DebatPosted by Karen M. Larsen Wednesday, November 05 2014 11:01:08Tulle Krøyer, hendes kone og deres to små børn har over
nogle måneder været udsat for forskellige former for chikane og hærværk, begået
af en eller flere personer, der tydeligvis har et religiøst problem med denne
lesbiske families såkaldte livsstil. Familien lever (eller bedre sagt levede
for nu vil de flytte) i Mariager, en by med et stærkt frikirkemiljø. Selvom vi
endnu ikke ved hvem der står bag disse forbrydelser har der fra starten af
været fokus på frikirkemiljøet i den lille provinsby, et fokus der er kommet
ekstra meget frem efter at Tulle Krøyer har valgt at anmelde David Jakobsen,
der har en tilknytning til dette miljø, til politiet. Han er vel og mærke ikke blevet anmeldt for chikanen og hærværket, i stedet
er han blevet anmeldt for en debat tråd under hans Facebook profil. I denne
tråd argumenterer David Jakobsen for at ægteskabet er forbeholdt
heteroseksuelle par, mens andre debattører kommer med ret så heftige udsagn om
homoseksuelle, så som at de er besatte af dæmoner og hvor homoseksualitet
nævnes i samme sammenhæng som f.eks. drab. (Tråden er nu slettet men jeg har
haft adgang til at læse en kopi. )
Nu er det jo menneskeligt forståeligt, at Tulle Krøyer er
noget oprevet efter den helt uacceptable chikane som hun og hendes lille familie er blevet udsat for.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage og tænke over hvor hun
mon var henne, da der blev diskuteret homovielser i folkekirken. For i løbet af
den debat blev der da sagt og skrevet det samme - og det der var værre - end
det som fremgår af den debat tråd på Facebook som hun nu har politianmeldt.
Nu har jeg i ca. ti år deltaget i debatten om kristendom og
homoseksualitet - jeg tror at jeg kender alle standartargumenter og påstande i
den debat - og det er en debat som i sig selv er en debat værdig, for der kan
ikke være nogen tvivl om at den ofte er ret så hård.
Lad det være sagt med det samme: Efter min mening har man i
et land med religions- og ytringsfrihed lov til at mene, at ægteskabet bør være
forbeholdt heteroseksuelle par - man har også lov til at mene, at sex kun må
finde sted i sådanne ægteskaber. Folk har lov til at mene, at jeg lever i synd
fordi jeg er gift med kvinden i mit liv, ligesom de f.eks. har lov til at mene,
at jeg synder, når jeg af og til spiser svinekød. I et pluralistisk og
mangfoldigt samfund giver det ikke mening, at ville kriminalisere uenighed om
hvad der er moralsk rigtigt og forkert.
Når det så er sagt så kan jeg da også undre mig over hvorfor
nogle kristne har det med at komme med udtalelser om homoseksuelle som går langt
ud over en henvisning til at sex udenfor det heteroseksuelle ægteskab er
syndigt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om der ikke i nogle tilfælde er
tale om, at disse kristne føler sig langt mere provokeret af den såkaldte
homoseksuelle synd end så mange andre ting, der jo også i princippet er syndige
i henhold til deres kristendomsforståelse, såsom f.eks. at have heteroseksuel
sex med en person man ikke er gift med.
Men hvad der nu end er på spil inde i disse kristnes
hoveder, og det skal man jo passe på med at ville gøre sig klog på, så er det
desværre også min erfaring, at nogle kristne siger sårende ting om
homoseksuelle fordi de vil såre de homoseksuelle! Man vil med loven piske de
homoseksuelle til Kristus, man vil såre os så vi omvender os. Og hvis vi
reagerer såret på det der bliver sagt om os viser vi, i henhold til nogle
kristne, at Helligånden virker i vores indre! På den måde kan man give sin hensynsløshed
et helligt skær og retfærdiggøre stort set hvilket udsagn om homoseksuelle man
kan tænke sig.
Men homoseksuelle der deltager i debatten om homoseksualitet
og kristendom kan også finde på at sige stærkt nedladende og aggressive ting,
være det mod dem de debatterer med eller kristne generelt. Desværre er det jo
en udbredt skik at sparke til dem man bliver sparket af hhv. som man tror
sparker en. Og jeg må da desværre også indrømme, at der i tidens løb er fløjet
nogle finker fra min pande i sådanne debatter.
For når man som homoseksuel, og i mit tilfælde kristen,
deltager i debatten om homoseksualitet og kristendom så er det jo også ens eget
liv, der debatteres. Ens eget liv er i sagens natur meget mere end teori for en
selv. Mange homoseksuelle kender til perioder, hvor de har måttet kæmpe med
selvhad, og måske også er blevet mødt med afvisning og foragt af andre. Og det
kan derfor ikke undre, at folk let kan eksplodere når de oplever, at andre i en
debat mere eller mindre bevidst forsøger, at vække og ægge dette selvhad og fodre
den indre selvforagt, som man måske ikke har fået taget det nødvendige livtag
med. Homoseksuelle holder kun yderst sjældent op med at leve som homoseksuelle
når de mødes med kristen inspireret foragt - i hvert fald ikke i længden, men
de internaliserer desværre kun alt for ofte denne foragt - og forsøger så
sommetider at håndtere den ved at møde kristne, uanset deres konkrete syn på
homoseksuelle, med foragt. Nogle af de værste eksempler på kristnofobi som jeg
har mødt har faktisk været fremført af homoseksuelle.
