ArtiklerOpprettet av Karen M. Larsen mandag, august 16 2010 19:15:42De årlige prideparader er blevet et fast indslag i homokulturen, men det næsten rutineagtige ved deres afholdelse ændrer ikke ved, at de forsat er omstridte, også blandt homoseksuelle.
Det er således ganske typisk, at debattråden til en artikel i Politiken om årets pride er fyldt med kommentarer fra personer, der lægger op til at de er homoseksuelle, men som tydeligvis føler et stærkt ubehag ved paraden. F.eks. skriver Julie Kjestrup: ” Personligt er jeg ikke stor tilhaenger af Prides - synes, det skaber en 'dem-og-os' stemning som jeg ikke tror gavner, og det er iaf ikke mig og min kone, der portraetteres paa en saadan dag. Ja, gu' lever vi i en hetero-verden, og gu' er vi en minoritet, men vi kan ikke baade bede om at blive acceperet 'som alle andre' og saa samtidig ha' Pride hvor budskabet er at vi IKKE er som de andre! ” (Stavemåde som i originalen)
Julie Kjestrups kommentar opsummerer faktisk den efterhånden klassiske homoseksuelle kritik af prideparaderne: Paraderne er udtryk for en ”dem og os” subkulturstemning blandt homoseksuelle, de giver ikke et korrekt billede af almindelige homoseksuelle og de udstiller homoseksuelle som nogen, der er anderledes. Og sidst, men så afgjort ikke mindst, paraderne skader de homoseksuelles sag.
For mig at se afspejler en sådan kritik et mere grundlæggende homoseksuelt ubehag ved den homoseksuelle subkultur, ja faktisk ved selve det at være homoseksuel. Og dette ubehag har dybe rødder i vores grundlivsvilkår i samfundet.
Problemet er jo, at på trods af at situationen for homoseksuelle i dagens Danmark alt andet lige er bedre end den var for bare en generation siden, så er homoseksualitet forsat en seksualitet, der er afvigende fra den heteroseksuelle norm. Fra vi blev født er vi blevet mødt med forventninger, udtalte og endnu flere uudtalte, om at vi vil vokse op og blive heteroseksuelle. At være heteroseksuel og leve heteroseksuelt er forsat det naturlige og normale i vores samfund. Heteroseksualitet er det som forventes af os. At være homoseksuel vil sige, at man er anderledes, at man ikke lever op til forventningerne til os.
En måde som en del homoseksuelle forsøger, at takle dette forhold på, er at fremhæve, at man ikke er anderledes. Det er således en klassisk strategi blandt de mere mainstreamede homobevægelser i ind- og udland, at insistere på, at bøsser ikke er feminine, at lesbiske ikke er maskuline, og at homoseksuelle sådan set ligner heteroseksuelle til forveksling. Er man en feminin bøsse, en maskulin lesbisk eller bare en homo som ikke drømmer om villa, Volvo og vovse, ja så er man ikke velkommen i denne her homoseksuelle normalitetsdrøm, hvor den offentlige mening for himlens skyld ikke må konfronteres med homoseksuelle, der ikke ligner heteroseksuelle på en prik. De ”ikke pæne” homoseksuelle skal udgrænses og forties så de ”pæne” kan håbe på de heteroseksuelles accept.
Disse ”pæne” homoseksuelles udtalte foragt for de homoseksuelle, der tør udfordre samfundets normer for pænhed, er udtryk for at de ser på homoseksuelle med homofobiske øjne. For det er jo homofobiens omdrejningspunkt, at man frygter, foragter og hader homoseksuelle fordi de er anderledes end flertallet. Hvad disse homoseksuelle overser, er imidlertid, at vi først får bugt med homofobien når vi får skabt et samfund, hvor der er plads til at man kan være anderledes end de fleste, hvor det, at man er anderledes ikke betyder, at man har færre rettigheder end majoriteten. Hvis vi valgte at leve sammen med en partner af modsat køn ville vi ikke blive diskrimineret – for så var vi jo som alle andre. Det er først når vi vælger at leve sådan som vores hjerte begærer, det er først når vores anderledeshed bliver synlig pga. vores partnervalg, at vi bliver diskrimineret.
