssig sammenhæng er derimod noget mere omstridt.

I 1950’erne og starten af 1960’erne boomede ordenslivet som aldrig før. Men dette boom var ikke uden problemer. F.eks. skyldtes boomet delvist, at en del ordenssamfund var ukritiske mht. hvem de optog, der var om jeg så må sige mere fokus på kvantitet end på kvalitet. Mange ordenssamfund fik hhv. havde en markant ung profil – og dermed også mange munke og nonner, der aldersmæssigt ville være åbne for det ungdomsoprør som rullede ind over den vestlige verden i 1968. Dermed var grunden lagt for en del af de problemer, som kom til at præge det katolske ordensliv i tiden efter Det Andet Vatikankoncil.

Det andet Vatikankoncil satte sig for at reformere det katolske ordensliv. Der kan i mine øjne ikke herske nogen tvivl om, at en vis grad af reform var nødvendig. Et klassisk eksempel er f.eks. at mange kvindelige ordenssamfund pålagde deres medlemmer at gå med ordensdragter som passede dårligt sammen med de arbejdsopgaver de havde så som f.eks. sygepleje. Problemet var derfor ikke, at der ikke var brug for reform men, som med de andre af koncilets reformer, ting gik for stærkt og der var gennem slutningen af 1960’erne og det meste af 1970’erne rum for lige lovlig megen eksperimentering, der skabte usikkerhed og uro. Ofte var det nye og unge medlemmer af ordenssamfundene, der pressede på for meget omfattende reformer mens de ældre var mere usikre. Og når tingene ikke gik hurtigt nok valgte mange af de unge at pakke deres kufferter.

Især blandt de kvindelige ordener, som hovedsageligt arbejdede med sygepleje og undervisning, skete der i de vestlige lande en voldsom forandring. Det andet Vatikankoncils megen fokus på at kirken skulle engagerede sig for og med de fattige blev ofte forstået som at man skulle ophøre med at drive skoler for overklassen og i stedet begive sig ud i slumkvartererne for at møde de fattige. Man ville ikke længere bo i store ordenshuse men i stedet i små fællesskaber med måske kun 2-3 søstre. Og for at komme de fattige i møde skulle man ikke bære ordensdragt men i stedet almindeligt tøj.

Tanken var sådan set smuk nok. Men den indebar imidlertid mange problemer. Når et ordenssamfund droppede sine traditionelle opgaver som især undervisning mistede den dermed også kontakten til potentielle nye medlemmer. De undervisende ordener havde nemlig typisk rekrutteret nye medlemmer via deres skoler og gymnasier. De meget små ordensfællesskaber gjorde det vanskeligt eller direkte umuligt at havde et regelmæssigt fælles bønsliv, højtidelig timebøn var helt udelukket. Og dermed blev den spirituelle dimension af ordenslivet undermineret. Og når nonnerne og munkene smed ordensdragten gjorde de sig ikke bare usynlige, nej de mistede også den klare identitetsmarkør, som ordensdragten er.

Mere grundlæggende set var Det Andet Vatikankoncil præget af en bestræbelse på at fremhæve lægfolkets kald, værdighed og betydning. Dermed brød man med den katolske tradition med rødder helt tilbage til oldkirken som lagde vægt på, at livet som munk eller nonne er et mere helligt liv end livet som lægperson, i særdeleshed gift lægperson. Når livet som munk eller nonne ikke længere var det bedre valg hvorfor så vælge det i det hele taget, især når der blev åbnet op for at flere og flere opgaver indenfor den katolske kirke kunne varetages af lægfolk?

I den forstand kan man godt give Det andet Vatikankoncil et medansvar for at antallet af mænd og kvinder, der valgte at blive munk eller nonne, faldt drastisk efter koncilet – og at antallet af munke og nonner, der forlod ordenslivet, steg lige så drastisk.