Personligt tror jeg, at det er nødvendigt, at man prøver, at
stoppe denne spiral af sårede følelser, foragt og ja, had. Det nytter ikke
noget, at give dem, der foragter en den magt, at de kan gøre en ked af det. I stedet
tror jeg, at det er vigtigt, at huske på, at den der nu forsøger at såre mig
måske selv er et såret menneske, der længes efter kærlighed og forståelse. Jesu
ord om at vi skal elske vores fjender betyder for mig, at vi skal forstå, at vi
har fjender, men at det bedste svar på deres had ikke er mere had, men en rolig
og afbalanceret fremhævelse af hvad man
selv tror er sandt og godt. Og så er det i øvrigt en god ide at forlade en
debat, som man føler overskrider ens grænser, og hvor man derfor risikerer selv
at blive såret og få såret andre. Sommetider er tavshed det bedste og mest
kærlige svar.
DebatPosted by Karen M. Larsen Saturday, November 01 2014 13:40:09Der har i den seneste stykke tid været en del medie røre
over, at en lesbisk familie i Mariager har været udsat for chikane i form af
f.eks. ubehagelige breve og hærværk udført mod deres ejendom. Heldigvis har
politiet nu anholdt en mand de mistænker for at stå bag chikanen og vi kan
derfor håbe på at denne grimme sag hermed får en ende.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage med en
grim smag i munden, for det er mit indtryk, at denne sag på mange måder er endt
med noget nær chikane mod indbyggerne i Mariager. Især er jeg lidt rystet over
at se, at man uden videre går ud fra, at alle indbyggere i en by er kollektivt
ansvarlige for hvad der jo ligner en enkelt psykisk syg persons handlinger.
Kigger man ind på Facebook gruppen Mariager 9550 kan man se, at der har været
en massiv afstandstagen fra hetzen mod familien og støtte til den, men det har
øjensynligt ingen udenfor Mariager gidet forholde sig til.
Faktisk kan jeg ikke lade være med at undre mig over denne
bølge af forargelse. Jeg mener, det er jo en kendt sag, at homoseksuelle der
færdes i det københavnske natteliv ikke "bare" risikerer chikane i
form af tilråb men direkte fysisk vold. Jeg kender selv en bøsse fra et af
Københavns mere multietniske kvarterer, som ikke åbent tør vise sin kærlighed
til sin kæreste der hvor de bor, fordi de oplever at blive chikaneret. Og at
det forholder sig sådant tror jeg ikke virkelig kommer som nogen nyhed for de
fleste. Ja, hvor mange københavnske homopar tør gå hånd i hånd eller ligefrem
kysse i byens gader?
Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, at
chikanesagen fra Mariager i den grad har udløst heftige reaktioner, ikke mindst
blandt homoseksuelle, fordi den på bekvem måde forstærker en fordom der uhindret
florerer i homomiljøerne. Og det er fordommen om at man som homoseksuel ikke
kan leve lykkeligt og trygt i provinsen og da slet ikke ude i de mindre
samfund. Når jeg fortæller, at jeg og min kone lever lykkeligt og helt chikane
frit i en mindre by på Falster bliver jeg ikke rigtigt troet på. For nogle homoseksuelle
"ved" øjensynligt at man skal bo i København for at få et godt liv
som homo.
Måske al denne vrede mod indbyggerne i Mariager dækker over,
at rigtigt mange københavner homoer selv lever i frygt for homofobisk chikane?
En frygt de ikke rigtigt kan give udtryk for fordi den kan være politisk
ukorrekt at nævne (fordi den jo i storbyen ikke så sjældent endda udføres af
unge mænd med såkaldt anden etnisk baggrund) eller fordi den bare ikke passer
ind i deres forestillinger om at man som homo skal bo i København.
DebatPosted by Karen M. Larsen Monday, August 11 2014 13:23:01Iben Thranholm er en katolsk debattør, der er kendt for sine
skarpe og provokerende holdninger. Hun har f.eks. påstået, at der er en
sammenhæng mellem skoleskyderier i USA og den fri abort, hun har beskyldt Manu Sareen for at være skyld i kæmpeorkanen på Pilippinerne
fordi han har indført det kønsneutrale ægteskab, hun mener, at klimaforandringerne skyldes mangel på tro, hun hylder Putin som en stor kristen leder, og hun påstår, at demokratiet er kristendommens værste fjende.