Et samfund der kun kan acceptere usynlige homoseksuelle, er ikke et samfund, der accepterer homoseksuelle. Et samfund, der ikke vil give plads til dem, der er synligt anderledes, er ikke et rummeligt samfund.
Prideparaderne er et oprør med den skamfølelse, som så mange af os slæber rundt med. Skammen over at vi ikke er som de andre. Pride betyder, at man tør stå ved, at vi ikke er som de andre. Pride er udtryk for, at vi ikke skammer os over vores anderledeshed, men i stedet ser den som en berigelse for os selv – og for samfundet.
ArtiklerOpprettet av Karen M. Larsen tirsdag, august 10 2010 13:54:01En udbredt sekulariseringsforståelse er den, at sekulariseringen er et produkt af den naturvidenskabelige tankegang. I kraft af at vi bliver stadigt klogere på hvordan verden hænger sammen får vi mindre brug for religion, og en gang i en ikke så fjern fremtid vil religionerne derfor simpelthen være forsvundet fordi naturvidenskaben har overtaget deres rolle.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at naturvidenskaben har sin andel i at kristendommen i Europa har mistet politisk indflydelse. At traditionel kristendom har mistet kontrollen med de europæiske befolkninger skyldes dog næppe kun naturvidenskaben, men mindst lige så meget, hvis ikke mere, de omfattende samfundsforandringer som moderniseringen af landbruget, landsbyfællesskabets nedlæggelse, industrialiseringen og urbaniseringen medførte. Den traditionelle kristendom var knyttet til landsbyfællesskabet samt de nære fællesskaber som kendetegnede købstæderne før industrialiseringen. I det senmoderne samfund, hvor sådanne fællesskaber er en saga blot og hvor samfundet i stedet er præget af fragmentering og individualisering, er det klart, at den traditionelle religiøsitet har dårlige vilkår.
Udviklingen i de religiøse landskaber i de sidste årtier har imidlertid vist, at hypotesen om at religiøsiteten vil forsvinde jo mere moderne samfundet bliver, ikke holder. Selvom kirkernes politiske og sociale indflydelse er aftagende kan det ikke påvises, at folk bliver mindre religiøse, snarere tvært imod. Derfor er der indenfor religionsvidenskaben i den senere tid kommet en del røster frem, der påpeger, at sekulariseringen ikke medfører religiøsitetens forsvinden, men at sekularisering i stedet handler om, at religiøsitet går fra at være en selvfølgelighed til at være et individuelt valg.
Den traditionelle religiøsitet, herunder den traditionelle kirkelighed, er altså ganske vist under pres, men det er ikke fordi folk bliver ateister men fordi folk selv vil vælge, bestemme og definere deres religiøsitet. Folk tror i dag sjældent, fordi de skal. De tror, fordi det giver mening for dem. De er i voksende grad ikke på udkig efter autoritet (hvad jeg skal tro og gøre?) men efter autentisitet (hvad oplever jeg som meningsfyldt, hvad appellerer til mine behov?).
Denne udvikling er ikke blot synlig indenfor liberal kristendom og den såkaldte åndelighed. Nej, den kan man sågar finde hos mange unge kristne som anser sig som Bibeltro. Selvom man nemlig påberåber sig Bibelen som autoritet er man her i stadigt voksende grad søgende i forhold til det kirkelige landskab. Man shopper mellem de forskellige bevægelser på folkekirkens højrefløj, ja også frikirkelighed og katolicisme kan man opsøge og lade sig inspirere af. Men er på jagt efter det, som man oplever som autentisk kristendom, og spørgsmål som f.eks. synet på dåb, nadver og det kirkelige embede, spørgsmål som tidligere blev tillagt afgørende betydning, er ikke længere vigtige. En lignende udvikling kan man også iagttage blandt unge muslimer i Danmark.