Men det ville ikke være fair at give Det andet Vatikankoncil hele skylden for miseren. Ordenslivet blomstrer jo som sagt i Den tredje verden også, ja faktisk især i tiden efter koncilet. I stedet må man også se på de generelle økonomiske og sociale forandringer som præger den vestlige verden siden slutningen af 1960’erne. Den generelle velstandsstigning har f.eks. medført, at også arbejderklassen og den lavere middelklasse har fået nemmere adgang til højere uddannelser. Hvor det at blive præst, munk eller nonne i 1950’erne stadigvæk kunne være den eneste realistiske mulighed for at få en god uddannelse for mangen en ung katolsk mand eller kvinde, så har de i dag mange andre muligheder. Og den drastiske vækst i offentlige stillinger f.eks. indenfor sygepleje og undervisning har også medført, at de kan regne med at få et godt job bagefter. Den voksende materialisme og individualisme gør det heller ikke ligefrem lettere for ordenssamfundene at rekruttere nye medlemmer i den vestlige verden.

Nu er det som bekendt svært at spå, især om fremtiden. Men jeg vil alligevel vove den prognose, at ganske mange ordenssamfund, især dem der har eller havde fokus på undervisning og sygepleje, vil forsvinde fra den vestlige verden i løbet af de næste ti år. Mange af dem er nu definitivt på den forkerte siden af the tipping point hvad deres aldersmæssige sammensætning angår. Ordensfællesskaber hvor gennemsnitsalderen er 70 eller derover har ikke nogen realistisk overlevelseschance.

Fremtidens katolske kirke i vesten vil have markant færre munke og nonner end for en generation siden. De ordenssamfund der vil være vil have en markant konservativ profil og de vil have fokus på bøn frem for f.eks. undervisning og sygepleje. Det er nemlig førstnævnte type af ordenssamfund som i dag klarer sig godt. Men de klarer sig ikke så godt at de kan kompensere for de tab som de andre ordenssamfund oplever. Det katolske ordensliv vil ikke forsvinde, men det vil blive til en sjældenhed.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post472

Socialkonstruktivisme

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Sunday, February 26 2012 16:08:44
Socialkonstruktivisme spiller en væsentlig rolle indenfor moderne samfundsfaglig og humanistisk forskning. Uden for universitetsverdenen hører man imidlertid ikke så meget om socialkonstruktivisme og hvis, så bliver denne samfundsteori ofte fremstillet som en teori der befinder sig et eller andet sted i spektret mellem det åbenlyst latterlige og det seriøst samfundsskadelige.

Men hvad går socialkonstruktivismen ud på? Grundlæggende set går socialkonstruktivismen ud på at de samfund, som vi mennesker lever i, er blevet frembragt af mennesker. F.eks. er den demokratiske styreform som vi har her i Danmark i henhold til socialkonstruktivismen ikke dikteret af Gud. Demokratiet er heller ikke noget, som skyldes biologiske forhold. Demokrati som ide og som praksis er derimod noget som mennesker har frembragt. Og som et produkt af menneskers tanker, tale og handling er demokratiet foranderligt. Demokrati var for 100 år siden ikke det samme i Danmark som det er i dag, og hvis vi har demokrati i Danmark om 100 år vil det helt sikkert også være anderledes end i dag. Socialkonstruktivisme handler nemlig i høj grad også om at ting forandrer sig over tid.

Nuvel, at demokrati er et menneskeskabt fænomen er måske ikke så forfærdeligt kontroversielt. Socialkonstruktivismens påstand om at også forhold så som etnicitet, kønsroller og seksualitet er sociale konstruktioner møder derimod ofte heftig modstand. For det er en udbredt antagelse, at sådant er biologisk betinget.

Socialkonstruktivismen afviser denne påstand med henvisning til at f.eks. kønsroller og kønsforståelse afviger entydigt mellem forskellige kulturer og at de lige så sikkert kan siges at have skiftet over tid. Hos mange naturfolk har man opereret med mere end to køn. Ideen om at der kun er to køn, et forhold som ethvert barn kan se, passer altså ikke hvis vi først begynder at se på andre kulturer. På samme måde kan det påvises, at synet på køn også har udviklet sig over tid. I antikken, i middelalderen og i renæssancen var antagelsen den, at der faktisk kun findes ét køn, nemlig mandens. Kvindens køn var en ringere version af mandens og det både i fysisk og psykisk forstand. Man tænkte altså køn i kategorierne primær = manden og sekundær = kvinden. Siden slutningen af 1700-tallet slog en anden kønsforståelse igennem, den som vi stadigvæk finder i dag. Den går ud på at mænd og kvinder er hinandens polære modsætninger. Kvinden er ikke længere en ringere version end manden, hun er i stedets hans totale modsætning.

