Karenmlarsen

Karenmlarsen

Om bloggen

Denne blog har fokus på forhold vedrørende feminisme, homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle samt en kritisk analyse af heteroseksualiteten.

Er de polyteistiske religioner mere tolerante end de monoteistiske?

DebatPosted by Karen M. Larsen Tuesday, February 19 2013 13:39:35

Fra tid til anden kan man i religionsdebatten støde på den påstand, at monoteisme er nært knyttet til fanatisme og religiøs aggression mens det eksplicit eller implicit påstås, at de polyteistiske religioner skulle være langt fredeligere. Senest kan man finde sådanne ideer hos religionshistorikeren og religionsdebattøren Jens-Andre Herbener.

Nu kan der slet ikke være tvivl om, at de monoteistiske religioner, især kristendommen og islam, i fortid og nutid har været brugt hhv. bliver brugt som begrundelse for vold. Meget vold. Denne vold har været rettet mod grupperinger indenfor den egne religion, som man har været uenige med, den har været rettet mod andre monoteistiske religioner og den har været rettet mod polyteistiske religioner. Brugen af vold og tvang er en (om end ikke den eneste) grund til at monoteistiske religioner, primært kristendommen og islam, har haft en kæmpe succes på bekostning af de polyteistiske. Alligevel er der nogle væsentlige problemer med Andre Herbeners påstand om at det forhold, at en religion tror at der kun findes en gud og at denne gud er identisk med deres Gud, gør at denne religions tilhængere vil være intolerante og aggressive overfor anderledes troende eller i hvert fald vil have en tendens til at være det, mens dette problem ikke findes hos dem der tror på religioner, hvor man tror på eksistensen af mere end en gud.

Der findes nemlig også eksempler på at polyteister har forfulgt folk med andre religiøse forestillinger. De romerske myndigheder forfulgte de første kristne. I slutningen af 200-tallets Persien forsøger myndighederne at rense riget for alle religioner bort set fra den klassisk persiske. I Mekka forfulgte polyteisterne de første muslimer. Og i middelalderens Kina har vi i hvert fald et eksempel på at kejseren med støtte fra tilhængere af Konfutse og daoister forfulgte landets buddhister. I den moderne verden kan vi se, at hindunationalister forfølger og sommetider begår drab på muslimer og kristne i Indien.

Dertil kommer, at mange af de førmoderne riger, hvis religion var polyteistisk, f.eks. det babylonske rige, romer riget og azteker riget var aggressive imperialistiske riger, der med vold undertvang sig deres naboer for dernæst at udbytte dem økonomisk. I moderne tid kan vi se hvordan de japanske imperialister brugte shintoismen som en ideologisk underbygning for deres aggressive politik, der kostede millioner af asiater livet under 2. verdenskrig.

I denne forbindelse er det vigtigt at huske på, at forholdet mellem religion og samfund og mellem samfund og individ var ganske anderledes i de førmoderne samfund, og det uafhængigt af hvor mange guder man officielt troede på, end de er i dag i de senmoderne vestlige demokratier med deres individualisme og rettighedskultur. Religionen gennemtrængte de førmoderne samfund ligesom samfundet gennemtrængte religionen - og det i en sådan grad at det ikke giver mening at ville skelne mellem politik og religion eller religion og kultur.

I de førmoderne samfund var krig ikke en ren verdslig sag. Krigen havde også religiøse aspekter. Sejr eller nederlag i krig var typisk noget som guderne eller Gud bestemte over og gudernes/Guds støtte blev derfor normalvis aktivt søgt ligesom man takkede dem/ham for en sejr. I et samfund hvor man som det var tilfældet i mange polyteistiske lande havde en gud for krig og hvor man havde myter om gudernes krige mod andre guder eller dæmonagtige væsener, siger det egentligt sig selv, at det at være kriger og føre krig er at gå guderne vej. Krig som sakral handling er altså på ingen måde noget som man kun kan finde indenfor monoteistiske religioner. Mest ekstremt var det måske hos aztekerne, hvor den ideologiske begrundelse for deres talrige krige mod deres naboer var at skaffe krigsfanger til de omfattende menneskeofringer, der var nødvendige for at sikre gudernes og dermed universets overlevelse.