Denne udvikling i det religiøse landskab er naturligvis en udfordring for de traditionelle trossamfund, især for dem, hvor der er fokus på autoritet og krav om lydighed imod det, som de religiøse ledere kræver, at man skal tro på. Der er til gengæld gode muligheder hvis man tør åbne sig for kravet om at troen skal give individuel mening og skal kunne opleves som autentisk af den enkelte.
Denne udvikling i det religiøse landskab er imidlertid også en udfordring for ateismen. For mig at se er det klassiske ateistiske argument jo at religion bygger på påstande, der ikke kan bevises, ja som sågar videnskabeligt set er meningsløse. Et sådant argument har sine styrker når det rettes mod en religiøsitet der tager udgangspunkt i at dens påstande er noget, som alle skal tro på og som samfundet skal indrette sig efter. Men påstanden om at religion er irrationel og uforenelig med logik og videnskabelig bevisførelse bider ikke på en religiøsitet, der tager udgangspunkt i hvad den enkelte oplever som meningsfyldt, meningsgivende og autentisk. Ateismen tager altså udgangspunkt i en religionsforståelse, der er under afvikling, samtidigt med, at den mangler svar på, eller måske også interesse i den religiøsitet, der er på fremmarch.
DebatOpprettet av Karen M. Larsen tirsdag, august 10 2010 13:53:12Et bemærkelsesværdigt træk ved Dansk Folkepartis samt deres medløberes kamp mod racismeparagraffen er, at Dansk Folkeparti ellers er kendt for deres ihærdige kamp mod det muslimske tørklæde samt mod minaret- og moskebyggeri. Eller sagt med andre ord, samtidigt med at Dansk Folkeparti kæmper for at man i den offentlige debat skal have lov til at sige hvad hjertet begærer om muslimer, kæmper de også for, at muslimer ikke skal få lov til at give udtryk for deres religion i det offentlige rum.
Sammenhængen er heller ikke særlig svær at se. Religionsfriheden, retten til at praktisere en tro der er forskellig fra majoritetens, er en rettighed der har til formål at beskytte minoriteter mod overgreb fra majoritetens side af. Racismeparagraffen har på samme måde til formål, at beskytte minoriteterne mod verbale overgreb fra majoritetens side af.
Eller med andre ord, såvel religionsfriheden som racismeparagraffen er udtryk for, at et demokratisk samfund har et særligt ansvar for at beskytte dets minoriteter mod overgreb. Dansk Folkeparti og deres medløbere har derimod et andet demokratibegreb. For dem udgør den muslimske minoritet en trussel, i nogens øjne sågar en dødelig trussel mod majoriteten. Man vil med andre ord beskytte majoriteten mod den alvorlige trussel, som en minoritet antages at udgøre, ved at fratage minoriteterne deres ret til beskyttelse.
Og det er lige præcis her, at Dansk Folkepartis og deres medløberes kamp mod racismeparagraffen bliver farlig for minoriteterne, i særdeleshed for landets muslimer. Racismeparagraffen har jo ikke på nogen måde hindret islamkritik, ingen er f.eks. blevet dømt for at kalde Muhammed for en løgner, for at påstå, at islam er kvindeundertrykkende eller uforenelig med et demokratisk samfund. Racismeparagraffen hindrer altså ikke religionskritik, herunder islam kritik, men den forhindrer den dæmonisering af et religiøst mindretal, der er forudsætningen for at majoriteten kan overbevises om nødvendigheden af bastante indgreb overfor landets muslimske minoritet.
