Karenmlarsen

Karenmlarsen

Om bloggen

Denne blog har fokus på forhold vedrørende feminisme, homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle samt en kritisk analyse af heteroseksualiteten.

Ny blog

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Sunday, November 09 2014 13:16:41

Kære trofaste læser!

Jeg har fået en ny blog - og vil fremover kun poste nye indlæg på den.

Min nye blogs adresse er: www.tileftertanke.dk

Håber du vil følge mig der : )



  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post509

De hellige billeder

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Tuesday, April 01 2014 14:02:18
Brødrene Prices udsendelse fra Rom, hvor de bl.a. brugte en Maria figur som kødhammer, har udløst en pæn mængde forargelse hos visse katolikker. Endnu en gang kan vi se, at respektløs omgang med billeder af hellige personer kan udløse vrede blandt nogle troende. Når sådanne situationer opstår, er det selvfølgelig oplagt at diskutere emner som ytringsfrihed, humor og respekt for andres religiøse følelser. Men man kan også forsøge, at stikke spaden et stik dybere og se på selve det fænomen, at billeder kan tillægges religiøs betydning og at de kan udløse stærke følelser. Religionsvidenskabeligt set er det et meget udbredt fænomen, at billeder tillægges religiøs betydning. F.eks. kan man blandt utallige religioner finde en forestilling om at det man gør ved et billede sker med den som billedet forestiller. Ideen er, at der er en art fælles identitet og eksistens, der forbinder et billede og den som billedet forestiller. En sådan forestilling kan instrumentaliseres på mange måder. Kendt er f.eks. forestillingen om at man kan skade en person ved at tilføje et billede af denne person skade - det såkaldte voodoo princip. Men ideen kan omsættes til mange andre ting. F.eks. er den en vigtig begrundelse for at mange polyteistiske religioner har billeder af deres guddomme. Her er tanken ikke, at man laver et billede og så tilbeder det som sin Gud, sådan som polyteisternes gudebilleddyrkelse ofte fremstilles af monoteister, der afviser denne form for religiøsitet. Billedet er typisk ikke identisk med guden. I stedet forestiller man sig, at guden tager bolig i billedet - eller at man i hvert fald kan kommunikere med guden gennem billedet. At stille en skål med frugter og blomster foran et gudebillede kan altså ses som en måde at give disse gaver til den afbildede guddom på. At lave billeder af sine guder er en måde, at visualisere dem på. Vha. billederne bliver en usynlig åndelig virkelighed synlig i vores materielle verden - og en forbindelse mellem himmel og jord bliver etableret. Men ligesom billederne er tænkt til at fremme religionen og dyrkelsen af guderne kan de bruges til at angribe religionen og dens guder på. Vælter man et gudebillede ned fra dets sokkel - hugger man hovedet af billedet - smadrer eller brænder man det, så er det i princippet det samme som at styrte, henrette og tilintetgøre guden. Religionshistorisk set kan man derfor også forklare det billedforbud, som vi finder i De 10 bud, som et ønske om at beskytte Gud mod krænkelser. En gud der ikke må afbilledes kan ikke krænkes rituelt ved at hans billede bliver vanhelliget. Forbuddet mod at afbillede Gud er ret så bombastisk formuleret i Bibelen: ” Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.” (2. Mos. 20,4-6) I jødedommen og senere i islam er dette forbud blevet vævet ind i ”det religiøse DNA” men i kristendommen gik udviklingen i en anden retning. Indenfor den katolske og den ortodokse tradition kom billeder af både Jesus, Maria , helgener og englene til at spille en stor om end ikke altid uomstridt rolle. I forbindelse med reformationen kom det så rundt omkring i Europa ofte til billedstorme - men reelt set var reformatorernes holdninger til billeder forskellige, om end ingen af dem tillagde dem den værdi de havde haft i den katolske kirke. Den katolske kirkes lære om brugen af hellige billeder er udtryk for en kompliceret balancegang mellem teologisk nuancering og folkefromheden. I henhold til den katolske kirkes tro er billeder og figurer af Jesus, Maria, helgenerne og englene ikke beboet af dem, de forestiller. Jesus er således nærværende i de oblater, der under messen er blevet forvandlet til Jesu legeme. Disse oblater har skiftet substans så de ikke længere er brød men Jesus Kristus. Et krucifiks er ikke identisk med Jesus - og Jesus bor ikke i det. Men det kan være blevet indviet af en præst og dermed være blevet til mere end et almindeligt stykke træ på samme måde, som vievand efter indvielsen er mere end almindeligt vand. Og man kan tilbede Jesus ved at bede foran et krucifiks, så i den forstand kan man kommunikere med Jesus gennem et sådant billede. Da jomfru Maria og helgenerne ikke er guddommelige må man ikke tilbede dem, men man må ære dem og søge deres forbøn, og også det kan man gøre gennem billederne. Som sagt så må man i henhold til den katolske kirke ikke tilbede jomfru Maria og helgenerne, men ser man bort fra det så er der i religionsvidenskabelig forstand klare ligheder mellem den funktion, som billederne har i den katolske fromhed og så den funktion de har i en række polyteistiske religioner som f.eks. hinduismen. F.eks. det forhold, at man markerer det helliges tilstedeværelse i det offentlige rum ved at have hellige billeder placeret på gadehjørner, husmure og lignende eller ved at man bærer dem rundt i højtidelige processioner i forbindelse med religiøse festivaller. Eller f.eks. det forhold, at man bruger hellige billeder i den private fromhed. Set i det lys var overgangen fra et polyteistisk samfund til et kristent samfund i slutningen af Romerriget nok mindre drastisk hvad de hellige billeder angår end overgangen fra et katolsk til et protestantisk samfund var det. For mht. den første overgang var der tale om at en religions hellige billeder blev erstattet af en andens, mens der mht. den anden overgang var tale om at de hellige billeder i stort omfang forsvandt, især fra det offentlige rum. I en protestantisk og sekulær kultur kan det derfor være svært at forstå hvorfor man kan have stærke religiøse følelser forbundet med billeder. Da protestantismen stod klarere i befolkningens bevidsthed blev andagt overfor religiøse billeder, også når de fremstillede vigtige kristne skikkelser, ofte afvist som afgudsdyrkelse. I dag er der nok mest tale om at man selv ikke rigtigt kan se pointen med sådanne billeder og derfor heller ikke ser noget problem med at lave grin med dem.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post505