I de førmoderne samfund var religion som udgangspunkt en kollektiv sag - og man havde mere fokus på udførelsen af ritualer og overholdelsen af regler end på hvad man troede på. Dette gælder såmænd også til en vis grad for de lande hvor en monoteistisk religion sætter sig på magten. F.eks. var det mig bekendt ikke forbudt i middelalderens Danmark at tro på Thor, men der var dødsstraf for at ofre til ham eller andre af de oldnordiske guder. På samme måde var man i det førkristne romer rige sådan set ligeglad med om man troede på en eller flere guder. Men man var ikke ligeglad med om der var nogen, der ikke ville deltage i de store offerfester eller som ikke ville ofre til kejseren. For dem der ikke ville ære guderne vha. ofringer og fester blev set som en trussel mod samfundet, da man måtte regne med at sådanne religiøse afvigelser ville udløse straf fra guderne, f.eks. i form at hungersnød eller naturkatastrofer. Samme tankegang blev i middelalderen brugt til at retfærdiggøre at man forfulgte dem, der ofrede til andre guder end den kristne. Sådanne religiøse afvigere udgjorde nemlig også her en trussel for samfundet da man måtte regne med, at Gud ville straffe de lande, der tillod ”afgudsdyrkere” med f.eks. hungersnød eller naturkatastrofer. I begge tilfælde kan vi se, at fokus er lagt på samfundets overlevelse, som man mente blev truet af religiøs afvigelse.

Fortidens religiøse forfølgelser hang altså i høj grad sammen med den rolle religionen spillede i samfundet og det giver derfor ikke meget mening at ville finde svaret i rent dogmatiske spørgsmål som hvor mange guder man tror på. I dag handler religiøse konflikter ofte om identitetsspørgsmål, og her er der igen ingen grund til at antage, at polyteister per definition skulle være mere tolerante end monoteister.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post493

Pavens farvel

DebatPosted by Karen M. Larsen Tuesday, February 12 2013 11:38:34

Jeg er næppe den eneste, der virkelig blev overrasket, da jeg hørte, at Pave Benedikt XVI ville træde tilbage. Først troede jeg faktisk at det var en joke.

Man kan vist roligt sige, at jeg ikke er nogen fan af Pave Benedikt XVI, derfor siger det nok noget, når jeg hermed føler mig nødsaget til at udtrykke min respekt for Pavens beslutning: Det var stort gjort!

Det er unægteligt bemærkelsesværdigt, at en så traditionsfikseret pave som Benedikt den 16 var villig til at bryde med den ældgamle tradition for at en pave bliver siddende i embedet indtil han dør. Og hans beslutning kan meget vel få konsekvenser for hans efterfølgere. Fremover bliver det i hvert fald svært at retfærdiggøre, at en stærkt alders- og sygdomssvækket pave bliver siddende i årevis sådan som f.eks. Johannes Paul II gjorde det.

Men det er også klart, at eksistensen af en pave emeritus stiller den katolske kirke overfor helt nye udfordringer. Mistanken om at Benedikt XVI på en eller anden måde trak i trådene for at få en mand efter egen smag valgt som sin efterfølger vil formodentlig forfølge den nye pave, hvis hans embedsførelse kommer til at ligge tæt op ad Benedikts. Og hvis han skulle vælge at korrigere nogle af Benedikts afgørelser (f.eks. droppe forsøget på at få Piusbroderskabet tilbage i folden) vil modstanderne meget vel kunne finde på at prøve på at spille Benedikt ud mod den nye pave.

Og så er der jo byggepladser nok at tage sig af for den nye pave. Den efterhånden katastrofale præstemangel i den vestlige verden, de tiltagende forfølgelser af katolikker i den muslimske verden og den katolske kirkes tab af prestige og troværdighed i den vestlige offentlighed er blot nogle af de problemer som den nye pave må se at få løst. Han bliver også nødt til at se at få reformeret kurien, så nye Vatileaks skandaler kan undgås. Vatikanets kommunikationsstrategi skal forbedres massivt og sådan kunne man blive ved.