Racismeparagraffen skal altså afskaffes så det bliver muligt, at skabe et debatklima, hvor befolkningen i sidste instans bliver villig til at bakke op om de tiltag der skal til for at muliggøre Dansk Folkepartis vision om et muslimfrit Danmark. Og det uhyggelige er, at Dansk Folkeparti endnu ikke har fortalt os hvor grænsen går for hvad vi har lov og pligt til at gøre for at opfylde denne vision.
Bragt på http://www.information.dk/241260
DebatOpprettet av Karen M. Larsen fredag, juli 30 2010 15:43:14Et interessant træk ved Dansk Folkepartis retorik om homoseksuelle er partiets negative fremstilling af de homoseksuelle, som organiserer sig i kampen for de homoseksuelles rettigheder. Kathrine Winkel Holm (datter af Søren Krarup og folketingskandidat for DF) samt Jesper Langballe har således beskyldt ”det organiserede homomiljø” hhv. ”organiserede homoseksuelle” for at stå bag Facebook gruppen ”Imod Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride”. Og det selvom hverken LGBT Danmark (det tidligere LBL) eller nogen anden homoorganisation står bag denne Facebook gruppe.
Denne retorik skal ses i sammenhæng med at der i Dansk Folkepartis optik tydeligvis findes to forskellige slags homoseksuelle. Det fremgår f.eks. af et interview med Pia Kjærsgaard i bogen ”Hvor regnbuen ender” hvor hun besvarer spørgsmålet om hvorvidt hun kender noget til bøssemiljøet med følgende udsagn:
”Nej, det gør jeg ikke. Dem, jeg kender, lever et ganske almindeligt liv og er ikke politisk aktive, som mange homoseksuelle jo er. Jeg vil sige specielt de aktive i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Dem, synes jeg, er meget militante”.
Og i en artikel i tidsskriftet Tidehverv (http://tidehverv.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=890&Itemid=62) , der for nylig er blevet genoptrykt, udpensler Jesper Langballe disse to grupper af homoseksuelle endnu mere entydigt. Han skelner nemlig mellem de fødte homoseksuelle, som affinder sig med deres skæbne og lever i stilhed og diskretion, og så den organiserede homoseksualitet, der drevet af livslede og seksualitetsfiksering kræver ret til ægteskab og adoption.
Eller sagt med andre ord: Der findes i Dansk Folkepartis optik to slags homoseksuelle: Den gode homoseksuelle, der går stille med dørene mht. sin seksualitet og som affinder sig med at man som homoseksuel ikke har de samme rettigheder som heteroseksuelle og så den dårlige homoseksuelle, der kæmper for ligestilling.
Hvis man som homoseksuel skammer sig over sin seksualitet, hvis man skjuler den, hvis man ikke kæmper for forbedrede forhold for homoseksuelle, ja så har man Dansk Folkeparti på sin side. Hvis man derimod ikke mener, at man skal skamme sig over sin homoseksualitet, hvis man ikke er bange for at være åben om den, og, sidst men ikke mindst, hvis man arbejder for lovændringer, så vi får fuld ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle, ja så er man meget militant og så har man Dansk Folkeparti mod sig.
De kuede, selvfornægtende og underdanige homoer er Dansk Folkepartis darlings – mens militante homoer som undertegnede, dvs. homoseksuelle der er åbne om deres seksualitet og som med demokratiske midler kæmper for ligestilling, er deres fjender.
Dansk Folkeparti har ikke noget mod homoseksuelle, der har noget mod sig selv. Dansk Folkeparti hader ikke homoseksuelle, der hader sig selv. Dansk Folkeparti støtter enhver homo, der støtter op om diskriminationen af homoseksuelle. Men vi, der ikke vil affinde os med rollen som andenrangs borgere, vi skal have tæsk, så vi kan lære, at kende vores plads.
DebatOpprettet av Karen M. Larsen fredag, juli 30 2010 11:28:10Efter den famøse sag om Dansk Folkepartis pressemedarbejder, der fik rundsendt en intern mail med nogle tvivlsomme udsagn om homoseksuelle, forsøger DF fortvivlet at fremstille sig selv som de sande ofre i den her sag.