Iben Thranholms ytringer virker nok nogenlunde lige så
provokerende på den danske offentlighed som Femens berømte stunt i en kirke i
Moskva i sin tid virkede på den russiske offentlighed. Nu er der selvfølgelig
meget store og markante forskelle mellem Iben Thranholm og Femen, ikke mindst
mht. de værdier som de kæmper for og de konkrete metoder, som de benytter sig
af. Men der er også ligheder. Både Iben Thranholm og Femen synes, at deres
værdier undertrykkes og forfølges af det samfund, som de er borgere i. De er
fælles om ikke at have respekt for de værdier, som flertallet har, og de er
villige til at krænke det, der opleves som helligt af flertallet, for på denne
måde at få deres budskab frem.
I og med at både Iben Thranholm og Femen er så ekstremt
provokerende i deres respektive samfund er der også en stor risiko for, at det
budskab de gerne vil have ud drukner i forargelse over det de siger hhv. gør -
for det er jo altid den risiko man løber, når man provokerer, nemlig at folk
bliver så provokerede, at de lukker fuldkommen af for det man gerne vil have
dem til at se og forstå. Og det er lidt af en skam, for uanset om man nu deler
Iben Thranholms eller Femens værdier så fortjener de at man tager dem alvorligt
og at man prøver på at forstå dem.
Nu er det for nyligt kommet frem, at nogle danske katolikker slet ikke kan identificere sig med Iben Thranholms
skriverier, men man må ikke glemme, at der faktisk er andre, der i diverse
debatfora forsvarer hende, ja hun har også en del støtter, der slet ikke er
katolikker, men i stedet tilhører andre kristne trossamfund. Iben Thranholm kan
ses som en art talerør for de grupper af hvad man måske kan kalde for højrekristne,
som føler sig ekstremt marginaliserede i de sekulære postmoderne vestlige
samfund. Disse kristne føler, at deres tro og værdier bliver trådt voldsomt
under fode, og de mener, at de udsættes for diskrimination, ja forfølgelse.
Nu kan det på udenforstående virke ret voldsomt, at påstå,
at kristne som Iben Thranholm bliver forfulgt og undertrykt i f.eks. Danmark.
Det at hun får så meget plads i medierne som hun gør giver jo ikke ligefrem
indtryk af, at man i Danmark kommer i fængsel eller det der er værre, fordi man
taler tidsånden midt imod. Men forfølgelse handler ikke bare om objektive
forhold men også om hvordan man subjektivt oplever sin situation. F.eks. er jeg
på Facebook stødt på en transkønnet, der påstod, at flertallet af danskerne
ønsker at udrydde transkønnede og hun var ikke til at hugge eller stikke i, det
var sådan det var! Nu er det helt sikkert svært at være transkønnet i Danmark,
faktisk en del sværere end at være katolik ville jeg nok mene, men det ændrer
ikke ved det lettere paranoide ved denne bedømmelse af hvordan danskerne ser på
transkønnede. Føler man sig trådt på, og bliver man det også i et eller andet
omfang, så kan man let komme til at tillægge sine omgivelser mål og motiver de
slet ikke har.
Og det må f.eks. være hårdt, at være overbevist om at abort
er mord på uskyldige børn og så leve i et samfund, hvor der er massiv opbakning
bag den fri abort. Ingen ville vel bryde sig om at skulle se hjælpeløs til mens
der begås mord på uskyldige små børn i ens eget land. Og det må være frustrerende
at leve i et samfund, hvor man hylder gay pride parader og har indført ægteskab
for homoseksuelle hvis man ser udlevet homoseksualitet som en modbydelig synd
der vil nedkalde Guds og/eller naturens straf over de samfund, der omfavner
den. Det må være meget deprimerende at se sin egen kultur gå sin undergang i
møde.
Iben Thranholms protest er altså forståelig nok hvis man ser
den som et udslag af en dyb frustration over at stå udenfor nutidens pæne
selskab - og over, at ingen gider lytte til det man siger. Ingen kan lide at
blive hånet, alle vil gerne blive forstået. Problemet for Iben Thranholm og hendes
åndsfæller er, at deres værdier og deres logik er så langt væk fra
befolkningsflertallets, at en dialog ikke rigtig er mulig. Deres argumenter mod
abort og homoseksualitet preller af som vand på en gås på den senmoderne
vestlige offentlighed, ligesom vores argumenter preller af på dem. Sommetider
er afstanden bare for stor til at man kan bygge en bro over kløften. Men at
gøre den endnu bredere og dybere nytter på den anden side heller ikke.
DebatPosted by Karen M. Larsen Friday, February 07 2014 11:06:38Der har været en del mediefokus på det forhold, at FN's komité
for børns rettigheder som noget helt nyt og uhørt i skarpe vendinger har
kritiseret Vatikanet for dets håndtering af de mange sexovergrebssager, der er
væltet ind over den katolske kirke i de senere år. Særlig opmærksomhed har det
også vagt, at FN's komité for børns rettigheder ikke nøjes med at kritisere
Vatikanets håndtering af sexovergrebssagerne, men at man også kritiserer dele
af den katolske kirkes lære f.eks. mht. abort og homoseksualitet for at bidrage
til at forværre børns livssituation. Som vel nærmest ventet afviser Vatikanet
kritikken og frabeder sig verdslig indblanding i den katolske kirkes indre
anliggender mens katolske grupperinger verden over opfordrer til protest og
modstand mod FN's anklager.