Kardinalerne gør derfor nok klogt i at vælge en ikke alt for gammel mand med beviste lederegenskaber, klare men også realistiske visioner og en god portion karisma og medietække. Den nye paves nationale baggrund er derimod næppe så vigtig som den ofte gøres til. Om der så blandt kardinalerne i det hele taget findes en mand, der kan løfte byrden, er en helt anden sag.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post491

Normstormere eller de nye magthavere?

DebatPosted by Karen M. Larsen Sunday, February 10 2013 14:41:31

LGBT Danmarks Ungdom har sammen med andre gode kræfter udviklet et nyt undervisningsinitiativ med titlen "Normstormerne", hvis mål er at skabe "mindre fobi og modarbejde hadforbrydelser". I første omgang er der tale om ti unge personer med lgbt baggrund, "uddannet i at arbejde med en normkritisk lgbt undervisning", der to og to skal tage ud på skolerne og undervise eleverne. Håbet er, at man på denne måde kan opnå en "holdningsændring" hos de unge. Og at der er brug herfor begrundes tydeligvis med henvisning til Levevilkårsundersøgelsen, der jo ofte påstås at bevise, at lgbt personer generelt vantrives her i landet.

Og det er jo i sig selv smukt og godt - hvad jeg bare ikke kan lade være med at tænke på er, om disse unge normstormere er sig bevidst, at de selv er med til at etablere en norm. En norm er jo grundlæggende set en implicit eller eksplicit regel for hvordan man bør tænke, tale og opføre sig. Normer er en måde hvorpå et samfund sikrer sig at det kan fungere, samtidigt med at normerne afspejler samfundets idealer for hvordan man bør være - og hvordan man ikke bør være. At mene, at det er forkert at leve som homoseksuel, biseksuel eller transperson er således ganske rigtigt en norm - at mene, at det er forkert, at mene, at det er forkert at leve som homoseksuel, biseksuel eller transperson er imidlertid også en norm. Sidstnævnte norm er selvfølgelig unægtelig rarere ud fra et lgbt perspektiv, men en norm er det altså ikke desto mindre.

Samfundets magthavere har lige siden indførselen af den obligatorisk skolegang være engageret i at sikre sig, at skolen indprentede børn og unge samfundets normer. En gang var det sådanne normer som flittighed, disciplin og fædrelandskærlighed, i dag er det så demokrati, rummelighed og f.eks. lgbt inklusion. Skolen er stedet, hvor samfundets normer målrettet skal lægges ind i den enkeltes sind, så hans eller hendes adfærd kommer til at blive sådan som samfundet vil have det. Undervisningen skal altså skabe mønsterborgere, der fuldt ud har internaliseret samfundets normer.

Ikke, at jeg har noget i mod at børn og unge lærer at værdsætte demokrati og lgbt personer - det er jo nyttigt for den demokratiske styreform hhv. for os, ligesom flittighed og en vis grad af (selv)disciplin såmænd heller ikke er så ringe endda. Men der er altså tale om en social ingeniørkunst, hvor skolen skal bortoperere bestemte holdninger og handlinger hos børn og unge og erstatte dem med andre.

Hvad vi kan se i dag er at homoseksuelle ikke længere entydigt er en marginaliseret gruppe i samfundet. Dem der i det offentlige rum udtaler sig negativt om homoseksuelle må regne med at blive mødt med massiv kritik, hvad vi f.eks. også kan se afspejlet i at de fleste homokritiske ytringer i det offentlige rum i dag ledsages med et "jeg har ikke noget imod homoseksuelle". At have noget imod homoseksuelle sætter nemlig en person udenfor normen. De lovmæssigt sikrede homorettigheder såsom ægteskab, antidiskriminationslovgivningen og hatecrimelovgivningen såvel som dette nye undervisningsinitiativ viser, at lg delen af lgbt fællesskabet er blevet integreret i samfundets magtstruktur. Og hurra for det! Hvad vi imidlertid skal passe på med er hele tiden at ville klamre os til en offerrolle, der for bøsser og lesbiskes vedkommende ikke længere er så entydig som den har været, for nu at sige det på den måde.