Således fremstiller Jesper Langballe i et læserbrev i Morgenavisen Jyllandsposten fra den 28.7.2010 sagen som om at det er ”de organiserede homoseksuelle”, der kræver DF fjernet fra jordens overflade. Som belæg for denne påstand henviser han til et indlæg på Facebook gruppen ”Imod Dansk Folkepartis deltagelse i Copenhagen Gay Pride”, hvor en debattør skriver: ”Lad os ikke glemme, at vi selv inviterede denne sygdom indenfor ved at vælge Louise Frevert til næstformand for LBL i 2002 ... og som alt anden sygdom breder den sig, hvis man ikke skærer dybt!” Denne ytring minder, henhold til Langballe, mest af alt om nazisternes omtale af jøderne! Og i forhold til den må hans egne ytringer om homoseksuelle så afgjort blegne.
Nu er det jo ikke til at vide, hvem der falder under betegnelsen ”organiserede homoseksuelle”. Hvis Langballe hermed mener LGBT Danmark, det tidligere LBL, eller Copenhagen Pride, så tager han i hvert fald fejl. Ingen af dem har krævet, at DF afstår fra at deltage i Pride Paraden, og ingen af dem bakker op om den famøse hjemmeside. Facebook gruppen er lige præcis ikke udtryk for det organiserede homolandskabs kamp mod DF, men er i stedet et tegn på en homoseksuel utilfredshed med at det officielle homo Danmark ikke tager denne kamp op.
Langballe, der ellers fremstiller sig som offer for fejlcitater når det gælder hans eget syn på homoseksuelle, manipuler selv når det gælder citatet fra Facebook gruppen. Sammenhængen er ikke, at DF skal fjernes fra jordens overflade, men at det organiserede homomiljø skal droppe ethvert forsøg på en samarbejdspolitik med DF, da partiet er notorisk homofobisk. Og at DF er homofobisk kan der ikke være nogen tvivl om. Hvad skal man ellers kalde et parti, der med næb og klør kæmper for, at homoseksuelle forsat ikke må få de samme rettigheder og pligter som heteroseksuelle? Og hvordan skal man ellers forklare partiets afsky for organiserede homoseksuelle?
DebatOpprettet av Karen M. Larsen tirsdag, juli 27 2010 16:39:03Dansk Folkeparti er kommet ud i et mindre mediestormvejr fordi en pressemedarbejder ved en fejl fik rundsendt en mail til det danske pressekorps, hvor hun bl.a. skrev at de ”ekstremistiske homoseksuelle fraktionsgrupper” skal have nogen tæsk.
Kathrine Winkel Holm, datter af Søren Krarup og folketingskandidat for DF, synes imidlertid, at der intet var galt i pressemedarbejderens mail, hvad tydeligvis fremgår af hendes klumme i Jyllandsposten fra den 24.7.2010.
Kathrine Winkel Holm lægger ud med at fremhæve, at hun ikke ved hvorfor to folketingsmedlemmer fra DF har besluttet, at sige ja tak til en invitation til at deltage i årets Pride parade. Men som hun skriver, ”det kunne jo være, at de ligesom os andre er bekymrede over den nye form for chikane, som homoseksuelle udsættes for fra visse islamiske gruppers side og derefter ønsker at engagere sig aktivt”.
Med andre ord, Kathrine Winkel Holm kan ikke forestille sig, at DF deltager i Priden fordi de vil fejre mangfoldigheden eller støtte kampen for ligestilling mellem lgbt-personer og de heteroseksuelle. I stedet ser Kathrine Holm Dansk Folkepartis støtte til Priden som en afstandstagen fra en ny form for chikane af homoseksuelle der kan sættes i forbindelse med islam. Den ”gamle” chikane som homoseksuelle og andre lgbt-personer udsættes for, den hvor gerningsmændene er etniske danskere med kristen baggrund, interesser DF sig tydeligvis ikke for.