Nu er den katolske kirkes organisationsstruktur mere
kompliceret end mange tror - herunder er ansvarsfordelingen mellem Vatikanet og
de lokale bispedømmer ikke altid lige nem at forstå. Men basalt set kan man
sige, at det er de lokale biskopper, der har ansvaret for hvem der får lov til
at blive katolske præster, hvor de skal arbejde og om de skal forflyttes etc.
Og der kan slet ikke være nogen tvivl om, at problemerne med sexovergreb
foretaget af katolske præster i høj grad har hængt sammen med at biskopperne
alt for ofte har svigtet deres tilsynspligt i forhold til præsterne. Men
Vatikanet kan ikke vaske sine hænder i uskyld når biskopperne fejler. For det
er Vatikanet og kun Vatikanet der permanent kan fratage en katolsk præst retten
til at virke som præst - og her har man alt for ofte været alt for langsommelig
også der hvor den lokale biskop har presset på for en løsning. Og så er det jo
i øvrigt Paven der vælger de lokale biskopper - og det gør han som udgangspunkt
ud fra de anbefalingerne som de relevante medarbejdere i Vatikanet giver ham.
Hvis biskopperne ikke har gjort deres arbejde godt nok er det altså ikke nok at
bebrejde dem deres fejl - man må lægge noget af ansvaret over på dem, der har
besluttet, at disse mænd skulle være biskopper.
FN's komité for børns rettigheder har også grundlæggende set
ret i at f.eks. den katolske kirkes meget negative beskrivelse af homoseksuelle
parforhold alt andet lige har en negativ indflydelse på børn og unge, der er
homoseksuelle eller som har homoseksuelle forældre. Men man kan alligevel ikke
lade være med at tænke på om komitéens kritik af den katolske kirkes lære ikke
også er en tak for sidst for alle de gange hvor Vatikanet i FN regi har kæmpet
mod fri abort og homoseksuelles rettigheder. Og det er jo nok spørgsmålet om et
sådant tak for sidst, hvor forståeligt det nu end rent menneskeligt er, er en
særlig klog strategi. For man skal ikke kende særligt meget til den katolske
kirkes typiske reaktionsmønstre for at kunne regne ud, at denne kritik vil
blive udlagt som et angreb på religionsfriheden og som et bevis på at FN's
kritik blot er et ideologisk indspark i en værdikamp, og derfor kan og skal
siddes overhørig. På denne måde har FN forspildt chancen for at gøre opmærksom
på, at der fortsat er alvorlige mangler mht. sikringen af børn mod sexovergreb
i katolsk regi. F.eks. pålægger den italienske bispekonferences først for
nyligt indførte guidelines for håndtering af sexovergrebssager ikke den enkelte
biskop at kontakte politiet, hvis han står i den situation, at han bliver
bekendt med troværdige anklager mod en præst. Som bispekonferencens sekretær
biskop Galantino, der i øvrigt er udnævnt af Pave Frans, udtalte, så er en
biskop ikke en offentlig embedsmand eller minister - man skal ikke forvente af
ham at han angiver sine egne præster. Med andre ord, det er stadigt op ad bakke at få alle biskopper til at forstå
alvoren når det kommer til sexovergreb begået af katolske præster.
Men også Vatikanet har forspildt en chance for at vise, at
den meget omtalte Pave Frans effekt er slået igennem. Pave Frans gør jo meget
ud af at den katolske kirke skal fremstå som ydmyg. En ydmyg reaktion på FN's komité
for børns rettigheders anklager havde været, at Vatikanet havde indrømmet, at
der er blevet begået alvorlige fejl og at man beklager det dybt. En ydmyg
reaktion havde været, hvis Vatikanet havde tilbudt at samarbejde med FN's komité
for børns rettigheder for at forebygge fremtidige sexovergreb. Og Vatikanet
havde fremstået som ydmyg hvis man i stedet for at reagere med vrede og
krænkelse over at den katolske kirkes lære blev kritiseret i venlige og rolige
vendinger havde forklaret, at man ikke opfatter kirkens lære om abort og
homoseksualitet som skadelig for børn og unge. Vatikanets nærmest klassiske
automatreaktion på FN's komité for børns rettigheders kritik kunne tyde på, at
Pave Frans enten ikke kan eller ikke vil ændre på Vatikanets hang til at se sig
selv som hævet over kritik samtidigt med at man elsker at være ude med riven
efter den sekulære verden.