Og nu, da vi reelt set altså er blevet en del af magten og er med til at forme normen og har fået mulighed for at sikre, at den håndhæves, er det måske også på tide, at vi gør os nogle tanker om hvordan vi undgår, at komme til at misbruge vores magt i forhold til dem, der står udenfor normen. Det bliver med andre ord spændende at se, om vi vil bruge vores nye magt til at gennemtrumfe vores normer vha. retsvæsenet, politiet, medierne og skolelærerne mfl. for at opnå vores mål eller om vi kan findes en vej hvor der også vil være plads til at mene noget andet end os, så længe man ellers holder sig fra vold og mobning?

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post490

Er seksuelle præferencer diskriminerende

DebatPosted by Karen M. Larsen Friday, February 01 2013 11:52:34

På datingsitet Boyfriend, der hovedsageligt henvender sig til homoseksuelle og biseksuelle, kan man bl.a. melde sig ind i en gruppe med titlen "tænder ikke på asiater". Eksistensen af lige præcist denne gruppe, der efterhånden har nogle år på bagen, udløser fra tid til anden debat.

Og indrømmet, rent spontant virker en sådan gruppetitel også usympatisk på mig. Hvorfor dog skilte med hvem man ikke er interesseret i seksuelt? Men på den anden side, hvis det er udtryk for racisme og en krænkende adfærd overfor asiater, at give udtryk for at man ikke tænder på dem, sådan som det sommetider hævdes, er det så ikke også udtryk for sexisme og en krænkende adfærd overfor kvinder, hvis en man giver udtryk for at man ikke tænder på kvinder?

Det interessante ved den måde, som seksualitet er blevet defineret siden lægevidenskaben opfandt selve begrebet "seksualitet" i slutningen af 1800-tallet er, at fokus hovedsageligt har været rettet mod det eller de biologiske køn man tænder på. Man fik her defineret en identitet for en afvigende minoritet, der tænder på deres eget biologiske køn og man definerede en identitet for den normale majoritet, der tænder på det modsatte biologiske køn. Dem der ikke passede til disse to kasser kaldte man så for biseksuelle. Men kunne man ikke også have udviklet seksuelle identiteter for dem, der tænder på bestemte racer frem for andre? Kunne man ikke have identiteter som f.eks. negrofil eller kaukasiofil? Og ligger der ikke i identiteterne "homoseksuel" og "heteroseksuel" et implicit udsagn om at der er et køn, som man ikke tænder på? Er det diskriminerende eksplicit eller implicit at give udtryk for at man foretrækker et køn frem for et andet?

Dette er i lgbt sammenhænge i øvrigt på igen måde en tænkt debat. For i dag kan det at man kalder sig homoseksuel f.eks. betyde, at man er en biologisk mand, der tænder på biologiske mænd. Men det kan også f.eks. betyde, at man er en biologisk mand, der definerer sig som kvinde og som tænder på biologske kvinder og/eller transkvinder. Eller det kan f.eks. betyde, at man er en biologisk kvinde, der både tænder på biologiske kvinder og på transkvinder.

Det er formodentligt kun et spørgsmål om (kort) tid før lgbt miljøerne vil skulle forholde sig til hvorvidt det er transfobisk, at give eksplicit eller implicit udtryk for at man ikke tænder på transmænd eller -kvinder. Måske det fremover i lgbt sammenhænge vil være umoralsk at have en seksualitet hvor man kun tænder på personer med samme biologiske køn som en selv?