Nogen vil så sikkert indvende at vi da ikke kan se bort fra de biologiske realiteter. Her vil det socialkonstruktivistiske svar være, at selvfølgelig findes den biologiske virkelighed, vi har bare ikke nogen tolkningsfri tilgang til den. Hvis vi f.eks. ser på et fænomen som døden, så kan man jo med rette sige, at det en realitet som vi ikke kan ”snakke os ud af”, da den ubestrideligt er en del af virkeligheden. Dertil vil det socialkonstruktivistiske svar være, at døden i høj grad er en social konstruktion i den forstand, at der f.eks. er ganske mange forskellige tolkninger af døden. Er døden f.eks. slut, prut og enden på det hele eller er døden en dør ind til et andet, måske bedre liv end det vi har i dag? Betyder det forhold, at vi skal dø, at vi indtil da skal se at få nydt livet eller betyder det, at vi skal forberede os på det liv, der skulle komme efter døden? Nuvel, vil nogen sige, men det ændrer da ikke ved at døden er en biologisk realitet. Dertil må svaret ud fra en socialkonstruktivistisk indfaldsvinkel være, at jo, men hvilken biologisk realitet skal vi tage udgangspunkt i? F.eks. blev det for efterhånden nogen år siden vedtaget, at man i Danmark gælder for at være død når ens hjernefunktion er ophørt, det såkaldte hjernedødskriterium. Indtil da havde det såkaldte hjertedødskriterium været det gældende, altså den regel at man først er død når ens hjertefunktion er endegyldigt ophørt. Hvilken biologisk realitet som vi tager udgangspunkt i når vi skal afgøre om nogen er død er altså en norm fastsat af samfundet og ikke af naturen.

Betyder socialkonstruktivisme så at vi bare kan ændre alt? Hertil er svaret at ja, vi kan ændre f.eks. vores dødsopfattelse, vores kønsopfattelse og lignende. Det er ikke biologien, der bestemmer hvordan vi ser på os selv, det er vores syn på os selv, der bestemmer vores syn på biologien. Men i praksis er forandringer en mere kompliceret proces fordi vi som samfundsskabte individer lige præcist er betinget af det samfund, som vi er vokset op i og som vi lever i. Når jeg har dansk som modersmål og ikke behersker noget sprog så godt som dansk så er det ikke et resultat af min biologi. Mine gener betinger at jeg er født med evnen til at lære sprog, at det blev dansk og ikke fransk som blev mit modersmål er alene et produkt af at jeg voksede op i en dansksproget familie. Men jeg vil aldrig kunne opnå modersmålskompetence i kinesisk. Det vindue blev lukket allerede da jeg var i førskolealderen.

Der er altså noget, der er givet i vores liv og som vi ikke kan ændre, eller i hvert fald ikke helt ændre. Samfundet skaber os, men da vi også skaber samfundet bidrager vi også til at ændre på den verden som præger os.

  • Comments(2)//www.karenmlarsen.dk/#post470

Kampen mod homoægteskabet er en kamp for tvangsheteroseksualiteten

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Saturday, February 25 2012 13:11:20
Når man skal forstå den kamp som diverse repræsentanter for den religiøse og politiske højrefløj lige for tiden fører mod homoægteskabet er det en god ide, at se på de grundforestillinger som motiverer deres kamp og som danner fundamentet for deres argumentation.

Efter min vurdering er den ideologiske forudsætning for kampen mod homoægteskabet den såkaldte heteronormativitet. Med heteronormativitet menes den antagelse, at den rigtige seksualitet er den heteroseksuelle. Ideen er, at heteroseksualiteten er den naturlige, sunde, samfundsgavnlige og gudsvelsignede seksualitet. Heteronormativiteten opretholdes på forskellige måder. En måde er at usynliggøre positive alternativer til den heteroseksuelle livsstil. Det gøres f.eks. ved at medierne, reklamerne, populær musikken etc. kun eller næsten kun viser heteroseksuelle og deres kærlighed.