Jesu lidelse

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Monday, March 24 2014 14:15:24

Synet på og forståelsen af Jesu lidelse og død er, som så meget andet, noget der har har forandret sig over tid. Blandt de første kristne var det faktisk et meget omstridt emne - blandt jødekristne var der f.eks. nogen, der troede, at Gud var nedsteget i mennesket Jesus ved dåben i Jordan og at Gud forlod ham igen i forbindelse med korsfæstelsen. (Hvad jo unægteligt giver Jesu sidste ord i Mark. 15,34: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" en hel anden betydning end den vi er vandt til.) Men nu blev det ikke den del af kristendommen, som kom til at fremstå som vinderen af de første århundreders kristne stridigheder, og derfor kan vi i dag i det hele taget tale om den betydning, som Jesu kropslige lidelse har for os.

Jeg synes imidlertid, at det er vigtigt, at vi husker på, at evangelierne er overordentligt afdæmpede i deres skildring af Jesu fysiske lidelse på korset. Faktisk så afdæmpede, at vi nok får at vide, at han blev korsfæstet, men ikke hvordan. Og det er ikke uvæsentligt fordi romerne brugte to forskellige former for korsfæstelse. En hvor man bandt dem dømte til korset, hvorefter han kunne hænge der indtil han døde af tørst og udmattelse, noget der kunne tage flere dage. Og en hvor man naglede den dømte til korset, hvad selvfølgelig var meget smertefuldt, men som også medførte, at den han døde relativt hurtigt af chok og blodtab. Det er kun fordi evangeliernes skildring af Jesu død fremstiller den som noget, der skete i løbet af 6 timer, at vi kan antage, at han blev naglet til korset. Men altså, der fortælles ikke om hans blodige sår, hans store fysiske smerter etc. Den eneste gang, at der skrives om blod og sår er i Johannes Evangeliets skildring af hvordan en soldat stikker en lanse i den døde Jesus side for at sikre sig, at han virkelig er død. (Joh. 19,33-34) Men da er Jesu lidelse jo afsluttet. Vores indre billeder af den lidende Jesus, der hænger blødende på korset, har derfor ikke rødder i evangeliernes skildring af Jesu korsfæstelse, men i stedet i middelalderens og barokkens kirkekunst.

Nu når evangelierne ikke fokuserer på Jesu fysiske lidelse synes jeg personligt heller ikke, at vi behøver at gøre det. Snarere kan man sige, at Jesu lidelse både er fysisk i form af korsfæstelsen og psykisk, i form af den forhånelse og den Guds forladthed som han i henhold til Markus- og Matthæusevangeliet oplever i forbindelse med korsfæstelsen. Det hører jo med til den menneskelige lidelse, at den både har et fysisk og et psykisk element, der går hånd i hånd. Når man har det psykisk dårligt giver det også ofte udslag i fysisk ubehag. Og når man har fysiske smerter bliver man let psykisk nedtrykt. Jesu sande menneskelighed viser sig ved at han led både fysisk og psykisk - og Guds kærlighed til os viser sig ved at han blev menneske i Jesus og gennemled alt dette for vores skyld.