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post487

Din, min og præsternes tro

DebatPosted by Karen M. Larsen Monday, January 28 2013 16:13:19

Debatten om hvorvidt det er rimeligt, at et menighedsråd i en jobannonce har søgt en "troende præst" har kørt siden Kristeligt Dagblad skød den i gang med en artikel den 21.1.2013.
Som så ofte når der debatteres folkekirkelige forhold fik fløjene hurtigt positioneret sig. Højrefløjen roser menighedsrådet til skyerne for dets mod til at formulere et yderst rimeligt krav mens venstrefløjen kritiserer menighedsrådet for at vise mangel på tillid til præsterne, samtidigt med at man retorisk spørger hvad det i det hele taget vil sige at være troende.

Jeg må indrømme, at jeg mest af alt ser denne her debat som en (medie skabt) storm i et glas vand. Det er mig bekendt i hvert fald ikke nyt at visse menighedsråd søger efter "troende" præster. Hvad heller ikke kan undre nu når Grosbøll sagen, som der så ofte refereres til i forbindelse med debatten, jo som bekendt ligger år tilbage.

Ej heller giver det i mine øjne særligt meget mening, når Mejdal kirkes jobannonce bliver fremstillet som et tegn på en særlig folkekirkelig krise. Prøv bare at google "priests who don't believe in God" og mængden af links vil vise dig at ikke-troende præster optager sind i hele (den vestlige) verden.

Hvad der derimod undrer mig er, at såvel Mejdal kirkes menighedsråd som dets støtter i debatten øjensynligt går ud fra, at kravet om at ansøgerne til præstestillingen skal være troende vil sikre, at menigheden får en troende præst. På den ene side har man altså så lidt tiltro til job ansøgernes oprettighed at man går ud fra at de kunne finde på at søge om stillingen som præst ved Mejdal kirke selvom de ser sig selv som ikke-troende, men på den anden side har man så meget tillid til deres oprettighed, at man går ud fra at de vil holde sig væk hvis de ikke har troen blot det skrives i jobannoncen at ansøgeren skal være troende. Ingen har øjensynligt tænkt på at disse slemme ikke-troende job ansøgere i en krisetid, hvor jobbene for teologer uden tro og uden lysten til at være folkekirkepræst ikke ligefrem hænger på træerne, kunne finde på at lyve om deres tro, for at sikre sig en fast stilling med garanteret pension.

Jeg tvivler faktisk på at folkekirken vil få flere troende præster, hvad der nu end menes med det, af at menighedsrådene skriver i deres jobannoncer, at de søger en troende præst. Hvad vi i stedet risikerer at få er mindre ærlighed og åbenhed når vi taler tro med vores præster.

Jeg vil i hvert fald hellere have en præst, der tør være ærlig om sin tro og sin tvivl end en, der føler sig nødsaget til at beskytte sig selv og sit job med fromme floskler.

Og så savner jeg flere præster, der i deres prædikener tør tale om deres tro (eller mangel på samme). I et samfund, hvor det nærmest er mere pinligt at fortælle andre om ens trosliv end om ens sexliv, savner jeg præster, der tør dele deres erfaringer ud i de troendes (eller ikke-troendes) land med os andre.
Jeg tror, at jeg er troende, og jeg tror, at der også er andre, der er troende som mig. Men jeg synes sommetider at det er ret ensomt at være en troende med en længsel efter at tale tro med mennesker, der er åbne, ærlige og oprigtige i deres tro eller ikke-tro. Jeg savner præster såvel som lægfolk, der taler ud fra egen erfaring og ikke blot gemmer sig bag fromme men også upersonlige og lidet autentisk virkende formuleringer. Så det ville være en hjælp hvis præsterne (fortsat) turde tale åbent om hvad de tror på (og ikke tror på) når de taler til os fra prædikestolen og hvor vi nu ellers møder dem.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post486

Hader Iben Thranholm de vestlige sekulære demokratier?

DebatPosted by Karen M. Larsen Friday, December 07 2012 13:33:25

Iben Thranholm benytter i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 7.12.2012 den aktuelle debat om juletræer, julefejringer i skolerne og kors på slovakiske mønter til at komme med hvad man vist godt kan kalde for en bredside mod kampen for sekulariseringen. At fjerne kristne symboler i det offentlige rum kalder hun for et "had til kristendommen. Et had, der samler kraft til at hærge, indtil det sidste alter er væltet".