DebatPosted by Karen M. Larsen Thursday, February 06 2014 11:53:14Debatten om Yahya Hassans digtsamling har nu kørt et stykke
tid - og tager stadigt flere krumspring. Således har det i den danske
offentlighed vagt en del kritik, at den svensk-iranske forfatter Athena
Farrokhzad har skrevet en ret kritisk anmeldelse
af denne digtsamling. Det er ikke faldet i god jord, at hendes kritik har haft
fokus på det som hun forestiller sig at højrefløjen vil bruge Yahya Hassans
digte til. Men nu er adoptionsforskeren Lene Myong faret i det digitale blækhus for at
komme Athena Farrokhzad til undsætning og forsvare hende mod "hvide
mænd i magtfulde positioner", der tror at de ved hvad minoriteterne har
brug for. Lene Myongs forsvarsskrift når måske sit retoriske højdepunkt når hun
skriver: "hvilke konsekvenser får det for os ikke-hvide
minoriteter, med eller uden muslimsk baggrund, at vi på uværdig vis, igen og
igen, får udlagt vores behov af en hvid offentlighed. Af hvem og hvornår er vi
blevet spurgt om det?" Og som det seneste skud på stammen deler nu også
Christoffer Emil Bruun Lene Myongs kritik af dem, der
kritiserer Athena Farrokhzad for at
kritisere Yahya Hassan.
Der
er ligesom noget metaagtigt over denne her kritik - men måske det også lidt er
strategien - hvis man nemlig kan dreje debatten bort fra Yahya Hassans
konkrete kritik og i stedet over på hvad højrefløjen, racisterne,
islamkritikerne etc. (hvis man ellers i det hele taget skelner mellem dem) kan
bruge denne kritik til, så kan man jo også forhindre, at vi kommer til at tale
om de problemer, som Yahya Hassan egentligt vil gøre os opmærksomme på.
Nu
kan det jo i en svensk sammenhæng, hvor der ikke gives så meget plads til
angreb på indvandrere, muslimer etc. måske nok være rigtigt, at digte som Yahya
Hassans kunne starte en kritisk og også nedladende debat som der hidtil
ikke har været så meget af. Men her i Danmark, hvor der siden midten af
1990'erne er væltet en verbal shitstorm af tsunami-agtige dimensioner ned over
hovedet på landets muslimske mindretal, er det sådan set lidt svært at se
hvordan Yahya Hassans digte skulle kunne gøre situationen meget værre. Dem
der har et behov for at lægge muslimer for had har tydeligvis ikke haft brug
for en Yahya Hassan for at kunne finde undskyldninger for deres islamofobi. Ja, faktisk er det jo et
typisk kritikpunkt rettet mod landets muslimer, og dem der gerne vil forsvare
dem, at de er tavse mht. de problemer med vold, kvindeundertrykkelse, homofobi
etc. som der findes i visse muslimske miljøer. Tavshedens strategi virker måske
(endnu) i Sverige - men den er alt andet lige kontraproduktiv i Danmark.
Men
der er også et mere grundlæggende problem med Athena Farrokhzads og Lene
Myongs kritik. De ser nemlig begge to at "sortes" kritik af andre "sorte"
kan og vil blive misbrugt af diverse racister - men de bliver så også stående
der. Ingen af de to reflekterer over, at vi dermed har den situation, at kritik
af ens egen kultur og religion er et "hvidt" privilegium. At
"sorte" ikke har samme frihed som "hvide" til at fortælle
om vold, misbrug og undertrykkelse i deres egen kultur - at mennesker med
muslimsk baggrund ikke har samme frihed til at afsky deres religion som
mennesker med en kristen baggrund har, tages som noget givet, som noget man bør
medtænke når man ytrer sig frem for en uretfærdighed, som man burde bekæmpe.
Tavshedens
strategi har imidlertid også en pris - der er bare ingen win-win situation i
denne her kamp. Jeg kender den selv fra min egen katolske opvækst og ungdom. Jeg
er også blevet opdraget med at man skulle passe på med kritik af kritisable
forhold i det katolske miljø fordi denne kritik ville kunne blive misbrugt i et
antikatolsk samfund. Og det er jo ikke nogen helt forkert observation.
Katolicisme er måske den mest forhadte religion i Danmark efter islam - og
medierne elsker også at skrive negativt om den katolske kirke. Men den katolske
tavshedskultur har betydet, at overgreb af forskellig karakter har kunnet
foregå i årevis uden at nogen greb ind. Selvom man måske ikke samtykker når man
tier - så forhindrer man heller ikke overgrebene - og man hjælper helt sikkert
ikke dem, der bliver ofre for dem. Det kan godt ske, at nogen som Athena
Farrokhzad mener, at de "hvides" racisme er værre end den
patriarkalske vold i visse muslimske miljøer og at nogle katolikker mener, at
angreb på den katolske kirke er værre end de overgreb, der er sket i katolsk
sammenhæng. Men det kunne også tænkes, at nogle af ofrene faktisk gerne vil
have hjælp og få en stemme - i stedet for at blive mødt med en mur af "velmenende"
tavshed.