Heteronormativiteten bliver imidlertid også i høj grad opretholdt vha. forskellige former for sociale og juridiske tvangsmekanismer, i disse tilfælde kan man tale om tvangsheteroseksualitet. Tilråb og vold rettet mod homoseksuelle, der viser deres seksualitet i det offentlige rum, er en måde at presse folk til at leve heteroseksuelt. En anden måde, at presse folk væk fra livet som homoseksuel, er at bruge landets lovgivning til at fastslå, at samfundet kun kan anerkende den heteroseksuelle kærlighed.

Tvangsheteroseksualitetens virkemidler er afhængige af hvor stærk heteronormativiteten er i et samfund. Mest effektiv er tvangsheteroseksualiteten naturligvis hvis sex mellem to af samme køn er en strafbar handling. Er det ikke længere muligt at opretholde en sådan lovgivning så vil heteronormativitetens forkæmpere have fokus rettet mod at forhindre, at homoseksuelle bliver beskyttet af antidiskriminationslovgivningen (f.eks. med henvisning til at en sådan beskyttelse er et angreb på religionsfriheden) ligesom man vil kæmpe for, at homoseksuelle parforhold nægtes de juridiske og økonomiske rettigheder som heteroseksuelle ægtepar har. Mister tvangsheteorseksualiteten også disse redskaber vil dens forkæmpere forsøge, at forhindre statslig lovliggørelse hhv. anerkendelse af homoseksuelt forældreskab. Mister heteronormativiteten også denne bastion vil den sidste kampplads på det statslige område være en kamp mod at homoseksuelle skal få lov til at gifte sig.

Kampen mod homoægteskabet er altså kampen for at det stadigvæk skal koste noget, at være homoseksuel. Den pris homoseksuelle skal betale for at være anderledes er i de seneste år faldet hurtigt. Men er man styret af en heteronormativ tankegang er det vigtigt at fastholde, at det skal koste noget, at være anderledes. Er det ikke længere holdbart at kræve, at det skal koste frihed, job eller bolig at være homoseksuel og kan man ikke længere forhindre, at staten accepterer de homoseksuelle familier, så vil man insistere på at de homoseksuelle i det mindste skal betale den pris at staten ikke anerkender deres parforhold som ægteskab. Hvis staten ikke længere gør forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle par så mister heteronormativiteten sin statslige støtte.

Ægteskabet bliver ikke ødelagt af at homoseksuelle par kan blive gift. Men ægteskabsinstitutionens funktion som samfundets belønning for heteroseksualitet bliver ganske rigtigt ødelagt. De heteroseksuelt gifte par mister ikke en eneste af de juridiske og økonomiske rettigheder som der nu er forbundet med ægteskabet ved at homoseksuelle også kan gifte sig. Men de mister ganske rigtigt det privilegium at det kun er deres parforhold, der får samfundets fulde anerkendelse. Samfundet bryder selvfølgelig ikke sammen, hvis homoseksuelle kan gifte sig – men det er rigtigt, at homoægteskabet vil medføre tvangsheteroseksualitetens sammenbrud.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post469

Mit åndelige forbillede

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Saturday, February 18 2012 14:05:46
”Lehrer sind Vorbilder und Bilder sollte man aufhängen”. Denne tyske ”vittighed” syntes jeg var ret sjov da jeg gik i folkeskole. På dansk vil den hedde: ”Lærere er forbilleder og billeder skal man hænge (op). Det tyske ”aufhängen” kan både betyde hænge op (på en væg f.eks.) og hænge nogen i en galge eller lignende. Se, at jeg dengang kunne lide denne vittighed siger nok noget om hvordan jeg havde det med mine lærere i folkeskolen. Der var kun få, som jeg holdt af og igen, som jeg i ville opfatte som forbilleder for noget som helst. I gymnasiet blev det bedre, og der havde jeg to lærere, som jeg i dag til dels har, om ikke som forbilleder så dog som inspirationskilder, for mit eget virke som gymnasie- og hf-lærer. Men stadigvæk har jeg det ikke så godt med ”forbilleder”. Da en kursist engang fortalte mig, at jeg var hendes store forbillede, blev jeg næsten helt bange. Jeg gør jo hvad jeg kan for at være en god lærer, men et menneskeligt (her sågar religiøst) forbillede ser jeg mig ikke som. Det ansvar er næsten for stort til at blive båret på mine små næsten ikke eksisterende skuldre. Ej heller ved jeg, hvem mit forbillede i almen menneskelig forstand skulle være. I en verden der er så foranderlig som vores synes jeg, at det er svært, at skulle gribe fat i ét bestemt menneske og sige, ”sådan vil jeg også være fuldt og helt”. Snarere så tror jeg, at det er bedre, i hvert fald for mig, at lade sig inspirere at forskellige mennesker fra forskellige tider, kulturer og traditioner.