Vi lever i en ekstrem kropsfikseret tid, der dyrker den smukke, sunde og veltrænede krop samtidigt med at den gør lidelse og død til et tabu. Det kan vi bl.a. se ved at vi lever i et samfund hvor lægen med det samme griber til receptblokken når hans patient fortæller om lidelse af fysisk eller psykisk karakter. Vi vil så gerne fjerne lidelsen vha. kropslige indgreb - og vi betaler en høj pris herfor. Efter kræft og hjerte- og karsygdomme er brug af medicin i dag den tredje største dræber. Hvad vi kan lære af Jesu lidelse er at lidelsen, både den kropslige og den mentale, ikke er noget vi kan flygte fra, men i stedet noget, som vi må og kan lære at håndtere. Lidelsen er ikke smuk og ikke noget, man skal dyrke, men den er livets pris i en falden verden.



  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post504

Pave Frans og de homoseksuelle

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Friday, August 02 2013 14:20:20

Der har været en del medie røre om de udtalelser om homoseksuelle som Pave Frans kom med i forbindelse med et interview han gav på vejen hjem fra hans besøg i Brasilien. Nogen har tolket det som om at Paven sagde god for homoseksuelle forhold, andre skriver, at han pointerede, at sådanne er forkerte. Men hvad var det egentligt som han sagde? Ja, det kan man bl.a. læse her.

Sammenhængen for Pavens udtalelser er den, at der noget nær er udbrudt en moralsk panik i den katolske kirke efter, at der har været beskyldninger fremme i medierne om at der skulle befinde sig en magtfuld homolobby i Vatikanet. Adspurgt til denne lobby svarede Pave Frans, at han ikke har mødt nogen i Vatikanet, som har identitetspapirer hvor der står "homoseksuel" på. Dernæst påpeger Paven, at der er en forskel på at have en homoseksuel orientering og være med til at danne en lobby. Lobbyer er ikke en god ting, fremhæver han, "men hvis en homoseksuel ivrigt søger Gud, med hvilken ret kan jeg så dømme dem? Den katolske kirke lærer, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, man skal sørge for at de føler sig velkomne. Problemet er ikke, at nogen er homoseksuelle, lobbydannelse er problemet". Ifølge en anden gengivelse af interviewet henviste Pave Frans til den katolske kirkes Verdenskatekismus, da han fremhævede, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, og ifølge denne gengivelse af interviewet omtalte han homoseksuelle som "vores brødre".

Det er helt klart, at Pave Frans ikke har sagt, at det er ok at leve i et homoseksuelt forhold. Det han tydeligvis vil advare mod er al det hysteri, der har været i forbindelserne med rygterne om en homomafia i Vatikanet. Men der er alligevel ingen tvivl om, at Pavens udtalelser er et nybrud i forhold til den katolske kirkes omgang med homoseksuelle. Det er nemlig ganske klart, at han ikke ser det som et problem, at en katolsk præst er homoseksuel, det er hvis han gør noget forkert (som at indgå i en lobby i Vatikanet), at der efter Pavens mening er et problem. Denne tolkning underbygges af det Paven sagde tidligere i interviewet, hvor han blev adspurgt til konkrete anklager om praktiseret homoseksualitet, der for nyligt er blevet rettet mod en ærkebiskop, som Paven har tiltænkt en vigtig rolle i forbindelse med reformen af den skandaleombruste Vatikan bank. Pave Frans afviser disse beskyldninger, men han fremhævede så også, at man skal skelne mellem kriminelle handlinger, som en person har begået, og så synder. Mht. sidste så understregede han, at hvis lægfolk, præster og ordensfolk begår synder, men så angrer, omvender sig og skrifter, så glemmer og tilgiver Gud deres synder. Og det skal vi også gøre, for ellers risikerer vi at Gud ikke vil tilgive os vores synder. Hermed lægger Paven op til at man godt kan blive katolsk præst selvom man er homoseksuel og oven i købet har haft et homoseksuelt forhold, hvis man altså ellers har angret og skriftet det man har gjort. Og det er for mig at se et klart brud med den officielle skrivelse fra 2005, hvor Vatikanet understreger, at homoseksuelle mænd ikke må vies til katolsk præst, også selvom de har til hensigt at leve i cølibat. Denne skrivelse var i øvrigt mest af alt en indskærpelse af en Pavelig rundskrivelse fra 1961.

Det er i øvrigt for mig at se også et vigtigt nybrud, at Pave Frans klart skelner mellem kriminelle forhold og synder, for noget af det som er gået rigtigt galt med den katolske kirkes håndtering af de mange sager om præsters seksuelle overgreb på børn har været, at man enten har været for ivrig for at tilgive forbrydere eller for at sætte lighedstegn mellem pædofili og homoseksualitet.