DebatPosted by Karen M. Larsen Sunday, December 15 2013 13:04:54I Kristeligt Dagblad har der i de senere dage været en
omfattende debat foranlediget af at folkekirkepræsten Massoud Fouroozandeh,
der er tidligere muslim og tidligere frikirkepræst, har fået en næse af sin
biskop for at have døbt tidligere muslimer uden at indmelde dem i folkekirken
sådan som han er forpligtet til. Især i Tidehvervske kredse, hvor man har taget
Massoud Fouroozandeh til sig, er man meget forarget over at den kristne pligt
til at døbe sådan bliver tilsidesat af øjensynligt rene bureaukratiske årsager.
Men jeg kan slet ikke se noget mærkeligt i, at voksne der
lader sig døbe af en folkekirkepræst selvfølgelig skal indmeldes i folkekirken.
Det samme sker jo også med de spædbørn, som bliver døbt i folkekirken. Hvis
voksne skal have lov til at fravælge folkekirkemedlemskabet i forbindelse med
dåben, ja så har forældre vel også lov til at fravælge folkekirkemedlemskabet
på deres spædbørns vegne? Og set i lyset af at langt de fleste medlemmer af
folkekirken blev meldt ind i forbindelse med at de blev barnedøbt ville en
lempelse af reglerne her let kunne have ret så alvorlige følger for
folkekirken.
Alle ikke-døbte, der kommer til tro på Jesus Kristus, kan
blive døbt af en folkekirkepræst. Den kristne dåbspligt bliver altså ikke krænket
på nogen måde af at dåb i folkekirken også betyder indmeldelse i folkekirken. Døren
til dåben er åben, man skal som dåbssøgende blot acceptere, at når man lader
sig døbe af en folkekirkepræst, ja så bliver man også medlem af folkekirken. På
samme måde bliver man jo også f.eks. medlem af den katolske kirke, hvis man
lader sig døbe af en katolsk præst. Ønsker man ikke at blive døbt ind i en
bestemt kirke, ja så må man jo opsøge præster eller lægfolk indenfor
kirkesamfund, hvor dåben ikke er det samme som en indlemmelse i et konkret
kirkefællesskab.
Hvad der undrer mig mest ved denne her debat er, at der
ikke rigtigt synes at være nogen interesse for hvorfor de tidligere muslimer,
som Massoud Fouroozandeh har døbt uden at indmelde dem i folkekirken, ikke vil
være medlem af folkekirken. Det virker på mig højst besynderligt, at man gerne
vil døbes af en præst men i den grad ikke vil have noget med dennes
kirkesamfund at gøre, at man øjensynligt ikke vil døbes hvis dåben medfører, at
man bliver indmeldt i dette. Hvad er altså problemet? Det kunne selvfølgelig
være, at man er bange for at nogle muslimer vil reagere voldeligt på at man har
forladt islam og er blevet kristen. Men sådanne rabiate muslimer er nok ret
ligeglade med om man er medlem af folkekirken eller ej. Derfor synes det mere
sandsynligt, at disse tidligere muslimer enten ikke vil være medlem af
folkekirken fordi man ikke bryder sig om det den står for - eller at man ikke
vil være medlem, fordi man ikke vil betale kirkeskat. Eller måske er det en
kombination af begge disse grunde.
Det er selvfølgelig fair nok, at man ikke bryder sig om
folkekirken, men så må man jo finde en præst eller en lægmand m/k indenfor et
kirkesamfund, som man føler sympati for og så lade sig døbe af ham eller hende.
Og hvis man ikke vil betale til en kirke, ja så må man jo finde en præst eller
lægmand m/k tilknyttet et kirkesamfund hvor man ikke behøver det. En
folkekirkepræst må have kærlighed og respekt nok til hhv. for folkekirken til
at kræve, at dem der vil lade sig døbe af ham eller hende selvfølgelig skal
indmeldes i folkekirken. Mangler man denne kærlighed til og respekt for
folkekirken skulle man måske finde et
andet kirkesamfund at være præst i.
DebatPosted by Karen M. Larsen Saturday, October 12 2013 11:29:39
Iben Thranholm er kendt for sine skarpe holdninger til abort
og det sekulære samfund - og hun er ikke mindst kendt for at være en meget åben
katolik, der elsker at henvise til Paven i tide og utide. Alligevel er det i
virkeligheden slet ikke så overraskende, at hun i en kommentar på Facebook
gruppen "Katolikker i Danmark" er ude med riven mod Pave Frans. Her
skrev hun den 11.10.2013.: "Hvis
kærligheden dyrkers uden sandhed, skrider grundlaget. Som Benedikt XVI og
Johannes Paul II slog fast igen og igen, så kan kærlighed og sandhed ikke
skilles ad. Når pave Frans f.eks. udtaler, at det bare handler om at gøre det
Gode med stort G uanset om man er ateist eller har en anden religion, synes jeg
han er i fare for at komme på afveje og ende som relativist. Hvad er det gode?