At finde åndelige forbilleder vanskeliggøres for mig også af to andre forhold: Jeg er kvinde, og jeg er homoseksuel.

Kirkehistorien kender til store åndelige personligheder, der var kvinder. Kvinder som Theresa af Avila og Hildegard af Bingen (der i øvrigt begge kunne elske kvinder med stor lidenskab) var så afgjort stærke kvinder, som jeg ser op til. Men afstanden i tid og mentalitet og ikke mindst religiøse og sociale udfoldelsesmuligheder for kvinder er for stor til at de i mine øjne kan være egentlige forbilleder.

Homoseksuelle kristne er først rigtigt blevet synlige i de seneste årtier. Mangel på synlighed har også gjort, at vi mangler synlige forbilleder. Jeg kender dog efterhånden en del homoseksuelle kristne. Noget egentligt forbillede har jeg ikke fundet, men mange er stærke personligheder med en stærk tro. Man kan altid lade sig inspirere af andre, der er gået og går samme eller en lignende livsvej som en selv. Det var bl.a. også derfor, at jeg i sin tid udgav bogen ”Enhver, som elsker, kender Gud”, hvor 13 kristne homoseksuelle, mig selv inklusive, fortæller om vores liv og tro.

Hvis jeg skal udpege én person, der så alligevel er mit åndelige forbillede, så er det Jesus. For nok er også han en historisk person, men samtidigt hermed er han hævet over tid og sted. Som Gud har han frelst mig – og som menneske viser han mig vejen til Gud, der er ham selv. Af ham har jeg lært at jeg skal elske alle mennesker betingelsesløst, fordi han elsker mig betingelsesløst.

I min hverdag erfarer jeg hver eneste dag, at jeg kommer til kort i forhold til dette kald. Derfor har jeg også dagligt brug for den tilgivelse som han har lovet mig.

I min dagligdag forsøger jeg, at huske på Jesus. Ligesom jeg dagligt fortæller min kone, at jeg elsker hende, så fortæller jeg ham dagligt, at jeg elsker ham. Jeg beder ikke lange bønner. Ud over en lille morgenbøn, en lille aftenbøn og bordbøn prøver jeg i stedet, at sende ham små kærlige tanker i løbet af dagen. På den måde bliver Jesus nærværende i min dagligdag.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post467

Da forsvar for ægteskabet var kætteri

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Tuesday, February 07 2012 18:58:26
I år 393 blev munken Jovinian højtideligt dømt som kætter ved en synode først i Rom og siden i Milano. Og som en følge heraf udsendte kejseren i 398 et dekret om at Jovinian først skulle piskes og dernæst sendes i eksil.

Men hvad var det så som den stakkels munk havde sagt, siden han blev mødt med en så stræk kirkelig og verdslig modreaktion? Den altafgørende grund til at Jovinian blev dømt som kætter var, at han havde hævdet, at jomfruer i Guds rige ikke vil modtage en større belønning end gifte kvinder og at han generelt lærte, at ægteskabet var ligeværdigt med livet i cølibat. Det var Jovinians ønske om at ligestille ægteskabet med cølibatet frem for at fremhæve det sidste på bekostning af det første, som var den afgørende grund til at han blev dømt som kætter, selvom han også havde andre, for datiden kontroversielle synspunkter, så som at der ikke er større belønning forbundet med at faste end ved at spise og at dem, der i tro har modtaget dåben, ikke vil kunne overvindes af Satan.

Den kirkelige og verdslige dom over Jovinian var kulminationen på en debat om forholdet mellem ægteskab og cølibatet som havde raset i kristendommens første tre århundreder.