Kathrine Winkel Holm støtter dernæst op om Dansk Folkepartis officielle undskyldning for pressemedarbejderens trussel om tæsk til de homoseksuelle, nemlig den, at den var udtryk for berettiget vrede over oprettelsen af en Facebook side med titlen ”Imod DF’s deltagelse i Copenhagen Gay Parade”, en side, som hun fejlagtigt sætter i forbindelse med det organiserede homomiljø.
Om denne Facebook gruppe skriver Kathrine Winkel Holm bl.a.: ” I facebookgruppen sakser man så manipulerende, man formår, alle udtalelser fra DF'ere gennem tiden, der kan udlægges, som om DF hader homoseksuelle, fordi partiet er modstander af homovielser. Det, der især får gruppens 400 medlemmer i affekt, er følgende citat af Pia Kjærsgaard: »Landsforeningen for bøsser og lesbiske er en meget militant organisation.« Altså: Kritiserer man den politik, landsforeningen står for, er man homofob.”
Nu er DF som bekendt ikke blot modstander af homovielser, men også af homoadoption og af, at lesbiske kan blive kunstigt befrugtet i offentligt regi. DF er med andre ord stærkt modstander af LGBT Danmarks (det tidligere LBL’s) kamp for fuld ligestilling mellem lgbt personer og heteroseksuelle, og det i den grad, at man mener, at det er berettiget at beskylde foreningen, der operer på lovens grundlag og er demokratisk organiseret, for at være militant. Er denne politik udtryk for homofobi? Tja, var dem der i 1960’erne kæmpede for opretholdelsen af racelovene i de amerikanske sydstater racister?
Kathrine Winkel Holm har dog også en anden anke mod ”Imod DF’s deltagelse i Copenhagen Gay Parade”: ”Hadet til DF driver simpelthen ned over siderne. En enkelt, Jakob Hasle Nielsen, tager prisen. Han kalder DF for en sygdom og »som al anden sygdom breder den sig, hvis man ikke skærer dybt«. Forestil dig, kære læser, at en heteroseksuel, ældre mand havde udtalt dette om et hvilket som helst andet parti. Medierne ville have tordnet derudad og statsadvokaten allerede have stævnet ham for overtrædelse af §266b. Men der er som bekendt forskel på folk. Den gode Hasle Nielsen får sikkert kun ros, ikke ris for sin hate speech”.
Nu når Kathrine Winkel Holm går så meget op i korrekte citater, så bør man nok være opmærksom på, at der i det indlæg, som hun opponerer imod, faktisk står følgende: ”Lad os ikke glemme at vi selv inviterede denne sygdom indenfor, ved at vælge Louise Frevert til næstformand for LBL i 2002 ..... og som alt anden sygdom breder den sig, hvis man ikke skærer dybt!” Sammenhængen var en diskussion af hvorfor DF dog i det hele taget vil deltage i Paraden.
Men ellers er det vist tydeligt, at Kathrine Winkel Holm ikke færdes så meget på nettet. Gjorde hun det ville hun nemlig vide, at bastante udtalelser om homoseksuelle, diverse religioner og partier mfl., i stil med Jakob Hasle Nielsens, er ganske vanlige og ikke udløser stævninger for overtrædelse af §266b (racismeparagraffen), heller ikke når forfatteren er en ældre, heteroseksuel mand. Som medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse er Kathrine Winkel Holm under alle omstændigheder modstander af denne paragraf. Hun ønsker, at der skal være fri adgang til at lufte al den hate speech man vil. Men det kan naturligvis være, at Kathrine Winkel Holm mener, at der skal gøres en undtagelse mht. DF.