En synes abort er det bedste der er sket for vores samfund, en anden at det er
mord? Hvem har ret her - hvem af de to gør det gode? Er det gode ikke at
fortælle sandheden? Det har været Den katolske kirkes standpunkt i 2000 år. Det
bliver spændende at se om Frans vil holde fast i det".
De danske medier har godt nok i det store hele overset det,
men der er faktisk en voksende modstand mod Pave Frans blandt dele af verdens
katolikker. Allerede få dage efter at han blev valgt til Pave flød
traditionalistiske blokke over med harme over den nye pave. Traditionalister er
en betegnelse for en meget lille men også meget højtråbende gruppe af
katolikker, der er imod de reformer som den katolske kirke indførte under Det
Andet Vatikankoncil (1962-1965), hvor den katolske kirke indførte en ny venlig
retorik om de andre trossamfund og hvor grundlaget blev lagt for at gudstjenesten
fremover hovedsagelig foregår på lokalsproget frem for latin. Pave Benedikt
havde brugt uhørt meget energi på at komme denne gruppering i møde - men Pave
Frans var fra sin fortid som ærkebiskop i Argentina kendt for at være meget
lidt begejstret for den gamle messe - og meget begejstret for dialogen med
protestanter, jøder og muslimer. Eller med andre ord, lige fra starten af var
Pave Frans ikke traditionalisterens kop the.
Men i den senere tid
er også ultrakonservative katolikker begyndt at ryste med sablerne. Til forskel
fra traditionalisterne bakker de i princippet op om Det Andet Vatikankoncil -
men de har det tilfælles med dem, at de er ivrige modstandere af den fri abort
og samfundets accept af homoseksuelle - og de er ofte også ret så skeptiske
overfor en dialog med islam. Mht. de to første emner har de haft fuld støtte af
Pave Johannes Paul II og Pave Benedikt XVI, mht. det sidste emne kunne de til
dels finde støtte hos Pave Benedikt.
Men de ultrakonservative katolikker føler nu, at de bliver
svigtet af Pave Frans, der tydeligvis gør sig store anstrengelser for at række
hånden ud til de grupper af katolikker, der har følt sig marginaliseret under
de to sidste paver. Det er også tydeligt, at Pave Frans ønsker en oprigtig
dialog med de andre religioner, også islam, og at han ligeledes ønsker et bedre
forhold til den sekulære verden. Der er imidlertid ikke tale om, at Pave Frans
vil ændre på den katolske kirkes lære om f.eks. abort og homoseksuelle
ægteskaber - men han ønsker blot, at den katolske kirke skal prioritere andre
emner højere, ikke mindst forkyndelsen af Guds kærlighed og barmhjertig. Og som
en del af denne forkyndelse skal man også prøve at tale pænt om f.eks.
homoseksuelle. Der er altså tale om en ændring af diskursen frem for
dogmatikken - men det er nok til at udløse ubehag hos dem, der havde vænnet sig
til at have Paven i ryggen, når de talte dunder mod abort, homoseksuelle eller
generelt sekulariseringen og den såkaldte relativisme.
Den kendte katolske kommentator John L. Allen Jr. har
beskrevet disse katolikkers reaktion som "den ældre søn
problematikken". Det er en hentydning til lignelsen om den fortabte søn,
hvor faderen bliver så glad da den fortabte søn vender hjem igen, at han holder
et stort party for ham. Den ældre søn begynder så at beklage sig over, at han
jo altid har gået derhjemme og været en god dreng - men hvornår fik han en
fest"? Man kan altså måske sige, at den katolske kirkes højrefløj er
skuffede over, at Paven vender sin kærlighed mod alle de "dårlige"
katolikker, frem for til dem, der fortjener den, nemlig dem selv.
Men man kunne naturligvis også sige, at den katolske
højrefløj i de sidste 30 år har været budt til fest hos de regerende paver,
mens den katolske venstrefløj fik kun få eller ingen krummer fra de riges bord.
Og samtidigt med denne fest for insiderne blev forholdet til de vestlige
sekulære demokratier kølet ned til næsten frysepunktet. Det vil Pave Frans lave
om på, og det må en Iben Thranholm nok lære at leve med.
DebatPosted by Karen M. Larsen Sunday, July 28 2013 13:43:38Sørine Gotfredsen, en rimeligt kendt debattør og
præst med tilknytning til Tidehverv, udbreder sig i en klumme i Kristeligt
Dagblad fra den 27.7.2013 om sagen om fyringen af Jim Lyngvild. At Jim Lyngvild blev fyret som vært for
Copenhagen Pride fordi han havde brugt udtrykket "bøssekarle" ser hun
som et udslag af vor tids forvirring, der blandt andet består i at vi er blevet
alt for følsomme på minoriteterne vegne - de konkrete minoriteter hun så nævner
er de homoseksuelle og muslimerne, hvor førstnævnte betegnes som en
"ophøjet" minoritet.