Et andet nybrud er helt klart Pavens sprogbrug. Mig bekendt har ingen pave før Pave Frans sagt, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, og at man skal sørge for at de føler sig velkomne (om end han ikke uddyber nærmere hvad han mener med det). Ej heller har nogen anden pave omtalt homoseksuelle som "vores brødre". Dette nybrud understreges også af det Pave Frans sagde tidligere i interviewet, da han blev spurgt til hvorfor han ikke kom ind på abort og homoseksuelle ægteskaber i sine taler og prædikener i forbindelse med hans besøg i Brasilien. Her fremhævede han, at den katolske kirkes lære mht. disse spørgsmål er klar nok og at det var nødvendigt for ham at lyde positiv. Paven er altså ikke ude på at ændre den katolske kirkes lære mht. homoseksuelle ægteskaber (og abort), men han har tydeligvis forstået, at denne lære kan skubbe unge mennesker væk fra den katolske kirke, og det derfor kan være en god ide at lægge fokus et andet sted.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post499

Axel Axgils plettede fortid

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Saturday, May 18 2013 13:03:20

Efter at min kritiske artikel om Axel Axgil i Proud (http://proud.dk/axel-axgil-legende-eller-skandale/ )er kommet til den brede offentligheds kendskab har der været en del debat om hvad Axel Axgil har gjort og ikke har gjort, ikke mindst fordi afdækningen af hans problematiske fortid har ført til at han muligvis alligevel ikke får opkaldt en plads i København efter sig. Derfor er det nok på sin plads at se på hvad vi har af viden om sagerne.

Mht. den såkaldte "Pornograffiaffære", hvor Axel og Eigil Axgil bliver dømt for bl.a. sex med mindreårige, så findes der en (og kun en) forskningsartikel om emnet, nemlig Seniorforsker, Dr. Phil. Wilhelm von Rosens artikel "Pornografffiaffæren i 1955", der blev bragt i det nu hedengangne homotidsskrift Zink (nr. 4 fra 1999). Her kan man bl.a. læse følgende: "Den 30. marts 1955 slog Københavns Politi til mod Axel og Eigil Axgil og deres firmaer. Kartotekerne og listerne over modeller, kunder og annoncører i DFT, IMS og IHWO blev beslaglagt, og Axel og Eigil Axgil blev anholdt og varetægtsfængslet. Der var ikke meget hold i det pornografiske, selv om det førte til, at Axel Axgil blev dømt efter en tilføjelse fra 1939 til straffelovens paragraf om pornografi om "billeder, der, uden at de kan anses for egentlig utugtige, udelukkende må antages at have forretningsmæssig spekulation i sanselighed til formål." Da man betalte kontingent for at få adgang til IHWOs internationale kontaktannoncer, blev han også dømt for kobleri, ... "den, som erhvervsmæssigt fremmer kønslig usædelighed ved at optræde som mellemmand...". Langt mere interessant var det for politiet, at både Axel og Eigil Axgil havde haft sex med et par af modellerne. De var da 17 år, en af dem under 15 år. I oktober 1955 blev Axel og Eigil Axgil idømt fængsel i henholdsvis 1 år og 18 måneder. Politiet kunne nu trevle store dele af den homoseksuelle subkultur op, navnlig med udgangspunkt i det beslaglagte kartotek over modeller, som næsten alle var prostituerede. "

Axel Axgil fik altså i 1955 en dom for bl.a. at have haft sex med drenge under 18, der var den daværende aldersgrænse for homoseksuelle, en af dem var under 15, den nuværende aldersgrænse der gælder for alle. Det er overordentligt sandsynligt, at der har været tale om købesexforhold. I dag er det som bekendt forbudt af købe sex af personer under 18. I hhv. til bogen "Axel Axgil - kampen for kærligheden", står der i hans dom, at han ikke måtte havde noget med børn under 18 år at gøre. I samme bog hævder Axel, at han var uskyldig men at det var rigtigt nok, at Eigil havde haft sex med drengene. Han gør dog også opmærksom på, at han sommetider var sammen med nogen, der var under 18 og at han ikke tænkte på lovparagraffer, når han havde sex med andre.

Det skal i øvrigt bemærkes, at Axel og Eigil Axgil som en reaktion på de domme de fik blev smidt ud af Forbundet af 1948 (som det nuværende LGBT Danmark hed dengang). Som en følge af Pornograffiaffæren faldt forbundets medlemstal i øvrigt fra omkring 1600 til 62! I årene efter dommen er Axel og Eigil i henhold til "Axel Axgil - kampen for kærligheden" meget upopulære i Forbundet og mange hader dem ligefrem fordi man mente, at de to i den grad havde skadet miljøet at det hverken kunne undskyldes eller tilgives. Først i 1970, da Per Kleis Bønnelycke blev formand, lykkedes det at ændre stemningen hvorefter Axel og Eigil Axgil bliver genoptaget i Forbundet.