Hovedproblemet var at Det Nye Testamentes skrifter ikke indeholder et entydigt syn på ægteskabet. Jesu afvisning af skilsmisse, som man finder i Matt. Kap. 19, kan ses som et forsvar for at ægteskabet er en del af Guds skabelsesorden. Men samtidigt hermed taler Jesus i samme kapitel om dem, der ”har kastreret sig selv for himmelrigets skyld” (hvad er en mere ordret oversættelse af Matt. 19,12 end den som vi finder i Det Danske Bibelselskabs Bibel). Han fremhæver i Luk. 14,26, at ingen som ikke hader fader og moder, hustru og børn, broder og søster kan være hans discipel. Og i Mark. 12,25 (med paralleltekster i Matthæus og Lukas) fremhæver Jesus, at man i Guds rige ikke vil kende til ægteskab men i stedet vil leve som englene. Og ikke mindst Paulus meget kritiske syn på ægteskabet som fremgår af 1. Kor. Kap. 7 var en væsentlig kilde til ægteskabskritik i den tidlige kristendom.

Allerede i det første århundrede dukkede der i kristne sammenhænge grupperinger op som var kendetegnet ved en overbevisning om at den fysiske verden ikke var skabt af den sande Gud og at man som kristen derfor radikalt skulle bryde med den fysiske verden, f.eks. ved at leve som vegetar og ved at leve i cølibat. Disse bevægelser, som man kan betegne som en tidlig version af gnosticismen, udgjorde en seriøs udfordring for det, som senere skulle blive til den etablerede kristendom. Troen på at den fysiske verden var skabt af en anden Gud end den sande Gud ville uundgåeligt fører til et radikalt brud med jødedommen og en forkastelse af de jødiske skrifter, som størstedelen af den tidlige kristendom opfattede som Guds ord. Og kravet om at alle kristne skulle afstå fra ægteskab og sex var uforeneligt med de romerske borgerpligter, der bl.a. indbefattede pligten til at gifte sig og få børn. Det er derfor ikke så mærkeligt, at man allerede i de såkaldte pseudopaulinske skrifter (dvs. skrifter som udgiver sig for at være skrevet af Paulus men ifølge den moderne bibelforskning er forfattet af andre skribenter) kan finde et klart forsvar for ægteskabet, hvor Efeserbrevet kap. 5 er det mest kendte eksempel.

Generelt blev afvisningen af den radikale encratisme (askese) et vigtigt kendetegn ved den tidlige ”katolske” kirke. Man ønskede ikke et radikalt brud med jødedommen eller det romerske samfund. For den i stadigt grad mere bispestyrede kirke var den radikale encratisme også et problem fordi man her mente, at den kirkelige autoritet ikke afhang af ens embede men af hvor helligt man levede (som asket). Og sidst men ikke mindst så så den tidlige ”katolske” kirke med stor bekymring på den radikale encratismes velvilje overfor at give kvindelige asketer ledende roller i menighederne. Forsvaret for ægteskabet gik derfor typisk hånd i hånd med påstanden om, at kvindens underordning under manden i ægteskabet såvel som i kirken var et udslag af skabelsesordenen.

Allerede i begyndelsen af det andet århundrede kan man se at den almen anerkendte holdning indenfor den tidlige ”katolske” kirke var, at man kun måtte gifte sig for at få børn. Enhver anden motivation for den ægteskabelige seksualitet var syndig. Hvis dette krav blev opfyldt, ja så mente f.eks. Ignatius af Antiokia (30-107) imidlertid, at livet som gift var ligeværdig med livet i cølibat.

Kampen mod den radikale encratisme medførte midlertid ikke, at den forsvandt. Og en mere moderat encratisme fik i løbet af 200-tallet og 300-tallet gehør i kristne sammenhænge. Den moderate encratisme anerkendte at den fysiske verden var skabt af den ene sande Gud. Den anerkendte også ægteskabet som oprindeligt indstiftet af Gud. Påstanden var imidlertid, at syndefaldet havde udløst en så seriøs fordærvelse af seksualiteten, at livet i cølibat var at foretrække. Vigtige tidlige teologer som Tertullian (ca. 160-225) og Origenes (185-254) var afgørende for at disse tanker fik mere og mere gehør. Kampen kom derfor mere og mere til at handle om hvor meget dårligere man kunne fremstille ægteskabet i forhold til cølibatet uden, at man dermed gjorde sig sårbar for anklager om at man var en gnostiker.