Denne følsomhed stiller hun op overfor det forhold,
at ingen i dette land har taget anstød af at Jim Lyngvild har ladet sig
fotografere som den korsfæstede Jesus, og det selvom han udtrykkeligt gjorde
det for at provokere. Og det passer i Sørine Gotfredsens øjne så ganske fint
med at man i kristendommen tror på en Gud, der er alt for ophøjet til at han
kan lade sig krænke. Men til sidst i sin klumme kommer hun så ind på en ny
minoritet, "nemlig de kristne. De
troende kristne, altså. Mængden af ateister, almindelige tvivlere med mest hang
til velfærd, muslimer, buddhister og tilhængere af andet åndeligt gods
overstiger allerede mængden af dem, der tager kristendommen alvorligt."
At nogen vil gide tage hensyn til deres religiøse følelser tvivler Sørine
Gotfredsen i høj grad på.
Sørine Gotfredsens tekst er en bemærkelsesværdig
øvelse ud i en springende logik og retorik. Hvis den kristne Gud per definition
er hævet over at blive krænket, hvorfor skulle kristne så have et krav på at
man skal beskytte deres følelser for denne Gud mod krænkelser? Hvordan kan man
blive krænket på en ukrænkelig Guds vegne?
Men mere grundlæggende sker der et spændende spring i
klummens perspektiv. Sørine Gotfredsen lægger jo ud med at fortælle om at "vi"
er blevet for følsomme på minoriteternes, i praksis de homoseksuelles og
muslimernes, vegne. "Vi", dvs. Sørine og hendes læsere - eller er det
hele nationen?, er altså ikke homoseksuelle og muslimer. "Vi", er i
stedet den heteroseksuelle og ikke-muslimske majoritet, der træder os selv over
tæerne i vores iver for at tækkes "de andre". Men så begynder Sørine
Gotfredsen at skrive om den efter sigende lille befolkningsgruppe, der består
af troende kristne. Nu kan man jo ikke med sikkerhed vide, om Sørine Gotfredsen
mener, at hun er en del af denne minoritet eller om hun tilregner sig ateisterne,
de tvivlende etc. Men da hun er teolog og præst er det, på trods af Grosbøll,
vel et godt gæt at hun mener, at hun tilhører denne minoritet. Og en pæn del af
Kristeligt Dagblads kernelæsere vil nok også gerne se sig selv som troende
kristne, der tager deres tro alvorligt. Sørine Gotfredsen og hendes antagne
læsere skifter altså perspektiv, nu er
man ikke længere majoriteten, der træder sig selv over tæerne men i stedet
minoriteten, der bliver trådt på. Fra at være en del af majoriteten, der burde
sige "stop nu med den klynken" til minoriteterne ender man som læser
blandt de klynkende minoriteter. Og det er jo sådan set godt gået, for dermed får
man foræret retten til på en gang at træde på andre og klage over, at andre gør
det mod en som man selv mener, man har ret til at gøre mod dem.
Nu undrer jeg mig lidt over, at Sørine Gotfredsen indskriver
sig i et heteroseksuelt majoritets "vi", for jeg har ladet mig
fortælle, at hun selv er lesbisk. Nu skal man jo ikke tro på alt hvad man
hører, men det forhold, at hun i sin unge dage udgav ungdomsromanen
"Marias stjerner", der har et lesbisk tema, kunne pege i den retning.
Men selvfølgelig, hvis man vil være en stjerne blandt de politisk og teologisk
konservative så gør man nok klogt i at sætte sit lesbiske lys under en skæppe.
Hvad Sørine Gotfredsen bare lige glemmer er, at det
jo slet ikke var det heteroseksuelle flertal, der fyrede Jim Lyngvild. Det var
i stedet Copenhagen Prides bestyrelse, der gav ham silkesnoren, og det især
fordi foreningen Sabaah, der hovedsageligt består af lgbt personer af såkaldt
anden etnisk herkomst, truede med at boykotte paraden hvis Jim Lyngvild forsatte
som vært. Ikke så meget pga. af hans bemærkning om bøssekarle, men fordi han på
Facebook havde kaldt nogle unge med anden etnisk baggrund, der havde forøvet
homofobisk vold, hvis nok mod ham selv, for "perkere".
Sagen om Jim Lyngvild handler altså ikke om en
heteroseksuel majoritet, der tager for meget hensyn til de homoseksuelle og
muslimerne, men om en konflikt blandt homoseksuelle (og biseksuelle samt
transpersoner) om hvordan man må tale om personer af såkaldt anden etnisk
baggrund, primært muslimer. Men det er også i forhold til denne strid, at
Sørine Gotfredsen kunne have haft en pointe. For hvor sandsynligt er det lige,
at Copenhagen Pride ville have fyret Jim Lyngvild, hvis en kristen gruppe af
lgbt personer havde truet med at boykotte paraden pga. hans forhånelser af
deres tro?
| Choose image for share content |
|---|
|