Men dette enkeltstående indlæg er meget vigtig for Kathrine Winkel Holms argumentation. For som hun skriver ” det er denne ret ubehagelige hate speech, DF's pressemedarbejder reagerer på. Hun er med egne ord irriteret på dem, der har chikaneret Pia Adelsteen og Liselotte Blixt, der nu overvejer at trække sig fra paraden for at undgå ubehageligheder”.
Nu fremgår det imidlertid af den famøse e-mail (se http://jp.dk/indland/indland_politik/article2130129.ece ) at pressemedarbejderen ikke reager på individuelle indlæg på Facebook siden, men i stedet på at en journalist fra et homobladet xq28.dk havde tilsendt DF Facebook gruppens grundoplysninger, hvori der bringes en række citater fra hvad DF politikere har sagt om homoseksuelle og hvor det hævdes, at ” DF's retorik er med til at legitimere flere hate crimes imod homoseksuelle”. Mig bekendt er der ikke nogen, der har chikaneret Pia Adelsteen og Liselotte Blixt, så det er vist noget, som Kathrine Winkel Holm hiver op af hatten. At pressemedarbejderen betegnede journalisten som ”journalisten med de løse håndled” beholder hun til gengæld klogelig i hatten.
Først til sidst i sin klumme kommer Kathrine Winkel Holm ind på det med tæskene: ” Kan man læse - hvad store dele af dansk presse tydeligvis ikke formår - er det ret tydeligt, at der menes verbale, ikke fysiske tæsk. Og den slags må alle, der deltager i den offentlige debat finde sig i at få, især når man så gavmildt som facebookgruppen deler øretæver ud til andre.”
Nu er det ganske rigtigt, at pressemedarbejderen næppe har ment fysiske tæsk. DF har jo ikke noget tæskehold som de kan sende ud og banke dem, der generer dem politisk. Men pressemedarbejderens bemærkning svarer til at en pressemedarbejder for et parti, der står under mistanke for at være antisemitisk, kom med en smart bemærkning om at der skal tages gas på jøderne. Sammenstillingen af jøder og gas er ikke acceptabel efter holocaust. Og i en tid, hvor der er fokus på vold mod homoseksuelle, er det altså ikke acceptabelt, at skrive, at homoseksuelle skal have tæsk, også selvom man mener verbale.
ArtiklerOpprettet av Karen M. Larsen lørdag, juli 24 2010 13:01:37Hvis man skulle udpege en gruppe mennesker, der kan siges at repræsentere hhv. symbolisere senmoderniteten, så er det de homoseksuelle. Selve ideen om homoseksuelle rettigheder og kampen for disse er om noget et symbol på det senmoderne samfunds fokus på individets rettigheder og opgør med religiøse og sociale normer, der kræver, at den enkelte skal tilpasse sig kollektivets krav. De årlige pride parader er da også nærmest indbegrebet af hvad mange ser som den vestlige verdens frigjorthed og fordomsfrihed.
Men det forhold, at homorettigheder og pride parader på en gang symboliserer senmodernitet, opgør med traditionerne og vestlig frigjorthed forklarer også Dansk Folkepartis problemer med de to førstnævnte fænomener.
Dansk Folkepartis politik og samfundsvision er nemlig, ligesom hos de andre ultrahøjre bevægelser i den vestlige verden, præget af frygt for senmoderniteten og de sociale forandringer som den har medført, samtidigt med at man ser sig som den vestlige verdens tro forsvarere.
Dansk Folkeparti er præget af en indgroet frygt for senmoderniteten. Man frygter globaliseringen og dens nedbrydning af nationalstaten og den etnisk-religiøse monokultur, men man frygter også den seksuelle revolution, nedbrydningen af de traditionelle kønsroller og den heteroseksuelle kernefamilies opløsning. Det er derfor grundlæggende set oplagt, at Dansk Folkeparti har markeret sig som en indædt modstander af f.eks. homoadoption og homoægteskabet. Disse tiltag er jo udtryk for, at Danmark er på fuld flugt væk fra de 1950’er værdier, der i den grad synes at præge partiets verdensanskuelse.