Dernæst påberåber hun sig historien: "I 1930’ernes Tyskland startede forfølgelsen af jøderne også med, at man fratog dem privilegier. I det antikke Rom, som var kendt for sine omfattende kristenforfølgelser, var kristendommen vel at mærke ikke forbudt ved lov. Men den folkelige uvilje mod de kristne var meget stor. En privat anklager behøvede kun at rette en anklage for det at være kristen, for at en dommer kunne dømme til døden. Kejseren lod de kristne gå fri, hvis de afsværgede deres tro".

Kristendommen tvinges i dag, i henhold til Iben Thranholm, også til i offentlige sammenhænge at afsværge sin tro. Formålet med religionsneutraliteten er nemlig intet mindre end at smadre kristendommen. Der er med andre ord tid til handling: "Hvis ikke kristne i Europa modsiger religionsneutraliteten og sætter foden i døren, mens de endnu har friheden til at gøre det, er de i fare for at komme til at lide samme skæbne som kristne i for eksempel Irak, Mellemøsten, Indonesien, Kina og Nigeria. Europæiske kristne forholder sig alt for passivt og naivt til tidens tegn. Den attitude kan komme til at ændre historiens gang radikalt."

Hvad skal man dog sige til denne svada? Tja, jeg kunne jo være fristet til at spørge Iben Thranholm om hun hader de vestlige demokratiske og sekulære samfund. Vil hun ikke helme før sekulariseringen er blevet rullet fuldstændigt tilbage? Mener hun f.eks. at kristendommen skal have samme status i dag som den havde i middelalderens samfund og de andre religioner skal behandles ligesom de dengang blev behandlet? Jeg kunne selvfølgelig også spørge Iben Thranholm om hvordan hun ville have det med at blive beskyldt for at være drevet af had og for at arbejde for et samfund hvor dem, der ikke tror som hende, skal udsættes for forfølgelser. Jeg kunne spørge hende om mange ting, men jeg tror ikke rigtigt, at hun vil værdige en lille ubetydelig blogger som mig et svar.

Så derfor er det nok mere givende at se på Iben Thranholms brug af historien. Mht. nazismen så startede nazisterne ikke med at fratage jøderne deres privilegier, for jøderne var i det førnazistiske Tyskland ikke privilegerede. I stedet startede nazisterne med at fratage jøderne deres borgerlige rettigheder, de rettigheder der ligestillede alle tyske statsborgere uafhængigt af deres religion og etniske baggrund.

Mht. kristendomsforfølgelserne i Romerriget, så er det vigtigt at være opmærksom på, at de antikke samfund faktisk var rimeligt ligeglade med hvad folk troede på. Man måtte tro på de guder man ville. Men romerne var ofte ret så skeptiske overfor nyreligiøse bevægelser, hvortil kristendommen jo den gang hørte, fordi man mente, at det var bedre for samfundet hvis folk holdt sig til traditionen og forfædrenes skikke. Og så var Romerriget kun tolerant i den forstand, at folk måtte tro på guder efter eget valg. Det krævende nemlig at alle skulle deltage i statens officielle kult (kejserkulten) og i lokalsamfundene blev det også forventet, at alle deltog i de store religiøse festivaler til ære for lokalsamfundets guder.

Eller med andre ord, ikke nok med at det offentlige rum i det hedenske romerrige var fyldt med gudebilleder, altså var alt andet end religionsneutralt, så insisterede samfundet på at man uanset ens personlige tro skulle deltage i fællesskabets religiøse ritualer. Ville man ikke det, f.eks. fordi man var kristen, ja så blev man set som en trussel mod samfundets sammenhængskraft, ja mod selve dets overlevelse. Hvis Romerriget havde været religionsneutralt, så var det ikke kommet til kristendomsforfølgelser.

Det forstemmende ved Iben Thranholms klumme er imidlertid ikke bare hendes dæmonisering af de vestlige sekulære demokratier. Nej, det sørgelige er også, at hun øjensynligt går ud fra at kristendommen kun kan leve hvis den er privilegeret. At der ikke er nogen mellemvej mellem at have magten eller at blive forfulgt.