En interessant detalje i denne kamp er udviklingen i synet på Maria, Jesu moder. Allerede i midten af 100-tallet synes det at have været alment anerkendt indenfor kristendommen, at Maria var jomfru før hun undfangede Jesus. For f.eks. Tertullian og Origenes var det imidlertid også vigtigt, at fremhæve, at Maria også efter at hun havde født Jesus levede i cølibat. På denne måde kunne Maria fremhæves som forbilledet for alle kristne jomfruer samtidigt med, at man kunne understrege, at livet i cølibat var mere helligt end at have sex indenfor ægteskabets rammer. Dog gjorde de begge meget ud af at fremhæve, at Jesus da han blev født gennembrød Marias jomfruhinde og hun derfor ikke var jomfru efter at hun havde født Jesus. For hvordan kunne Jesus være et sandt menneske med en sand krop uden, at hans fødsel medførte, at Marias jomfruhinde blev brudt? Kirkefaderen Ambrosius (ca. 337-397), der her var inspireret af et ikke kanonisk evangelium (Jakobs protoevangelium), insisterede imidlertid på, at Maria ikke blot var jomfru før hun fødte Jesus, men også mens hun fødte ham og efter, at hun havde født ham. Denne forestilling, der i øvrigt forsat er en del af den katolske kirkes troslære, var en radikal understregning af hvor vigtig og hellig jomfrueligheden er. At Maria skulle have født Jesus på en normal måde og at hun i fysisk forstand ikke skulle have været jomfru efter Jesu fødsel, var for Ambrosius uforenelig med såvel Marias som Jesu hellighed.

Jovinian opponerede mod Ambrosius og andre af hans samtidiges dyrkelse af jomfrueligheden, herunder Marias, på bekostning af ægteskabet. Hans motiv var efter alt at dømme at beskytte kristendommen mod det radikalt encratistiske kætteri og mod andre gnostiske tendenser– men tiden var imod ham og han endte altså med selv at blive dømt som kætter.

Dommen over Jovinian fik en stor betydning for den sene oldkirkes og for middelalderkirkens syn på ægteskab og cølibat. Kirkefaderen Augustin (354-430) bakkede således op om dommen. Han mente, at ægteskabet var indstiftet af Gud og at Adam og Eva havde haft et ægteskabeligt samliv i Paradiset (hvad ellers var et meget omstridt tema i oldkirken). Men Augustin hævdede, at sex i paradiset udelukkende havde været styret af viljen til at opfylde Guds bud om at mennesket skulle mangfoldiggøre sig. Det seksuelle begær derimod var et resultat af syndefaldet og belastet af synd. At leve i cølibat var derfor klart det bedre valg.

Og da reformationen bl.a. medførte et angreb på læren om at cølibatet er bedre end ægteskabet svarede koncilet i Trient, der definerede den katolske kirkes reaktion på reformationen, igen med højtideligt at fordømme dem, der påstår, at ægteskabet er at foretrække frem for cølibatet eller som påstår, at der ikke er større velsignelse ved at leve i cølibat frem for at gifte sig. Faktisk er det først i tiden efter Det 2. Vatikankoncil, at det i katolske kredse er blevet almen anerkendt, at ægteskabet er et ligeværdigt kald i forhold til cølibatet.


Kilde – hovedsageligt men ikke udelukkende David G. Hunter: Marriage, Celibacy, and Heresy in Ancient Christianity – The Jovinianist Controversy, Oxford University Press 2009.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post463

Fremtidens katolske kirke del 10 - udfordringen fra pinsekristendommen

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Tuesday, November 22 2011 13:51:25

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans ni første fremtidsscenarier: fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, fremtidens katolske kirke vil være evangelikal, den muslimske udfordring, den demografiske udfordring, lægfolkets rolle vil vokse, udfordringen fra bioteknologiens fagre nye verden, udfordringen fra globaliseringen, fremtidens katolske kirke vil være grøn og udfordringen fra den multipolære verden. I dette indlæg vil jeg skrive om John L. Allens sidste fremtidsscenarie, nemlig udfordringen fra pinsekristendommen.