Dansk Folkeparti har imidlertid det problem, at homorettigheder som sagt også er blevet til vestlige værdier. For et parti, der om noget ønsker at fremstå som provestligt og anti ikke-vestligt (i særdeleshed antimuslimsk) udløser det et dilemma. Hvordan kan man være pro-vestlig samtidigt med, at man er i mod homorettigheder? Løsningen er dog lige for hånden. Ved at påstå, at det kun er muslimer, der er imod homoseksuelle, kan man outsource angsten for de homoseksuelle og placere den hos den gruppe, som man i forvejen ser som fjende nummer et. Hermed kan man lancere sig selv som homorettigheds forkæmpere, fordi man jo bekæmper islam. Og så kan man efter egen mening med god ret og samvittighed deltage i årets pride parade, samtidigt med at man i folketinget kæmper med næb og klør mod en fuld samfundsmæssig accept af homoseksuelle parforhold.
Bragt på http://www.panbladet.dk/1644/?no_cache=1&tx_ttnews%5Btt_news%5D=3276
DebatOpprettet av Karen M. Larsen tirsdag, juli 20 2010 14:58:36Copenhagen Pride er på mange måder et omstridt arrangement. Der er dem, der mener, at Priden repræsenterer en væmmelig og grænseoverskridende version af den homoseksuelle livsstil – og så er der dem, der mener, at Priden er borgerlig, ja islamofobisk.
Sidstnævnte fraktion blandt pridemodstanderne vil sikkert få vind i sejlene i år al den stund, at Dansk Folkeparti har meldt sig til årets Pride. Bevares, der er kun tale om to personer, men det gør ikke provokationen mindre.
Personligt ser jeg Priden som en sjov og fræk udfordring af homofobien, både blandt heteroseksuelle og blandt os homoseksuelle selv. Jeg har med andre ord ikke aktier i antipridevægelserne, hverken den borgerlige eller den venstreorienterende. Jeg støtter altså Priden – og lige præcis derfor mener jeg, at det er meget problematisk, at man har valgt, at give Dansk Folkeparti lov til at gå med i Pride paraden.
Dansk Folkeparti er nemlig et parti, hvis homofobi igen og igen kommer til udtryk i partiets kamp mod homoseksuelles rettigheder. Dansk Folkeparti har kæmpet indædt mod at lesbiske skulle få adgang til kunstig befrugtning, mod at homoseksuelle skulle få lov til at adoptere børn og mod indførelsen af homoægteskabet. Ja, man har sågar kaldt indførelsen af et homoægteskab for intet mindre end en voldtægt af det danske folk!
Et parti, der sætter en ære i at bekæmpe ethvert tiltag, der skal sikre ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle, og som ikke kender til nogen hæmninger mht. hvilke modbydelige udsagn man er villig til at bruge om og mod homoseksuelle, har altså ikke noget at søge i en pride parade.
Dansk Folkepartis deltagelse i årets Pride er simpelthen intet mindre end et slag i ansigtet på enhver, der kæmper for homoseksuelles rettigheder. Dertil kommer, at Dansk Folkepartis islamobiske udfald også går ud over homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner med muslimsk baggrund. Dansk Folkepartis kamp mod islam er også en kamp mod dem i det homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle landskab, som er muslimer.
De homoseksuelle der tror, at man kan bekæmpe den homofobi, der tager udgangspunkt i islam, ved at støtte Dansk Folkeparti, glemmer, at man ikke kan bekæmpe Fanden med Beelzebul.
Alle, der vil kæmpe for homoseksuelles, biseksuelles og transpersoners sag skal være velkomne i Priden. Dem, der støtter kampen mod vores sag, bør ikke være det.
Bragt på http://www.panbladet.dk/1644/?no_cache=1&tx_ttnews%5Btt_news%5D=2932