Det hører jo også unægteligt med til historien, at kristendommen da den kom til magten i det sene Romerrige, ikke blot blev overøst med privilegier. Nej, den fik også iværksat en omfattende forfølgelse af de ikke-kristne religioner. Gudernes altre blev væltet. Gudebillederne blev smadret. Det samme blev templerne hvis de ikke blev omdannet til kirker. Enhver dyrkelse af de gamle guder blev forbudt og straffen for at bryde den lov var i værste fald døden. Måske frygter Iben Thranholm, at kristendommen i de sekulære vestlige demokratier vil få samme behandling som den udsatte antikkens hedenske religioner for da den i sin tid først fik magten hertil? Men sådan kommer det næppe til at gå. Kristendommens magtovertagelse og de efterfølgende forfølgelser af anderledes troende blev indført i diktaturstater. I et demokrati med respekt for sig selv sikres alle borgere lige rettigheder uanset deres religion.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post484

De Radikale vil sikre barnets tarv

DebatPosted by Karen M. Larsen Saturday, August 18 2012 12:05:01

At Det Radikale Venstres forslag om at et barn skal kunne have fire forældre bliver mødt med modstand fra de borgerlige partier er hvad man kan forvente. At være imod en fuld statslig accept og anerkendelse af homoseksuelle synes jo at være en værdipolitisk mærkesag for de borgerlige partier. At modstanden mod De Radikales forslag er blevet så brutal er dog lidt overraskende. Når Dansk Folkepartis familieordfører Mette Hjermind Dencker lige får sat anerkendelse af regnbuefamiliernes forældresammensætning i sammenhæng med ægteskab mellem mennesker og hunde, ja så rammer hun desværre debat tonen ganske godt.

Hvad de borgerlige overser er, at der allerede nu findes børn, der reelt set har fire forældre, nemlig deres biologiske mor og hendes kone og deres biologisk far og hans mand. Vi taler ikke om hvad der kan komme men hvad der allerede er en levende realitet i vores samfund. På samme måde kan et adoptivbarn jo også havde to levende biologiske forældre samt dets adoptivforældre. Og i de mange såkaldte sammenbragte familier har børn, ud over deres biologiske forældre, også en såkaldt bonus- eller papfar hhv. -mor.

Egentligt kunne jeg godt tænke mig at dem, der næsten savler af raseri over De Radikales forslag, kunne fortælle mig hvorfor det skulle være i barnets tarv, at det i tilfælde af skilsmisse kan komme til at risikere at miste kontakten til en voksen, der har spillet en afgørende rolle i dets opvækst og som det har knyttet sig følelsesmæssigt til. Og vi skal jo ikke glemme, at hvis barnet fratages kontakten til en sådan voksen, så vil det også miste kontakten til eventuelle pap/bonus/med -bedsteforældre, -onkler, -tanter og ikke mindst stedsøskende. Hvordan kan man være kold overfor det?

Jo, det er rigtigt, at det kan blive indviklet, hvis mere end to skal finde ud af at tage beslutninger for et barn, faktisk er det jo også sommetider svært når der kun er to med i spil. Her kunne det sikkert være en god ide, hvis der blev udarbejdet nogle klare retningslinjer i tilfælde af strid mellem forældrerne. Personligt synes jeg f.eks., at et barn burde have krav på at have ét hjem, lige meget om alle forældre så bor der eller ej. Samvær med de andre forældre må altså ikke tage et sådant omfang, at barnet bor i en kuffert. Og jeg synes også, at det ville give mening, at det er de forældre som barnet bor hos, der som udgangspunkt også har retten til at tage beslutninger vedr. barnets hverdag.