Mht. Axel Axgils støttemedlemskab af Pædofilforeningen, så kan man i "Axel Axgil - kampen for kærligheden" læse, at han selv ikke så sig som pædofil - men han giver udtryk for, at homoseksuelle skal være solidariske med andre seksuelle minoriteter, især da når der er tale om homoseksuelle mænd. Axel Axgil hævder, at de pædofiles problemer med myndighederne ligner dem, som homoseksuelle tidligere havde, han støtter deres krav om at aldersgrænsen skal længere ned end den er i dag og mener, at man skal kæmpe også for de homoseksuelle pædofiles rettigheder. Axel var vred på de lesbiske, der i midtfirserne kæmpede for at de pædofile ikke skulle være organiseret under Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og at de ikke skulle have lov til at låne foreningens lokaler. Han mener, at de førte en hetz mod de pædofile og det var derfor, at han i solidaritet med de pædofile meldte sig ind i deres forening. Men Axel Axgils solidaritetsfølelse med homoseksuelle mænd, der har sex med mindreårige, viser sig også i en anden sammenhæng.

I 1985 udgiver han nemlig sammen med Helmer Fogedgaard bogen "Homofile kampår". I denne bog genoptrykkes kommentarløst en række artikler fra tidsskriftet "Vennen" fra 1950'erne. Her behandles flere sager, hvor mænd blev dømt for at have haft sex med mindreårige drenge. Disse mænd bliver forsvaret og deres handlinger bliver bagatelliseret. Alderen på drengene bliver aldrig nævnt, så det var øjensynligt ikke relevant for Axel Axgil. I stedet bliver kriminaliseringen af sex med mindreårige omtalt som "tantemoral" og "barnepige-systemet".

Hvad vi altså ved er at Axel Axgil i 1955 fik en dom for bl.a. at have haft sex med mindreårige på hhv. 17 og 14 år, forhold der formodentligt var betalingssexforhold. Vi ved dog også, at Axel Axgil har nægtet sig skyldig i disse handlinger - samtidigt med, at han har givet udtryk for ikke at han ikke så på lovparagraffer når han havde sex med andre. Vi ved, at han i 1980'erne følte stærk solidaritet med pædofile hvis situation som han sammenligner med homoseksuelles, uden dog selv at identificere sig som pædofil. Og vi ved, at han har lagt papir til et indædt forsvar for mænd, der i 1950'erne havde sex med mindreårige drenge, uden at vise interesse for om disse drenge var under 18 eller under 15.

Hvis Axel Axgil havde haft succes med sin kamp for at den daværende Landsforening for Bøsser og Lesbiske skulle støtte de pædofile i deres kamp rettigheder, er det ret så usandsynligt, at vi havde fået det registrerede partnerskab. Havde Axel Axgil haft succes med den kamp var han ikke blevet den første mand, der blev gift med en mand.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post496

Var Axel Axgil sexkriminel?

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Monday, March 25 2013 14:54:13

Kulten om Axel Axgil, grundlæggeren af Forbundet af 1948 og den første mand, der blev officielt gift med en anden mand, har i de senere år nået nærmest uanede højder i det danske lgbt miljø. Og ikke kun her, også det officielle Danmark er kommet med på vognen efter at Københavns Kommune har ladet en plads opkalde efter ham.

Nu var det jo også ubestrideligt modigt gjort af Axel Axgil at lægge grundstenen til det, der efter en del navneændringer i dag hedder LGBT Danmark, og han måtte helt klart betale en stor personlig pris herfor. Men midt i al personkulten glemmer man, at Axel Axgil også havde sine mere problematiske sider. Den mest alvorlige var nok hans indblanding i den såkaldte pornografiaffære.

Den 30. marts 1955 slog Københavns politi nemlig til mod Axel og hans mands Eigils firmaer Dansk Fototjeneste og International Model Service, der solgte billeder af nøgne mænd og store drenge. De slog også til mod International Homosexual World Organization, en forening dannet af Axel Axgil primært for at sælge softporno og kontaktannoncer til homoseksuelle i hele verden samt bladet Vennen, der tidligere havde været Forbundet af 1948's medlemsblad, men nu var et selvstændigt blad drevet af Axel Axgil og hans nære ven Helmer Fogedgaard.

Anklagen lød på at Axel og Eigil havde forbrudt sig mod Danmarks dengang ret stramme regler om pornografi samt at de via kodede kontaktannoncer i International Homosexual World Organizations medlemsblad og i Vennen havde fremmet kønslig usædelighed ved at optræde som mellemmænd. Der kom nu ikke så meget ud af disse anklager, og derfor er betegnelsen "pornografiaffæren" rimeligt misvisende. Men da politiet gik i gang med at gennemgå det beslaglagte kartotekmateriale fandt de ud af at de nøgenmodeller, som Axel og Eigil havde benyttet sig af, næsten alle var prostituerede og en del var mindreårige. Og de havde solgt sex til Axel og Eigils kunder. Politiet optrævler altså en større prostitutions ring med mindreårige. I løbet af 1955-56 bliver i alt 297 mænd dømt for at have haft sex med personer under 18 (den daværende aldersgrænse for homoseksuelle forhold) hhv. under 15 år. Ikke alle disse domme var et resultat af pornografiaffæren, men det var dog væsentligt flere end der f.eks. blev dømt for sådanne forhold i 1954 (56 personer).