Som pinsekristendom kan man betegne kristendomsformer, der forbinder en udtalt bibeltroskab og konservative moralske værdier med et fokus på ”Åndens gaver” så som tungetale, profeti og helbredelser, ligesom man også lægger vægt på kampen mod dæmonerne. Kontroversiel er en udbredt tendens til at prædike fremgangsteologi eller noget der ligner, altså at insistere på, at dem der har den rette tro vil blive velsignet med materiel rigdom og et godt helbred. Kontroversiel er også visse pinsekristne menigheders såkaldte ”oneness” lære, som nedtoner forskellene mellem de tre personer i treenigheden til fordel for en insisteren på at Gud er ét åndeligt væsen.

Selvom skønnene over antallet af pinsekristne i verden er noget forskellige (mellem 150 millioner og 380 millioner) kan der ikke være nogen tvivl om, at pinsekristendommen udgør den hastigst voksende kristendomsform i verden. Især har pinsekristendommen bidt sig godt fast i den tredje verden. Derudover findes der en række såkaldte karismatiske kristne i de andre kristne trossamfund, herunder den katolske kirke, der forsøger, at forbindelse pinsekristendom med deres egen kristne tradition.

For den katolske kirke er situationen den, at pinsekristne primært i den tredje verden, fremtidens vækstområde for kristendommen, har en tendens til at gå på strandhugst blandt katolske kristne. Ikke mindst i Sydamerika er der tale om en ganske alvorlig udfordring. Et studie foretaget af CELAM (en sammenslutning af alle sydamerikanske bispekonferencer) i slutningen af 1990’erne viste, at der dagligt er 8000 sydamerikanere, der forlader den katolske kirke, de fleste til fordel for pinsekristne menigheder. Noget firkantet formuleret kan man sige, at i det globale nord bliver utilfredse katolikker sekulariserede mens de i det globale syd bliver pinsekristne.

Forklaringerne på pinsekristendommens succes, ikke mindst i forhold til den katolske kirke, er mange, her blot nogle eksempler: Økonomisk og måske sågar politisk støtte fra USA til pinsekristendommen. Mangel på katolske præster, der igen medfører mangel på pastoral omsorg for mange katolikker i den tredje verden til forskel for et finmasket net af menigheder med et stort personligt engagement blandt medlemmerne i pinsekristendommen. At pinsekristendommens fokus på personlige religiøse erfaringer og oplevelser, dens tilbud om religiøs ekstase, tiltrækker mange mennesker som savner sådanne indslag i de højkirkelige kirkesamfund. At pinsekristendommen gerne inddrager elementer fra de lokale kulturer i den tredje verden og at man bruger meget energi på at være til stede i slumkvarterene i de hurtigt voksende storbyer. At pinsekristendommen med dens fokus på personlig moral, herunder et klart nej til alkohol, er med til at hjælpe fattige med at få styr på deres liv og hermed giver dem mulighed for social opstigning.

Den katolske kirkes reaktion på pinsekristendommen vil være, at man på den ene side vil tage kampen op og forsøge, at forsvare sin position. Teologisk afgrænsning fra dele af pinsekristendommen såsom fremgangsteologien og ”oneness” læren vil formodentlig gå hånd i hånd med et forsøg på at samarbejde med pinsekristne, når man med fordel kan bruge deres støtte i værdikampen mod f.eks. den fri abort og homoseksuelles rettigheder.

Samtidigt hermed vil den katolske kirke imidlertid også fremme den katolske karismatiske bevægelse. Man vil blive nødt til at finde et kompromis mellem den evangelikale katolicismes fokus på gudstjenester på latin med gregoriansk musik og de karismatiske katolikkers ønske om heftig rytmisk musik, helbredelsesgudstjenester og dæmonuddrivelser. Samtidigt med at den katolske kirke altså vil forsøge sig med en klarere teologisk afgrænsning til pinsekristendommen vil man prøve at katolificere dele af den.

  • Comments(2)//www.karenmlarsen.dk/#post457
« PreviousNext »