Det afgørende for mig er at barnet sikres mod at miste kontakten til en signifikant voksen, som det har knyttet stærke bånd til. At gå imod det er i mine øjne udtryk for at man er ligeglad med barnets tarv.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post482

Kristeligt Dagblads kamp mod transpersonerne

DebatPosted by Karen M. Larsen Friday, August 10 2012 13:52:34

Det kan være meget forstemmende at læse Kristeligt Dagblad. I årevis har denne avis kæmpet med næb og klør mod enhver forbedring af homoseksuelles forhold og nu, da Det Radikale Venstre har fremsat et lovforslag hvis mål er at forbedre forholdene for transpersoner, fortsætter Kristeligt Dagblad hvor de slap i forhold til de homoseksuelle. Erik Bjeragers leder i Kristeligt Dagblad fra den 10.8.2012 er et mesterstykke i uvidenhed om de faktuelle forhold som transpersoner må leve under, kombineret med manglende forståelse for deres levevilkår og så ikke mindst, en dæmonisering af dem, der ønsker at forbedre transpersoners situation.

Bjerager synes ikke at vide, at den håndfuld af transpersoner, der årligt kommer igennem Sexologisk Instituts nåleøje og får diagnosen "transseksuel", har ret til en kønsskifteoperation. Og har man fået en sådan kan man helt legalt skifte navn og personnummer samt få et nyt pas. Kønnet er altså ikke noget mere givet og fastlagt i vores samfund end at man kan få det ændret, det er bare meget svært. Den nyligt indførte mulighed for at få et X i passet i stedet for "mand" eller "kvinde", er altså ikke henvendt til dem, der har fået diagnosen transseksuel men til andre, der lever fuldtids som "det modsatte køn". Problemet med denne ordning, sådan som den ser ud nu er imidlertid, at Sexologisk Institut skal sige god for at en person kan få dette X i passet, og de er mere end nærige med at tildele sådanne godkendelser.

Bjerager ved ikke, eller vil ikke vide af, at det er enormt svært at blive godkendt som transseksuel af Sexologisk Institut. Især biologiske mænd, der oplever sig som kvinder, de såkaldte transkvinder, bliver næsten alle afvist af instituttet. Og ikke nok med det, transpersoner der opsøger Sexologisk Institut, bliver udsat for en nedgørende og ydmygende behandling. Ja, jeg har sågar hørt om at transkvinder er blevet befamlet på deres kønsorganer af personalet! Man skal altså ikke have sat sig ret meget ind i transpersoners forhold her i landet for at se, at de nuværende forhold for personer, der ønsker at skifte køn, er meget ringe og på ingen måde værdige for et moderne, i egne øjne tolerant samfund.

Nu er det, som jeg har forstået det, ikke umiddelbart muligt at indføre kønsneutrale personnumre sådan som De Radikale foreslår det. En sådan ændring må nok vendte til man en gang i fremtiden alligevel skal lave systemet om. Jeg kan derimod ikke se noget nævneværdigt problem med at indføre pas, hvor kønnet ikke er registreret. Fremtidens pas vil sandsynligvis indeholde fingeraftryk eller lignende helt unikke kendetegn ved en person, og i så tilfælde bliver f.eks. kønsangivelse ligegyldig. Og at vi her og nu gjorde det nemmere at skifte personnummer, få et X i passet eller få lov til at vælge navn efter ønske og ikke efter biologisk køn, ja det kan jeg slet ikke se problemet med. Med mindre man naturligvis lader sig styre af en konservativ ideologi hvor man ser det som et mål at presse mennesker til at leve efter en kønsforståelse og nogle kønsroller, som slet ikke passer til dem.

Virkeligheden er, at ikke alle mennesker er født som enten mænd eller kvinder. Nogen er biologisk set hverken entydigt mand eller kvinde, og andre kan psykisk ikke med deres biologisk køn. De radikales lovforslag tager udgangspunkt i den kønsmangfoldige virkelighed, mens Bjerager og Co.'s kamp for status quo er klassisk ideologisk. De sætter nemlig deres ideer og normer om køn over konkrete mennesker, hvis liv lige nu ødelægges af at samfundets lovgivning ikke i tilstrækkelig grad forholder sig til deres kønsvirkelighed.

  • Comments(0)//www.karenmlarsen.dk/#post481
« PreviousNext »