Mindre kendt er det imidlertid, at også Axel og Eigil Axgil havde haft sex med et par af modellerne. De var da 17 år, en af dem under 15 år. De bliver dømt til hhv. 1 år og 18 måneders fængsel. I bogen "Axel Axgil - kampen for kærligheden", hævder Axel, at han var uskyldig men at det var rigtigt nok, at Eigil havde haft sex med drengene. Han gør dog også opmærksom på, at han sommetider var sammen med nogen, der var under 18 og at han ikke tænkte på lovparagraffer, når han havde sex med andre.

Nu hører det med til historien, at politiet i 1950'erne holdt skarpt øje med Forbundet af 1948 og i øvrigt gjorde meget ud af at chikanere homoseksuelle mænd, der havde sex på de offentlige toiletter og at der hos politiet og offentligheden var en voksende bekymring for den udbredte mandlige prostitution, hvor unge selverklærede mænd og store drenge solgte sex til mænd. Man var bange for at disse unge mænd/store drenge ville blive homoseksuelle af sådanne kontakter og at de ville slå ind på en kriminel løbebane. Det var der nu ikke noget hold i, men rigtigt var det, at den daværende homoseksuelle subkultur var nært knyttet til mandlig prostitution - og at man i subkulturen ikke havde noget nævneværdigt problem med mænd, der havde sex med mindreårige, være de nu under 18 eller under 15 år. Først i slutningen af 1960'erne begynder miljøet en proces hvor man i stigende grad distancerede sig fra sådanne homoseksuelle, der selv begynder at udvikle en særlig identitet som pædofile.

Politi indsatsen mod Axel og Eigil Axgil var altså et resultat af samfundets negative syn på homoseksuelle, men det store antal dømte viser også, at der må have været noget at komme efter i dele af homomiljøet, og at Axel og Eigil var dybt involverede i denne dybt problematiske kultur.

Axel Axgil var et produkt af en anden tid og nogle andre normer end dem, som gælder blandt homoseksuelle i dag. Men det er dog også værd at bemærke, at han i 1984 bliver voldsom vred over, at den daværende pædofil gruppe, især pga. stærk pres fra lesbiske, blev smidt ud af det daværende LBL. I protest herover melder han sig ind i pædofilforeningen som støttemedlem! Han giver i "Axel Axgil - kampen for kærligheden" udtryk for, at homoseksuelle skal være solidariske med andre seksuelle minoriteter, især da når der er tale om homoseksuelle mænd. Axel hævder, at de pædofiles problemer med myndighederne ligner dem, som homoseksuelle tidligere havde, han støtter deres krav om at aldersgrænsen skal længere ned end den er i dag og mener, at man skal kæmpe også for de homoseksuelle pædofiles rettigheder. Det lader altså ikke til, at Axel Axgil blev klogere med alderen.

Var Axel Axgil sexkriminel? Ja, det var han hvis man skal tro på den dom han fik i 1955. Og også efter de nuværende regler er det som bekendt kriminelt at have sex med en person, der er under 15 år. Det er også forbudt, at købe sex af en person der er mellem 15-18. Og da de fleste af modellerne var trækkerdrenge er det rimeligt sandsynligt, at der har været tale om købesexforhold. Axels indædte forsvar for de pædofile tyder heller ikke ligefrem på, at han efterfølgende har indset, at der kunne være noget problem forbundet med seksuelle forhold mellem voksne mænd og drenge. Axel Axgil er altså en repræsentant for en heldigvis forældet homoseksuel sexkultur som lgbt miljøerne i Danmark bør fastholde deres klare afstandstagen til.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post495

Pave Benedikts kriseramte pontifikat

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Saturday, January 12 2013 13:43:23

Hvis man følger med i hvad der sker i den katolske kirke kan man ikke undgå at bemærke, at Pave Benedikts tid som pave har været præget af den ene krise efter den anden. Der har været så mange mediestorme at man helt kan miste overblikket - men i så tilfælde kan man med fordel læse den italienske Vatikankender Marco Politis bog Joseph Ratzinger - Crisi di un papato" - der for os ikke italienskkyndige heldigvis er oversat til tysk med titlen "Benedikt - Krise eines Pontifikats". (Desværre er bogen mig bekendt ikke blevet oversat til engelsk.)

Marco Politi kommer rundt om det hele. F.eks. får vi en indgående skildring af Pave Benedikts helt egen Muhammedkrise, den første store krise som han fik rodet sig ud i. Som bekendt udløste en tale som Paven holdt i Regensburg den 12. september 2006, hvor han citerede en byzantinsk kejser for udsagnet om at Muhammed kun har bragt dårlige og inhumane ting med sig, voldsomme reaktioner i den muslimske verden. Politi lægger op til at Ratzinger i starten af sit pontifikat grundlæggende set var ude på at korrigere sin forgængers meget forsonlige og venlige politik overfor islam. Om det så var derfor at Paven, selvom han blev advaret om risikoen, fastholdt det omstridte citat, kan man ikke sige. Men resultatet blev i hvert fald, at en bølge af vold kom til at rulle ind over den katolske kirke i den muslimske verden. Og for første men så langt fra sidste gang måtte Vatikanet og Ratzinger trække i land. Paven var slet ikke ude på at krænke muslimerne, hed det sig så, og for første gang i sit liv kunne man så høre ham sige, at muslimerne tror på den ene Gud. Ja, i forbindelse med sit besøg i Tyrkiet lod Pave Benedikt sig sågar filme i bøn, eller noget der kunne ligne det, i Den Blå Moske i Istanbul. Men skaden var sket, Pave Johannes Pauls årelange arbejde for en dialog med islam lå i ruiner. Og her i denne sidste tid, hvor nye bølger af vold ruller ind over katolikker i den muslimske verden, og hvor Paven mere end nogen sinde derfor har brug for støtter og alliancepartnere blandt verdens muslimske ledere, har Paven ikke længere nogen iblandt dem, der vil lytte til ham.

Også Johannes Pauls lange arbejde for en forsoning med jøderne har lidt under Pave Benedikts politik, og det selvom han tydeligvis selv ønsker et godt forhold til jødedommen. Årsagerne hertil er mange, bl.a. at Ratzinger har insisteret på at Pave Pius XII skal saligkåres selvom en del jøder ser meget kritisk på hans manglende offentlige fordømmelse af jødeforfølgelserne under Den Anden Verdenskrig. Men mest alvorlig har det været, at Pave Benedikt øjensynligt ikke havde indberegnet, at hans udprægede iver for at få de såkaldte traditionalister fra Piusbroderskabet reintegreret i den katolske kirke uundgåeligt ville forværre forholdet til jøderne. For noget af det som disse traditionalister kritiserer Det Andet Vatikankoncil og tiden derefter for er lige præcist forsøget på at forsone sig med jøderne, hvad ubestrideligt også var en radikal omlægning af den politik som den katolske kirke indtil koncilet havde ført i forhold til jødedommen.

Helt og aldeles galt gik det da Paven i 2009 trumfede igennem, at den ekskommunikation som Piusbroderskabets biskopper blev ramt med da de mod Pave Johannes Pauls vilje lod sig vie til katolske biskopper, skulle ophæves, og det uden at de havde opfyldt nogle betingelser forud herfor. For som bekendt var en af disse biskopper, biskop Williamson, en notorisk antisemit der overfor svensk fjernsyn havde benægtet holocaust. Tre dage før Vatikanet offentliggjorde, at ekskommunikationen af de fire biskopper var blevet ophævet, blev dette interview sendt i svensk tv. Vatikanet var informeret om interviewet, men alligevel stoppede man altså ikke offentliggørelsen af Pavens ophævelse af ekskommunionen, muligvis fordi den allerede var blevet meddelt Piusbroderskabet og man derfor ikke ville trække i land. Men øjensynligt faldt det heller ikke nogen ind, at denne afgørelse, set i lyset af Williams offentlige holocausts benægtelse, ville blive anfægtet. Men det blev den, og det i den grad. Så slemt bliver det, at Paven sågar ender med at offentliggøre et brev hvor han klager over den behandling han har fået! I øvrigt synes hans mål, nemlig at få Piusbroderskabet fuldt integreret i den katolske kirke, ikke at blive til noget. De vil ikke acceptere f.eks. forsoningen med jøderne, og især efter denne mediestorm tør Vatikanet næppe give efter her.

Så er der historien om Paven og kondomerne. På vej til et besøg i Kamerun og Angola får Ratzinger den 17.3.2009 sagt, at man ikke kan løse aids problemet med at uddele kondomer, disse forværrer tværtimod problemet. Dette udsagn udløser en storm af protester, herunder ikke mindst fra EU, fra Frankrigs, Tysklands og Belgiens regeringer samt fra en række internationale sundhedsfaglige organisationer. Igen synes Vatikanet ikke rigtigt at vide hvad man skal gøre andet end at påstå, at medierne og politikere er uretfærdige overfor Paven.

Men ikke nok med det. I 2010 når balladen om katolske præsters seksuelle overgreb på børn og unge hidtil uhørte højder. I starten formår Pave Benedikt at takle den nogenlunde, i modsætning til Pave Johannes Paul synes han nemlig villig til at indrømme, at den katolske kirke har et problem, og han beklager offentligt de lidelser, som ofrene har gennemgået. Det forlyder også, at man vil gribe fat om nældens rod, og kirkens regler mht. håndtering af disse sager strammes op i mange lande - dog ikke i Italien, hvis kirke Paven ellers har et særligt ansvar for da han er Italiens primas. Men så kommer det frem at Paven i sin tid som ærkebiskop af München havde ladet en dømt pædofil arbejde i stiftet og at han i sin tid som leder af troslærekongregationen, som også står for behandlingen af pædofilisager, i to tilfælde havde søgt at forhindre, at notoriske pædofile præster ophørte med at være katolske præster. Det vælter frem med beskyldninger og anklager, nogen prøver sågar at få Paven for en verdslig domstol! Og situationen bliver slet ikke bedre af at den pavelige husprædikant Raniero Cantalamessa langfredag får sammenlignet kritikken af Paven og den katolske kirke med antisemitisme eller af, at dekanen for kardinals kollegiet Sodano påskesøndag får omtalt sexmisbrugsskandaleopstandelsen som "snak".

Politi kommer ind på flere andre kriser og skandaler, men det ville føre for vidt at komme ind på dem alle. Blot skal det nævnes, at han naturligvis også indgående skildrer "Vatileaks" skandalen, hvor fortrolige dokumenter fra Vatikanet, dokumenter der omtaler finanssvindel, intriger og ballade i Vatikanet, blev lækket til pressen. Ifølge Politi er der ingen i Vatikanets korridorer, der tror på at Pavens butler Paolo Gabriele var alene om at skaffe sig det materiale og lække til pressen, og han beskriver retssagen mod butleren som en skueproces, hvis vigtigste mål var at dække over problemerne i Vatikanet. Snarere handler det bl.a. om et angreb på kardinalstatssekretæren Bertone, Pavens "statsminister", som han værdsætter ganske meget selvom der synes at herske udbredt enighed om at han er inkompetent.

Politi skildrer imidlertid ikke blot alle disse mange skandaler, nej han analyserer dem også. Og grundlæggende set ser han dem som et udslag af at Pave Benedikt er den forkerte til jobbet. For godt nok beskrives han som en stor teolog og han roses for sit skarpe intellekt, som forbindes med et ydmygt væsen. Men Politi fremhæver også, at Ratzinger med sit meget negative syn på den efterkoncilære katolske kirke og sit endnu mere dystre syn på den sekulære verden hører til på en af den katolske kirkes ydrefløje og derfor kommer han til at virke som en spalter frem for en samler af den katolske kirke. Og han mener også, at Ratzinger aldrig var blevet Pave, hvis ikke Pave Johannes Paul i sin sene regeringstid havde valgt at ændre reglerne for valget af paver, så en pave efter et vist antal valgrunder kunne vælges med simpelt frem for absolut flertal blandt kardinalerne. De gamle valgregler, som pave Benedikt i øvrigt diskret har genindført, sikrede at den kommende pave var en kompromiskandidat, hvor de regler som Ratzinger blev valgt under muliggjorde det for en fløj blandt kardinalerne at få deres kandidat presset igennem.

Men i henhold til Politis analyse skyldes Pave Benedikts problemer også, at han simpelthen er for meget intellektuel og for lidt leder. Han formår ikke at samle et dygtigt team omkring sig, udstikke nogle klare visioner og mål og sikre sig, at de bliver omsat i praksis. Pga. sin høje alder, og et i sig selv fornuftigt ønske om at skåne sit helbred, har Ratzinger skåret kraftigt ned på det antal af møder som paven har med lederne af de forskellige afdelinger i Vatikanet, med nuntierne (de pavelige ambassadører) og med verdens biskopper. Og hermed mister han føling med hvad der sker i den katolske verden og han får ikke koordineret Kuriens arbejde. Men finde tid til at skrive sine lærde bøger om Jesus, det gør han, og det nok på bekostning af sine pavelige forpligtigelser.

Måske er det slet ikke længere muligt at have et pavedømme, hvor paven som enevældig leder skal lede verdens 1,1 milliarder katolikker. Måske den katolske kirke simpelthen har vokset sig for stor til et sådant ledelsessystem. Men hvis det skal fungere kræver det en omfattende reform af Vatikanet og en stærk og dygtig leder med karisma og medietække, der kan samle kirken om sig. Han skal have evnen til at vælge sig et dygtigt ledelsesteam, have klare visioner for fremtiden samt evnen til at få dem omsat i praksis. Og så skal han have viljen til at samarbejde med kardinalerne og de katolske bispekonferencer. Om den kommende pave vil leve op til disse krav vil tiden vise.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post485

Ny blog med fokus på transrettigheder

ArtiklerPosted by Karen M. Larsen Saturday, November 10 2012 15:38:55

Se her: www.transrettigheder.dk

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post483
Next »